Patrich’s brunsviger

Patrich’s brunsviger

Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: 20 minutter

Nok til: En hel familie + det løse


Ingredienser:

Dejen

  • 100 g. smeltet, afkølet smør
  • ½ l. lunken vand
  • 100 g. gær
  • 100 g. sukker
  • 800 g. hvedemel

 Snasket

  • 150 g. smeltet smør
  • 1 spsk. mælk
  • 2 spsk. mørk sirup
  • 1 tsk. kanel
  • 500 g. brun farin

Sådan gør du:

  • Start med at smelte og afkøle dit smør
  • Tag en skål med det lunkne vand og smuldr alt gær ned i vandet. Rør det godt ud
  • Hæld derefter smør og sukker ned i skålen
  • Begynd nu at blande melet i lidt efter lidt, til alt mel er rørt ind i dejen. Brug evt. hænderne til at ælte det sidste med
  • Tag en dyb bradepande, læg bagepapir i bunden og fordel dejen ud over hele pladen. Lav masser af fordybninger i dejen
  • Smelt næste omgang smør i en gryde, hæld mælk, sirup og kanel ned i gryden og rør det godt sammen
  • Hæld derefter den brune farin ned i gryden, rør det godt ud og lad det komme i kog, så sukkerkornene smelter
  • Hæld blandingen ud over dejen, og sørg for at den bliver godt fordelt ud, så der ikke er bare pletter af dej
  • Sæt pladen i en kold ovn og tænd ovnen på 200 grader. Lad den stå i ovnen i 20 minutter. Den hæver meget, så tro mig når jeg siger, at du skal bruge en dyb bradepande.

Jeg kan simpelthen ikke fordrage brunsviger. Hver gang jeg har fået brunsviger, har jeg følt, det var for klægt, for lidt brød, alt for meget sukkersnask eller alt for lidt sukkersnask. Jeg har aldrig fundet en brunsviger, jeg kunne lide. Ikke før min papsøn Patrich lavede brunsviger en dag. Jeg kan godt lide hans brunsviger. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det er den bedste brunsviger der findes. I hvert fald efter min mening. Opskriften her er rigeligt til en hel familie inkl. bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner. Men jeg kan ikke finde ud af at halvere den. Eller måske er det nærmere, jeg ønsker ikke at halvere den, for jeg elsker at have lidt ekstra til i morgen og i overmorgen. Stor ros til Patrich, for at kunne lave den eneste brunsviger, jeg kan lide.

1

Til dejen skal du bruge mel, gær, sukker, smør og vand. Vi glemte at få vandet med på billedet. Ups.

2

Start med at smelte 100 g. smør og lad det køle godt af inden du fortsætter. Hvis dit smør er for varmt, slår du gæren ihjel. Patrich siger, det skal være lillefingervarmt.

3

Find nu en skål med ½ l. lunken vand frem.

4

Tag så 100 g. gær og smuldr ned i vandet. Se hvor fint og koncentreret han smuldrer. Jeg er så stolt af ham.

5

Når du har rørt gæren ud i det lunkne vand, hælder du det lillefingervarme smør ned i skålen sammen med sukkeret.

6

Begynd så at blande 800 g. mel ned i skålen, mens du rører det sammen. Patrich mente, at det var bedst at bruge en stor ske, så han ikke spildte mel ud over det hele. Han ved nemlig godt, hvem der skal rydde op, når han har bagt, og det er ikke hende med kameraet.

7 

Han syntes ikke rigtig, at det sidste mel kom ordentligt ind i dejen, så han brugte hænderne, til at ælte det sidste mel godt ind.

8

Så fandt han en dyb bradepande frem, lagde bagepapir i bunden og smed dejen derned. Hvorefter han begyndte at bøvle med at få dej af fingrene. Den er stadig noget klistret her, men det skal den være. Du må endelig ikke forsøge at ælte mere mel ind i dejen, så den bliver mere glat.

9

Brug hænderne eller en dejskraber, til at skubbe dejen ud over hele pladen.

10

Brug så dine knoer eller en våd teske, til at lave fordybninger ud over hele dejen.

11

Til anden del af denne lækre kage skal du bruge brun farin, smør, mørk sirup, kanel og mælk.

12

Start med at smelte 150 g. smør i en lille kasserolle.

13

Hæld ½ spsk. mælk ned til det smeltede smør. Det er altså ikke nemt at se med en hvid måleske, det beklager vi.

14

Hæld så 2 spsk. sirup ned i gryden.

15

Og derefter 1 tsk. kanel.

16

Når alt smør er smeltet, rører du tingene sammen og hælder derefter 500 g. brun farin ned i gryden.

17

Rør det hele godt sammen og lad det komme i kog. Det skal koge et par minutter, så alt sukkeret er opløst.

18

Så mente Patrich, at blandingen var klar. En smule utålmodig, men det duftede også fantastisk, så jeg forstod ham godt.

19

Hæld hele grydefulden ud over dejen. Sørg for at fordele det ud over hele dejen, så der ikke er tomme pletter.

20

Så er vores kage klar. Eller så er Patrich’s kage klar. Sæt den nu i en kold ovn og tænd ovnen på 200 grader. Den skal kun have 20 minutter.

21

Så er der lækker kage. Læg mærke til højdeforskellen på det forrige billede og dette. Denne kage hæver godt op og bliver lækker tyk under bagningen.

22

Så er der serveret lækker, luftig, lige tilpas sukkersnasket brunsviger. Super godt klaret Patrich. Efter at have hevet kagen ud af ovnen spurgte han, om man kunne få Michelin-stjerner på kage. Han far mente, at der måske kunne være en mulighed for at vinde priser som rigtig dygtig konditor. Patrich oplyste herefter, at han ikke mener han er så god til at pynte kager, men at det kunne han hyre nogen til. Vi må se hvor langt drengen kommer med sine drømme. Indtil da vil jeg spise brunsviger, lige så tit han vil bage det.