Kartoffelsuppe

I min barndom fandtes der kun ganske få supper, som jeg husker det. En oksekødssuppe, en hønsekødssuppe og en aspargessuppe. Så blev jeg voksen og opdagede, at der findes adskillige andre udgaver, der faktisk alle er lækre og fyldt med smag. Kartoffelsuppe er dog en udgave, jeg aldrig havde troet jeg skulle prøve. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg har en ide om, at det ikke smager godt. Så da min manse pegede på opskriften, var jeg klar til at afvise den, men på den anden side, så kan jeg jo ikke diktatorisk fastlægge madplanen hver uge. Og opskriften kommer fra The Pioneer Woman, som endnu ikke har svigtet mig på smag og lækkerhed. Så den fik en chance og hold da op! Heldigvis var der til en fryserportion, så jeg kan få suppen igen snart. Meget snart.

1

Til denne udgave af en kartoffelsuppe (som jeg måske nærmere vil kalde en grøntsags suppe), skal du bruge 6 bagekartofler i små tern, 3 stængler bladselleri i små tern, 3-4 gulerødder i små tern, et stort løg i små tern, frisk persille, 1 l. vand, 3 terninger kyllingebouillon, sprødstegt bacon, revet ost, salt og peber. Ja der står også en majsstivelse på bordet, og du kan vælge at bruge den, hvis du vil, men jeg oplevede ikke, at det var nødvendigt. Faktisk blev suppen fin tyk af sig selv.

2

Jeg tog en pakke bacon i skiver, skar det i småstykker og stegte det sprødt i en gryde. Bagefter brugte jeg samme gryde, med baconfedtet i bunden til grøntsagerne. Start med at komme selleri, gulerødder og løg ned i gryden og lad det stege et par minutter til løgene begynder at blive bløde.

3

Kom derefter kartoflerne i gryden, krydr godt med salt og peber og lad dem stege ca. 5 minutter med grøntsagerne.

4

Hæld 1 l. vand ned i gryden.

5

Kom alle tre terninger kyllingebouillon i gryden og lad nu det hele småkoge indtil kartoflerne er møre.

6

Tag en god portion frisk persille, kom det i et glas og begynd at klippe løs ned i glasset, indtil det er hakket fint. Du skal bruge ca. 2 spsk. hakket persille.

7

Tag en stavblender og blend suppen. Hvor meget du blender er helt op til dig. Jeg lod min være en smule grynet i konsistensen, men du kan også blende løs til den er helt jævn og glat.

8

Kom persillen i suppen, rør det rundt og tjek at suppen har den konsistens du ønsker. Nu kan du vælge at bruge jævner, eller måske fløde, men jeg følte at min suppe, var helt perfekt.

9

Server suppen med sprødstegt bacon og reet cheddar. En skål var rigeligt til at vi blev mætte. Du kan garanteret også bruge suppen som forret, men så ville jeg nok servere den i meget små skåle. Den ligger sig tungt i maven, men den smager fantastisk. Og når først osten er rørt ned i suppen, dejlig lækker og cremet og baconternene har fordelt sig, det er en himmelsk mundfuld, det lover jeg dig.

____________________

Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 30 minutter

Nok til: 4 personer

____________________

Ingredienser:

6 bagekartofler i små tern

3 stængler bladselleri i små tern

3-4 gulerødder i små tern

1 stort løg i små tern

1 l. vand

3 terninger kyllingebouillon

2 spsk. hakket persille

1 dl. revet cheddar

1 pk. bacon i skiver

Salt og peber

____________________

Skær baconskiverne i stykker og steg dem sprøde i en stor gryde. Læg dem fra på fedtsugende papir.

I samme gryde, stadig med baconfedt i bunden, steger du løg, selleri og gulerødder indtil løgene begynder at blive bløde.

Kom kartoflerne i gryden, krydr godt med salt og peber og lad dem stege med de andre grøntsager i 5 minutter.

Hæld vandet op i gryden og kom bouillonterningerne i. Lad det småkoge indtil kartoflerne er møre, ca. 15 minutter.

Kom den friske persille i et glas og klip løs ned i glasset, indtil det er findelt.

Når kartoflerne er møre, tager du en stavblender (eller hælder suppen op i en almindelig blender), og pulser løs til suppen har den konsistens du ønsker.

Kom persillen i suppen, rør rundt og server den med bacon og ost.