Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: 10 minutter

Nok til: 200 stk. ca.


Ingredienser:

  • 250 g. sukker
  • 250 g. smør
  • 2 æg
  • 550 g. mel
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 1½ tsk. stødt kardemomme
  • 1 tsk. stødt kanel
  • ½ tsk. stødt hvid peber
  • 2 tsk. bagepulver

Sådan gør du:

  • I en skål blander du sukker, smør og æg. Pisk det hele godt sammen og sæt skålen til side
  • I en anden skål blander du mel, ingefær, kardemomme, kanel, hvid peber og bagepulver
  • Kom melblandingen over i den første skål og brug dine hænder, til at samle dejen
  • Pak dejen i vita vrap og kom den i køleskabet i mindst en halv time, men den kan sagtens ligge natten over
  • Tag en klump dej og rul den ud så tyk som din pegefinger. Skær hver stang i 1 cm. stykker og læg stykkerne på en bageplade med papir
  • Bag dem ved 180 grader i 10-12 minutter og lad dem køle helt af på en rist, inden du pakker dem i en lufttæt kagedåse

Ingen jul uden pebernødder. Det er jo dem vi skal fylde de flettede hjerter og kræmmerhuse på juletræet med, så vi kan spise træet, når det er blevet vist frem. Og så er det jo en nem juleting, du kan lave med børnene uden problemer.

Pebernødder er en af de få julegodter, jeg faktisk godt kan lide og som samtidig er super nemme at lave. De er et must i juletiden og der er ikke så meget andet at sige

Jeg prøvede at søge lidt unyttig viden om pebernødder og kan fortælle dig at peberkager er en småkage der kan spores helt tilbage til slutningen af 1400-tallet, hvor man bagte peberkager året rundt. Det er godt nok en gammel småkage. At pebre betød engeligt bare, at man krydrede maden. Pebernødder som en juletradition kan spores tilbage til starten af 1700-tallet, hvor Danmark var stærkt influeret af Tyskland, hvor pfeffernüssen stammer fra.

At de kaldes ”nødder” skyldes både størrelsen og farven, men ”i gamle dage” blev de bagt uden hævemiddel og var derfor også meget hårde, som en nød.

Pebernødder bruges også i en juleleg, som jeg ganske svagt husker fra min barndom, Mus. Kan du huske det? I sætter jeg om bordet og lægger en håndfuld pebernødder ud midt på bordet. En udpeges som kat og vender sig bort eller forlader bordet, mens resten bliver enige om, hvilken pebernød, der er musen. Katten kommer tilbage igen og begynder at tage en pebernød af gangen. Det handler om for katten, at få så mange pebernødder som muligt, uden at tage musen. Når katten tager musen, råber alle andre MUS, og så tæller man op, hvor mange pebernødder katten fik fat i, inden musen blev fanget. Pebernødderne lægges tilbage på bordet og en ny udpeges til kat og legen starter forfra. Når alle deltagere har været kat, udpeges vinderen. Den der nåede at fange flest pebernødder inden musen blev taget, er vinderen af spillet. Det er godt nok mange år siden, jeg sidst har spillet Mus.

1

Til disse pebernødder skal du bruge mel, sukker, smør, æg, stødt ingefær, stødt kardemomme, stødt kanel, stødt hvid peber og bagepulver. Pebernødder skal krydres godt.

2

Start med at komme 250 g. sukker op i en skål.

3

Der skal også skæres 250 g. smør i tern ned i skålen. Pisk det godt sammen.

4

Slå 2 æg ud i skålen og miks det godt sammen igen.

5

Sådan skal det se ud nu. Sæt den skål til side et stykke tid.

6

I en ny skål hælder du 550 g. mel op.

7

Kom 2 tsk. bagepulver ned til melet.

8

Tag også 1 tsk. stødt ingefær og kom det ned i skålen til melet.

9

Kom 1 tsk. kanel ned i melet.

10

Vi skal bruge 1½ tsk. kardemomme, det skal også ned i melet.

11

Og sidst men ikke mindst ½ tsk. hvid peber ned i melet. Rør melblandingen godt sammen.

12

Kom melblandingen over i den første skål og brug hænderne til at samle dejen.

13

Sådan skal din samlede dej se ud. Pak den ind i vita vrap og læg den på køl i minimum en halv time. Jeg pakkede min ind og lod den ligge natten over. Det klarede den fint.

14

Når du er klar til at lave dine pebernødder, så tager du en klump af gangen og ruller ud i en tykkelse, der svarer til din pegefinger.

15

Bettina og jeg var gode til at samarbejde om udrulningen, men hun tog hurtigt over på skæringsdelen og skar rullerne ud til perfekte små pebernødder.

16

Bettina lagede pebernødderne ud på pladerne, hvorefter vi satte dem i ovnen ved 180 grader i 10 minutter.

17

Så snart de var gyldne og flotte, tog vi dem ud og lod dem køle af på en rist.

18

Da de var kølet helt af, kom vi dem i en stor kagedåse og lukkede tæt. Altså efter en lille prøvesmagning.

19

Så er vi klar til at julehygge med pebernødder og et spil Mus. Og måske et krus lækkert varm kakao til. Så er det julehygge.