Forberedelse: 10 minutter

Tilberedning: 10 minutter

Nok til: 20 pops


Ingredienser:

  • 1 pose skumfiduser (ca. 20 stk.)
  • 100-150 g. mørk chokolade
  • 3 digestive
  • 10 grillspyd i træ, halveret, eller 20 pinde af anden art

Sådan gør du:

  • Smelt chokoladen i en glasskål eller stålskål over vandbad på lavt blus
  • Knus kiksene og hæld dem i en lille skål
  • Dyp pinden i chokoladen inden du stikker den ind i skumfidusen, så den hæfter sig fast
  • Dyp fidusen i chokoladen, slå pinden mod kanten af skålen, så overskudschokolade drypper af og ned i skålen igen
  • Rul fidusen i de knuste kiks
  • Stil dem på et stykke bagepapir til chokoladen er stivnet. Opbevar dem i en lufttæt beholder til de skal spises

Børnene her i huset elsker pops, uanset om det er julepops eller halloweenpops eller som i dette tilfælde smore’s pops. Disse lavede jeg til Thanksgiving sidste år og de blev en stor succes, jeg havde nu heller ikke forventet mindre. Det er jo sukker med sukker på.

Du skal bruge skumfiduser, digestive, chokolade og egentlig også nogle pinde eller spyd eller hvad du nu er til. Se venligst bort fra gløgg essensen bagerst til højre i billedet.

Kom din chokolade i en glasskål eller stålskål og sæt den i et vandbad på komfuret på lavt blus. Jeg havde forskellige rester af mørk chokolade og kastede bare det hele i samme skål.

Mens chokoladen langsomt smelter, smider du et par digestive i en pose og knuser dem.

Jeg fik knust lidt rigeligt, men pyt nu med det. Bare sørg for, at der ikke er store klumper kiks.

Så er vores chokolade smeltet og vi er klar.

Jeg plejer altid at dyppe pinden i chokolade, inden jeg stikker den i skumfidusen. Jeg synes det hjælper med at hæfte fidusen på pinden, når det er stivnet.

Teknikken er enkel: hold fast i pinden, dyp fidusen i chokoladen, slå pinden mod kanten af skålen, så overskudschokolade drypper af og rul dem derefter i de knuste digestive. Sæt dem så på et stykke bagepapir og lad dem stivne.

Så har du lavet smore’s pops.