Forberedelse: 10 minutter

Tilberedning: 20 minutter

Nok til: 2 personer


Ingredienser:

  • 250 g. spaghetti
  • 1 spsk. olivenolie
  • 140 g. frisk spinat
  • 5 dl. skivede, brune champignon
  • 2½ dl. pesto
  • 1½ dl. parmesan
  • Salt og peber

Sådan gør du:

  • Kog først spaghettien, hæld den derefter i en si og stil den til side
  • Kom olivenolien ned i gryden og derefter spinaten
  • Når spinaten er faldet sammen kommer du champignon derned
  • Når champignon begynder at være møre, kommer du pesto og parmesan ned i gryden. Rør godt rundt
  • Vend spaghettien i, til det hele er dækket
  • Server straks med lidt frisk parmesan drysset over

Claus var på weekendophold på ROFI-centret i Ringkøbing for et par uger siden. Det var en del af et idrætsprojekt for veteraner, arrangeret af Dansk Idræts Forbund, hvor han fik mulighed for at prøve kræfter med yoga, bueskydning, mountainbiking, rulleski og havkajak. Og jeg kan med stolthed i stemmen sige, at min mand, trods forbehold og skepsis, prøvede kræfter med yoga på min kraftige opfordring. Han sendte mig en besked hjem fredag aften, der lød således: ”Hold da fuck. 1,5 times flow yoga gav sig sved på panden”. Det kalder jeg en succes.

Mens han knoklede med at bøje kroppen i nye retninger, lavede jeg en lækker omgang pasta med pesto til mig selv. Og det skal jeg snart have igen, det var bestemt også en succes.

Du skal bruge pasta (det høje blanke rør), spinat, champignon, pesto, salt, peber, olivenolie og parmesan. Lyder det ikke allerede fantastisk? Ja jeg ved godt, der ikke er kød i, men det behøver man heller ikke hver dag. SAGDE JEG DET???

Start med at koge 250 g. spaghetti. Det var jo nemt.

Hæld spaghettien over i en si og stil det til side.

Sæt gryden tilbage på komfuret og kom 1 spsk. olivenolie deri.

Kom 140 g. frisk spinat i gryden.

Efter få minutter, ser det sådan her ud.

Kom så 5 dl. skivede, brune champignon i gryden.

Efter et par minutter, vupti, så ser det sådan her ud.

Kom så 2½ dl. pesto ned i gryden.

Og 1½ dl. parmesan. Så er et bare at rode lidt rundt i det hele.

Ned i gryden med spaghettien og rod godt rundt.

Jeg siger dig, det her dufter helt fantastisk. Husk at smage til med salt og peber.

Så er der serveret spaghetti i grønt. Og jeg indrømmer med det samme, at jeg spiste langt mere end jeg burde have gjort, men det smagte bare så sindssygt godt.