Forberedelse: 10 minutter

Tilberedning: 30 minutter

Nok til: 6 personer


Ingredienser:

  • 850 g. hakket kalv og flæsk eller svinefars
  • 3 æg
  • 5 spsk. mel
  • 2 tsk. aromat
  • 4 spsk. vand
  • 75 g. margarine
  • 2 spsk. karry
  • 6-8 spsk. mel

Sådan gør du:

  • Start med at sætte en gryde vand i kog, husk salt
  • Læg farsen i en skål, slå æggene ud i skålen, tilføj mel og aromat og rør det hele godt sammen. Tilføj vandet og rør det sammen, til farsen føles ”helt rigtigt”
  • Dyb en spiseske i det kogende vand, før du former hver kødbolle. Brug skeen og din håndflade til at forme kødbollerne og læg dem forsigtigt ned i det kogende vand. Når de stiger op til overfladen, skal de have 1-2 minutter mere i vandet, inden du tager dem op og lægger dem på en tallerken
  • Når alle kødbollerne har været i vandbad, hælder du vandet over i en skål
  • Sæt gryden tilbage på kogepladen og læg margarinen i gryden. Lad det smelte og bruse op og tilføj derefter karry og mel og rør det godt sammen
  • Begynd derefter at hælde vandet tilbage i gryden lidt efter lidt, mens du lader det koge op, så sovsen bliver tykkere. Den må ikke være tynd som vand, men heller ikke tyk som søws (jysk ord for sovs). Du må ikke bruge alt vandet, for så er der ikke plads til kødbollerne. Hvis sovsen bliver for tynd, kan du tykne den med maizena
  • Smag til med salt
  • Hvis karryen er for mild, kan du røre lidt karrypulver op i lidt vand og hæld det i sovsen. Hvis karrysmagen er for stærk, kan du tilføje lidt mælk, for at dæmpe smagen
  • Hæld kødbollerne tilbage i gryden og lad dem koge i 5-10 minutter
  • Server med ris og nyd i fulde drag

Og husk, det er forbudt at lave boller i karry, hvis du er forkølet. Du risikerer at stå anklaget for forsøg på manddrab med karry.


En fast efterårsret her i huset er boller i karry. Jeg skal ikke se det første halvvisne blad på træerne, før jeg er klar til boller i karry og varme sokker. Det er som om de to ting, bare hænger sammen.

1

Du skal bruge hakket kalv og flæsk eller ren svinefars, karry, æg, aromat, mel, salt, margarine og ris.

2

Sæt en gryde vand i kog. Husk godt med salt.

3

Start med at lægge farsen ned i en skål og slå æggene ud i skålen. Her har vi 850 gram fars og 3 æg.

4

Tilføj 5 spsk. mel.

5

Tilføj dernæst 2 tsk. aromat. Det er et must, gå ud og køb aromat, hvis ikke du har det i køkkenskabet.

6

Rør det hele godt sammen.

7

Tilføj ca. 4 spsk. vand og rør farsen godt sammen ”til den føles rigtig”, siger min mand. Jeg prøvede at forklare ham, at det ikke er en målbar enhed, men det er sådan, det er, siger han. Lev med det.

8

Når du er færdig med at blande farsen, skulle vandet gerne være i gang med at koge. Du kan nu sætte vandet til dine ris til at koge, hvis altså du bruger brune ris fra COOP, der skal koge i ca. 25 minutter og trække i fem minutter. Hvis du bruger andre ris, så følg instruktionerne på pakken.

Start med at dyppe en spiseske i det kogende vand.

9

Tag en klump fars og begynd at forme det til en kødbolle ved hjælp af din hånd og skeen.

10

Teknikken hedder: skeen ind under kødklumpen, vend skeen og klask klumpen ned i hånden igen og fortsæt sådan rundt et par gange til klumpen ligner en rund kødbolle.

11

Læg kødbollerne forsigtigt ned i det kogende vand. Husk at dyppe skeen i vandet mellem hver kødbolle.

12

Når kødbollerne flyder op til overfladen, lader du dem få ca. 1-2 minutter mere i vandet og lægger dem derefter over på en tallerken. Du skal ikke være bekymret for, at de ikke er gennemkogte, det klarer vi senere. Meatball Mountain!!

13

Når alle kødbollerne har været igennem vandkuren, hælder du vandet fra gryden over i en skål.

14

Sæt gryden tilbage på kogepladen og smid ca. 75 gram margarine ned i gryden.

15

Lad margarinen smelte og bruse op. Den skal være helt færdig med at bruse, inden du fortsætter.

16

Når margarinen er færdig med at bruse, hælder du 2 spsk. karry ned i margarinen og rører det godt ud.

17

Tilføj dernæst 6-8 spsk. mel og rør det rigtig grundigt sammen. Den der blurry ting i venstre side af gryden er piskeriset. Han piskede meget hastigt på dette tidspunkt.

18

Når det ser ca. sådan her ud, er vi klar til at hælde vandet fra tidligere tilbage i gryden.

19

Tilføj vandet lidt efter lidt og lad det koge op og tykne undervejs.

20

Du kan ikke hælde alt vandet tilbage i gryden, der er ikke plads, så du skal begynde at overveje nu, hvor meget mere du kan putte i og stadig have plads til kødbollerne.

Smag nu til med salt. Hvis sovsen smager for lidt af karry, så rør et par teskefulde karrypulver op i lidt vand, og hæld i sovsen. Hvis det smager for meget af karry, kan du hælde lidt mælk i, for at mindske karrysmagen.

Hvis du er forkølet, skal du overhovedet ikke lave boller i karry. Det burde faktisk forbydes ved lov! Min mor gjorde det én gang og aldrig har vi drukket så meget iskold vand til aftensmaden, som vi gjorde den aften. Hun syntes den smagte helt rigtigt, vi syntes, hun skulle være stoppet for 1 dl. karrypulver siden.

21

Put kødbollerne tilbage i gryden ganske forsigtigt. Ikke noget med at kaste dem ned i en af gangen, for at se om du kan lave meatball-canonball. Det giver et værre griseri i køkkenet.

22

Lad kødbollerne og sovsen stå og koge i 5-10 minutter. Dine ris skulle gerne mangle ca. det samme for at være færdige.

23

Åh mums, boller i karry med brune ris. Det er nu altså en klassiker, og på en dejlig kold vinterdag, eller blæsende, regnende efterårsdag, er det helt fantastisk at varme sig på.

24

Ca. 1½ sekund efter at dette billede var taget, gik min mand over til gryden og øsede yderligere to kødboller op, masser af sovs, mosede rundt i risene, for at få sovs ud over det hele for derefter at kaste sig over aftensmaden. Jeg fulgte trop, for ”hva’ fatter gør, er altid det rigtige”.