Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: 1 time

Nok til: 12 personer


Ingredienser:

  • 120 g. pekannødder, finthakket
  • 350 g. sukker
  • 225 g. smør, blødt
  • 1 spsk. vaniljeessens
  • 4 æg
  • 280 g. mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1¾ dl. mørk sirup
  • 1¼ dl. kærnemælk

Glasur

  • 110 g. lys muscovadosukker
  • 60 g. smør
  • 2 spsk. fløde

Sådan gør du:

  • Start med at piske sukker, blødt smør og vaniljeessens godt sammen til det er fluffy
  • Pisk et æg i af gangen
  • Tilføj bagepulver og mel
  • Tilføj kærnemælk og sirup
  • Smør formen godt med blødt smør og drys med de hakkede pekannødder, så formen er helt dækket på bund og sider
  • Hæld dejen i formen og bag den ved 160 grader i 1 time
  • Lad kagen køle i en halv time, inden du vender den ud på et fad
  • Kom muscovadosukker, smør og fløde op i en kasserolle og smelt det hele godt sammen
  • Lad det køle lidt inden du hælder det ud over kagen. Pynt evt. med pekannødder.

Så er vi vist ved at være kommet til en af de sidste kager fra den sidste Thanksgiving vi afholdte. En kage der sagtens kan laves igen og igen, ikke mindst fordi mange andre i min familie elsker pekannødder. Så må jeg jo spise en af mine chocolate chip cookies, mens resten af familien kaster sig over kagen her.

Der er ikke det helt store hokus pokus i den, men derfor kan en kage alligevel godt se flot ud og smage fantastisk.

Vi starter helt klassisk med mel, sukker, kærnemælk, mørk sirup, æg, smør, vaniljeessens, bagepulver og pekannødder. Ikke noget fint og fancy, lige til at gå til.

Først starter vi med at hakke 120 g. pekannødder ganske fint. Ikke pulver, bare finthakket. Sæt dem til side.

Så tager du en stor skål og hælder 350 g. sukker op sammen med 225 g. blødt smør.

Og du tilføjer 1 spsk. vaniljeessens. Så starter du med at piske det sammen, til det er blevet fluffy.

Pisk æggene i et af gangen. Med 4 æg i alt, så er det da utroligt, at jeg ikke kunne få et bedre billede, end det her, men sådan er det altså.

Når alle æggene er pisket i, tilføjer du 1 tsk. bagepulver.

Og dernæst begynder du at blande de 280 g. mel i.

Så tager du 1¼ dl. kærnemælk og blander det i dejen.

Og 1¾ dl. mørk sirup, så er vores dej klar. Altså når du har rørt det hele godt sammen.
Jeg har aldrig brugt så meget mørk sirup, som efter jeg er begyndt at bage bundt cakes, men nu har jeg altid både lys og mørk på lager. Man ved jo aldrig, hvornår bagetrangen kommer over mig.

Så vender vi tilbage til pekannødderne. Smør din form godt og gerne med et lidt fed lag smør og ryst så pekannødderne ud over hele formen. Nu skulle de gerne hænge fast på formens sider og dække det hele. Så i stedet for at mele vores form, så nødder vi den?

Så er det bare at hælde dejen ned i formen og smække den i ovnen på 160 grader i en time.

Når du kan stikke kagen med et træspyd, og der ikke følger dej med ud, er den klar til at komme ud til afkøling. Jeg lod den køle en halv times tid, inden jeg vendte den ud.

Man kan så fint se, hvordan hele overfladen er fyldt med pekannøddestykker. Jeg valgte at pakke kagen godt ind i vitavrap og fryse den, indtil den skulle bruges til Thanksgiving.

Jeg tog kagen ud af fryseren dagen før T-day og lod den tø helt op. På dagen lavede jeg så glasuren til den. Vi skal bruge lys muscovadosukker, fløde og smør.

Start med at komme 60 g. smør ned i en kasserolle.

Derefter 2 spsk. fløde. Resten af fløden kan jo passende bruges til Irish Coffee.

Og 110 g. lys muscovadosukker. Så skal det hele bare smelte godt sammen.

Lad det hele smelte godt sammen og boble lidt. Sukkeret skal være helt opløst.

Hæld glasuren ud over kagen og pynt evt. med halve pekannødder. Det syntes jeg ligesom var meget passende. Den her kage fik hurtigt ben at gå på, men nu er pekankager også meget populære her i huset. Hvilket er grunden til, at jeg ønsker mig et pekantræ eller to.