Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 40 minutter

Nok til: 8 personer


Ingredienser:

Brownie

  • 100 g. mørk Marabou
  • 100 g. smør
  • 1½ dl. sukker
  • ½ tsk. vaniljesukker
  • 3 æg
  • 1¾ dl. mel

Cheesecakefyld

  • 225 g. Philadelphia natural
  • ¾ dl. sukker
  • 1 æg
  • 4 tsk. mel
  • ¼ tsk. vaniljesukker

Sådan gør du:

  • Vi starter med brownien
  • Kom smør og chokolade i en varmefast skål, sæt den ned i en gryde med lidt vand og varm langsomt vandet op, til alt chokolade og smør er smeltet sammen
  • Tag skålen op af vandet og pisk sukker og vaniljesukker ned i chokoladeblandingen
  • Lad nu skålen stå i ca. 15 minutter og køle af, inden du fortsætter
  • Når blandingen er kølet nok af, pisker du æg og mel i chokoladeblandingen og sætter det til side
  • Så går vi videre til cheesecakefyldet
  • I en ny skål blander du Philadelphia, æg, sukker, mel og vaniljesukker
  • Find en form på ca. 21 x 21 cm frem, gerne med lidt høj kant. Smør den, eller skyl et stykke bagepapir op, vrid det og læg det ned i formen
  • Kom 2/3 af chokoladedejen i formen og sørg for den har bredt sig jævnt ud i formen
  • Hæld nu cheesecakedejen ud over chokoladedejen i lange brede striber, så det også er fordelt jævnt i hele formen
  • Hæld til sidst den sidste del af chokoladedejen ud over cheesecakedejen, så chokoladedejen dækker det hele
  • Sæt den nu i ovnen ved 175 grader i 30-40 minutter
  • Lad kagen køle helt af og sætte sig, inden du skærer den i små firkanter

Jeg elsker chokolade. Jeg eeeeeelsker chokolade. Jeg vil kalde det en besættelse faktisk. Så hver gang jeg finder en ny opskrift med chokolade, er jeg faktisk nærmest nød til at prøve den med det samme. Og når man er så glad for chokolade, som jeg er, så er det vigtigt at vide mange ting om det. Jeg synes, du skal lære nogle vældige unyttige facts om chokolade, man ved aldrig hvornår man får brug for at tale om chokolade.

Vidste du f.eks. at man skal bruge ca. 400 kakaobønner for at lave 450 g. chokolade? Og vidste du, at opfinderen af småkager med chokoladestykker, Ruth Wakefield, solgte opskriften til Nestlé mod en livslang levering af chokolade? Bedste handel i denne verden, efter min ydmyge mening.

Denne kage er en blanding af brownie og cheesecake. Og den smager fuldstændig fantastisk.

1

Til disse lækre zebra squares skal du bruge mørk chokolade (altid Marabou, husk det nu), mel, sukker, vaniljesukker, smør, æg og Philadelphia natural.

M&M’s blev opfundet i 1941, så soldater kunne nyde chokolade, uden at det smeltede. Krig er forfærdeligt, men M&M’s er lækre. Især de blå. Og de grønne. Ikke så meget de brune, dem kan jeg ikke lide. Og husk altid at spise røde, så gule og derefter grønne i den rækkefølge.

2

Kom 100 g. smør og 100 g. chokolade i en metalskål.

Chokolade magnaten Milton Hershey annullerede sin billet til Titanic i sidste øjeblik, pga. forretninger. Universets indgriben?

3

Sæt skålen i en lille gryde med vand og begynd derefter at varme det op. Sørg for, at vandet ikke kommer i kog og ikke sprøjter op i skålen, så er din chokolade ødelagt.

Lay’s har lavet en udgave af chips dyppet i chokolade. Øhm, bvadr!

4

Når både smør og chokolade er smeltet, rører du det godt sammen.

Mørk chokolade hver dag mindsker risikoen for hjertesygdomme med en tredjedel. Hurraaaa!!!

5

Kom nu 1½ dl. sukker ned til chokoladen.

Chokolade har en antibakteriel effekt i munden og beskytter dine tænder mod forfald. Dobbelt op på hurraaaa!!!!

6

Og ½ tsk. vaniljesukker. Pisk det derefter godt sammen og lad det køle i 15 minutter. Rygepause, for os der ryger. Jeg ved ikke hvad ikke-rygere laver i ventetiden.

I 2013 udgav Belgien frimærker med chokoladesmag i en kort periode. Hvorfor kun en kort periode? Og hvorfor kun i Belgien??

7

Efter afkøling kommer du 3 æg ned i skålen.

Okay, total ulækker faktor her, en gennemsnitlig chokoladebar indeholde 8 insekt-dele.

8

Og dernæst 1¾ dl. mel. Pisk det hel godt sammen.

Der findes en pille, der kan få prutter til at lugte af chokolade. Min mand leder allerede efter den (til mig).

9

Så er chokoladedejen klar. Sæt den skål til side, mens vi laver cheesecake-delen.

Nutella blev opfundet under 2. verdenskrig, da en italiensk bager blandede hasselnødder i sin chokolade, for at få det til at række længere. Igen, krig er dårlig, men hurra for Nutella!

10

I en ny skål måler du 225 g. Philadelphia op.

Chokolade kan reducere risikoen for diabetes.

11

Slå derefter 1 æg ud i samme skål.

Nazisterne planlagde på et tidspunkt at myrde Winston Churchill med en eksploderende chokoladebar. Øh?

12

Kom ¾ dl. sukker ned i skålen til ægget og flødeosten.

Kakaotræet hedder Theobroma cacao, hvilket betyder ”Gudernes mad”.

13

Kom også 4 tsk. mel ned i skålen. Virker ikke af meget, men det gør tricket.

I 1947 gik hundredevis af canadiske børn i strejke og boykottede chokolade, efter at prisen steg fra 5 cents til 8 cents. Om de fik noget ud af strejken vides ikke.

14

Og til sidst kommer du ¼ tsk. vaniljesukker ned i skålen.

Og nu har jeg ikke flere oplysninger om chokolade til dig, for resten af de ting jeg lærte om chokolade, mens jeg researchede det, var kun negative ting. Og sådan noget vil vi ikke have her, det ødelægger jo hele pointen med gode undskyldninger for at spise chokolade.

15

Pisk det hele godt sammen, til du har sådan en fin blanding.

16

Fin din form frem, gerne omkring 21 x 21 cm. og lidt høj. Jeg krøller gerne et stykke bagepapir sammen under rindende vand, det gør det nemmere at forme den efter formen.

17

Start med at komme 2/3 af chokoladedejen i din form. Sørg for at det er fordelt ligeligt.

18

Hæld så hele cheesecakedejen ud over chokoladedejen. Hæld den langsomt og i en bred stribe, så den bliver fordelt så godt som muligt ud over det hele.

19

Hæld derefter det sidste chokoladedej ud over cheesecakedejen. Hæld også her langsomt og i brede striber, så du dækker alt. Sæt den nu i ovnen ved 175 grader i 30-40 minutter. Jeg gav min kage 30 minutter og lod den stå på eftervarmen, så jeg var sikker på, at den var bagt færdig.

20

Min fik en sjov, hævet skorpe, som jeg måtte pille af, da jeg skulle skære den ud, men det kan tænkes, det var fordi jeg lod den stå på eftervarmen. Lad den nu køle helt af. Det smarte ved at bruge bagepapir er, at du bare kan løfte hele kagen ud af formen og skære den ud i fine tern, uden en masse bøvl.

21

Så er vores zebra squares klar. De smagte fantastisk. Og cheesecake-kombinationen gjorde, at den var knap så tung, som en brownie ellers kan være. Jeg lavede den både til familien herhjemme og til mine kolleger. Alle var vilde med den, både fordi, den faktisk ser lidt smart ud, men også fordi, den smager hamrende godt.