Hvem er jeg?

Jeg sad den anden dag og gennemgik min hjemmeside, for at se om der var steder, der trængte til en opdatering. Og det her sted, trængte i den grad til en opdatering. Sidst jeg beskrev mig selv og mit liv, boede jeg i Sdr. Felding syd for Herning og mit liv så helt anderledes ud, end det gør nu. Så en lille opdatering må være på sin plads.

Så hvem er det nu jeg er? Helt faktuelt så er jeg i skrivende stund 28,8 år gammel (+ moms, men her i det mørke Jylland har vi det jo lidt stramt med momsen, sååå…), jeg arbejder på et Jobcenter i Herning, jeg er udlært kontorassistent i det offentlige, jeg har et fritidsjob i FitnessWorld osv. osv. Masser af kedelige faktuelle ting. Men hvem er jeg? Det er altså et supersvært spørgsmål at svare på.

Jeg er en kvinde, der har levet mange forskellige liv i min levetid. Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, flyttede direkte sammen med en kæreste, det gik dog i stykker efter et par år. Jeg flyttede derefter sammen med en ny kæreste et års tid efter, vi blev gift og valgte 7 måneder senere at blive skilt. Undervejs i skilsmissen og vores fejring af denne og vores hussalg, mødte jeg så Claus. Han er til dato mit længste forhold og mit længste ægteskab. Det regner jeg som en succes.

Claus og jeg flyttede sammen i hans lille hus i Sdr. Felding i foråret 2011. Han var medlem af mc-klubben Farmers og jeg blev naturligvis også medlem. Der gik nogle år med gode tider, mc-træf, oplevelser og masser af kærlighed. Vi blev gift i september 2014. Derfra gik det ned af bakke. Nej, altså ikke sådan at vores kærlighed gik i stykker, men livet ændrede sig kort efter vi blev gift. Claus blev ramt af PTSD, der havde lagt og luret siden hans udsendelse til Balkan i 1995. Fra den dag ændrede vores liv sig og vi har siden kæmpet for at skabe en hverdag og nogle rammer, hvor Claus kan fungere bedst muligt.
Det bragte os i december 2017 til Hogager ca. 20 km. uden for Holstebro. Her fandt vi en lille gård med lidt jord, en stald og et fint stuehus. Vi flyttede ind i julen 2017 med vores hund Tayson, tilføjede to katte, yderligere en hund Gabby og senere yderligere en kat. Derudover også en flok høns og på et tidspunkt planlægger vi at udvide bestanden på gården her med et par køer. Pt. er vores lille fold beboet af et par af naboens heste.

Så her på landet bor vi nu. Claus tager sig af gården, af dyrene og af mig, mens jeg tonser rundt og arbejder både her og der. Træningen har givet mig et pusterum og et sted at samle energi og overskud, så jeg også kan rumme at være i en verden med veteraner, sygdom og alle de op- og nedture, det bringer med sig. Vi er ikke længere aktive i mc-klubben, men de er savnet og vi har stadig så meget kontakt som muligt. Til gengæld er vi i gang med at prøve af, hvad vi kan bruge vores jord til, hvor meget vi kan dyrke selv. Vi er ikke gået all-in som Bonderøven, vi tager light-udgaven.

Jeg har aldrig været et særligt socialt menneske og vi bor tilpas langt væk fra verden til, at folk gider besøge os særligt tit. Jeg er dog et familiemenneske og vores familier betyder alt for mig. Jeg elsker at samle familien en gang om året, tidligere var det til Thanksgiving men i 2019 har vi ændret det til et sommerarrangement kaldet “Merry 4th. of Hallowgiving”. Vi prøver at ramme alle de store amerikanske højtider på én gang, ikke fordi vi er amerikanere, men fordi vi er rigtig glade for det amerikanske køkken, når vi har holdt Thanksgiving. Og vi valgte at blive i stilen til vores sommerarrangement.
Vores familier består af Claus’ forældre, hans søster og svoger og to niecer. Derudover har Claus to børn fra et tidligere ægteskab. Min side består af min mor og hendes mand, min far og hans kæreste, mine tre brødre med deres koner og mand, to niecer og en nevø. Så vi er faktisk ret mange mennesker når vi er samlet, og hvis det skulle blive ved at gå godt, uden at jeg slog nogen ihjel, måtte vi have dem alle ud af huset og ud i haven. Og det er bare ligesom nemmere om sommeren, end i november måned.

Claus er vokset op i hans forældres restaurant, og er derfor rigtig god til at lave mad. Jeg elsker at spise mad. Og sådan blev jeg så scoret. Og vi elsker sammen at afprøve nye ting og udvide vores horisonter. Egentlig er det vist mest min horisont, der skal udvides, men det lykkes nu også ret godt det meste af tiden.

Men blev vi klogere på, hvem jeg er? Jeg er en person, der generelt ikke er glad for mennesker. Det er min opfattelse, at mennesker i sidste ende altid sårer mig, skuffer mig eller skader mig. Så det er ikke nemt at blive lukket ind i min verden. Og så er jeg rigtig hurtig til at bedømme, om du er et menneske, jeg kan lide eller ej. Har jeg først bestemt mig for, at jeg ikke kan lide dig, er det stort set umuligt at lave det om. Jeg er meget rigid på det område. Jeg er samtidig en person, der rigtig gerne vil hjælpe alle og som alt for ofte har svært ved at sige fra og sætte en grænse. Særligt oplever jeg nu, at veteran-verdenen fylder meget og hver gang en veteran krydser min vej, har jeg et stort ønske om at hjælpe så meget jeg kan.
Jeg er ikke god til forandringer, faktisk så jeg helst, at verden forblev status quo omkring mig, når jeg har fundet mig til rette i den. Verden er ikke samarbejdsvillig. Det tærer derfor enormt meget på mig, når der er udskiftninger i personalegruppen omkring mig eller når der er større forandringer, som jeg ikke er klar til. Eller små forandringer. Som f.eks. da min mand skiftede sin Audi ud med en Renault. Den nye(re) bil er nøglefri og har fartpilot. To meget store ændringer, som det tog mig en del tid at komme overens med. Jeg nægtede i længere tid overhovedet at bruge fartpilot. Og at tanke bilen har været helt umuligt, da hans nye bil er en diesel. Vi har haft den siden januar og først nu her i november har jeg tanket den for første gang. På jobbet har vi samtidig skiftet til Windows 10. Det har heller ikke været nemt for mig, for jeg frygtede det hele på forhånd. Havde forudset hvor meget jeg ville hade det, simpelthen fordi det ikke ligner det, jeg plejer at have.
Jeg ved ikke, hvorfor det tager mig så lang tid, men ændringer giver mig angst. Jeg bliver bange for det, der kan ske, jeg kan forestille mig tusind ting, der kan gå galt (de går sjældent galt). Med mit logiske, rationelle hoved ved jeg jo godt, at det er komplet åndsvagt, at jeg reagerer som jeg gør og nægter at følge med forandringerne (ikke at jeg har et valg åbenbart), men følelserne lytter altså ikke til logik og fornuft.
Derfor har vores flytning til gården også været god for mig. Når jeg har tilbragt hele dagen i Herning eller Silkeborg omgivet af mennesker (som jeg jo er bange for eller hader) og lyde og larm (som fylder rigtig meget for mig) og forandringer og krav om at følge med (som jeg frygter), så er det rart at komme hjem til gården. Til stilheden. Til mine dyr og min have og min køkkenhave. Men allermest elsker jeg at komme hjem til Claus. Han står altid klar til at lytte til mig, til at tage sig af mig og passe på mig og han forstår mit behov for at trække mig tilbage til roen og stilheden og sikkerheden herude.

Så det er mig. Bange for verden og forandringer, hader mennesker, elsker at samle familien, nyder mit stille liv på landet, frydes over de ting det lykkes for mig, at få til at gro og blive til noget nyttigt. Og så trives jeg her på gården lidt uden for Hogager. Hogager-folket er super gode til at tage imod nye mennesker, de inkluderer os, de glæder sig over at se os til lokale arrangementer og så snakker de faktisk med os. Jeg har allerede nu snakket med flere mennesker på mine to år i Hogager, end jeg gjorde på næsten 6 år i Sdr. Felding. Her føler jeg mig hjemme. Og her fortsætter jeg med at afprøve nye opskrifter og ideer, som jeg kan dele med jer alle. I er nemlig ikke så farlige, så længe jeg kan gemme mig her bag skærmen. Så er I faktisk ret okay.