Til de Sjældne Ænder – der må bages!

Til de Sjældne Ænder – der må bages!

Julen nærmer sig med hastige skridt og jeg er på ingen måde klar endnu. Vi har i dag netop afleveret den første julegave til min niece i Fredericia, i år får hun…. Næ nej, det siger jeg ikke, jeg kunne jo risikere, at hun læser med.
Men det er så også den første og eneste julegave, der er pakket ind og klar. Jeg har julegaverne klar til min nevø og anden niece, men de er ikke pakket ind endnu. Der er bestilt julegave til min svigerinde og svoger, men det er ikke kommet hjem endnu. Og så mangler jeg stadig julegaver til to niecer, et hold svigerforældre, min mor, hendes mand, min papdatter, mine papbørns mor og min mand. Jeg synes, jeg er noget bagud i år.

Men når nu jeg får en forespørgsel fra Sjælland på vaniljekranse, så smider jeg naturligvis alt hvad jeg har i hænderne og opfylder deres ønske. Fordi opskriften er fra 1946, har jeg bibeholdt dens originale stavemåde og derfor hedder de altså vanillekranse og ikke vaniljekranse. Og selvom jeg anser mig selv for fortsat at være ung, så lærte jeg altså også at stave det “vanille” da jeg var barn. Det kan hænge sammen med, at jeg gik på en lille landsbyskole med lærere ved navn Fru Jepsen og Lærer Nielsen, heraf var den sidste fortsat i sorg over afskaffelsen af spanskrøret, da jeg startede i 6. klasse i 1995 og skulle have ham til historie, biologi og geografi. Jeg havde gamle lærere og det betød, at jeg lærte at stave og regne, skrive pænt og lige (vi brugte lineal, så vores bogstaver stod ret), jeg lærte kongerækken, de danske købstæder og navnet på alle kroppens knogler. Gad vide om man stadig lærer den slags i skolen i dag? Men ikke mindst lærte jeg at stave til ord som vanille, kigge, remoulade, mayonnaise, penicillin osv.

Nå det var vist et sidespor, tilbage til De Sjældne Ænders ønske. Her har I jeres vanillekranse. Glædelig jul!

Vanillekranse anno 1946



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *