Efteråret er på vej

Efteråret er på vej

Det er vist på tide med en lille opdatering. Der sker meget på gården, vi kan næsten ikke følge med. Sidst jeg delte nyheder herudefra med jer, var i april, vi havde netop fået kalve, kyllinger og vores lille hund Gabby var gravid. I mellemtiden har vi fået flere kyllinger, kalvene er vokset og Gabby fødte en tidlig lørdag morgen 4 små, perfekte hvalpe. Tre drenge og en lille pige. Babyerne er nu så store, at de er flyttet hjemmefra, bortset fra vores lille pige Asti, der bliver boende her på gården. Om nogle år skal hun forhåbentligt fortsætte sin mors flotte linje og give os fine hvalpe.

Køkkenhaven har ikke været den største succes i år. Jeg ved ikke om I har bemærket det, men det har været et absolut elendigt forår efterfulgt af en mærkelig sommer. Det har resulteret i mindre afkast på både løg, rødbeder, porrer og tomater i år. Til gengæld går det super med kartoflerne, majsen, de fleste slags kål, gulerødderne, agurkerne og frugtbuske og træer. Jeg har nemlig også fået bier, hvilket indtil videre har været en absolut blandet fornøjelse, der kulminerede i en gigantisk allergisk reaktion på et bistik på mit ene ben. Vi snakker fodbold-størrelse reaktion, som jeg her 1½ måned efter fortsat har ar efter. Men det bliver godt til sidst, honningen er høstet og der røres og tjekkes et par gange om ugen. På et tidspunkt bliver det forhåbentligt fast honning, som kan tappes på glas og sælges. Indtil videre nyder vi den flydende honning på alt fra franskbrødsmadder til honningglaseret hamburgerryg og i min smoothie hver morgen.

Nu er det selvfølgelig maden I kommer efter, så i dag tager vi en enormt populær marmelade og en god varm efterårsret. Vi kan jo ligeså godt forberede os.

Pulled beef con carne

Jordbær-rabarber marmelade