Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: 40 minutter

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 2-3 kyllingefilet
  • 1 pakke kalkunbacon
  • 2 røde peberfrugter
  • 2 porrer
  • 1 dåse majs
  • 200 g. champignon
  • 3-4 dl. revet ost
  • ½ dl. ketchup
  • ½ dl. chili sauce
  • 2 lange flutes

Sådan gør du:

  • Start med at rense og skære alle grøntsager i tynde strimler og skiver
  • Skær baconen i mindre stykker
  • Steg dine kyllingefileter hele og skær dem derefter i skiver
  • Kom fedtstof på panden
  • Tilføj peberfrugt og lad dem stege til de begynder at blive bløde
  • Tilføj porrer og lad dem stege til de begynder at falde lidt fra hinanden
  • Tilføj champignon og lad dem stege til de begynder at blive bløde
  • Tilføj derefter majs og bacon og lad det stege med et par minutter
  • Hæld ketchup og chili sauce ned i blandingen og rør det hele godt sammen
  • Halver flutesene og flæk dem på langs som hotdogs
  • Læg dem i et fad, der kan holde dem lidt sammen, men giver plads til at de kan åbne sig for fyldet
  • Læg skiver af kyllingebryst op af siderne inde i brødene
  • Fordel fyldet fra panden ned i midten af brødene
  • Drys godt med ost over og sæt brød og eventuel overskydende fyld i ovnen i ca. 20 minutter ved 200 grader
  • Når ost er smeltet og brød er sprødt, er brødene klar

Det her er en af de opskrifter, vi nogle gange vender tilbage til, når det skal være nemt, lækkert og hurtigt. Hvilke grøntsager jeg bruger svinger, hvilken slags bacon jeg bruger afhænger af mit humør, men det er helt sikkert at der hver gang er kylling og flutes involveret.

1

Start med at finde chili sauce og ketchup frem. Jeg har både almindelig chili sauce og sød chili sauce stående, fordi jeg ynder at bruge begge dele. Nogle gange bruger jeg kun den ene slags, andre gange begge dele. Hvis du serverer for børn, kan det være en god ide, at bruge sød chilisauce.

Tag 200 gram champignon og skær i små tern, 2 porrer skæres i skiver, to røde peberfrugter skæret i korte tynde strimler, ost rives, majsdåse åbnes og majs skyldes, kalkunbacon skæres i 0,5 cm. brede stykker og flutes findes frem. Med hensyn til kyllingen er der to tilgangsmuligheder. Du kan enten tage 3 kyllingefilet og gennemstege dem, eller du kan tage to kyllingefilet og skære i små tern.Jeg var doven i dag, så det blev små tern.

2

Hæld fedtstof på en pande og lad det bruse op.

3

Hæld kyllingestykkerne på panden og lad dem få farve på alle sider inden du fortsætter. Jeg var ikke tålmodig nok i dag, så jeg kom kyllingen på panden inden fedtstoffet var klar. Så jeg måtte hælde en hel del af panden, så min kylling kunne få lidt farve.

4

Når kyllingen har fået farve på alle sider er du klar til at fortsætte. Pyt med om de stadig er rå inden i, de skal nok blive gennemstegte inden vi er færdige.

5

Hæld din peberfrugt på panden og lad det stege sammen med kyllingen. Når de begynder at blive bløde kan vi fortsætte.

6

Hæld porrerne på panden nu. Du skal ikke være bekymret for, at de stadig hænger sammen i skiverne, inden vi er færdige er de faldet helt fra hinanden. Lad porrerne få et par minutter på panden, inden vi fortsætter.

7

Tilføj nu champignonerne og lad dem stege med i blandingen i et par minutter.

8

Så er det tid til at tilføje majs og kalkunbacon til blandingen. Hvis du ikke er til kalkunbacon så tag en pakke almindelige bacontern. Rør det hele godt sammen og lad det stege et par minutter inden du fortsætter.

9

Så er grøntsags- og kødblandingen klar. Så hvor smukt det er i farver, rød, hvid, grøn, gul. Det ser jo dælme helt sundt ud. Det må vi straks få stoppet.

10

Hæld ca. ½ dl. ketchup og ½ dl. chili sauce på panden og rør det godt sammen.

11

Sådan skal blandingen se ud inden vi fortsætter. Hvis du ikke synes det hænger nok sammen, så tilføj lidt ekstra chili sauce.

12

Tag dine to lange flutes, halver dem og flæk dem så på langs som hotdog brød. Sørg for at tage et ildfast fad, der er stort nok til at de kan åbne sig og blive fyldt, men samtidig lille nok til at holde brødene lidt samlet, så de ikke bare flækker fra hinanden.

13

Hvis du stegte dine kyllingefilet hele, skal du nu skære dem i tynde skiver og lægge dem op af siderne inden i hotdog-flutesene.

Tag nu fyldet fra panden og fyld godt i brødene. Pyt med at det falder lidt ud i hver ende, bare fyld godt i dem.

14

Drys dem godt med friskrevet ost. Åh mums, jeg elsker ost.

15

Hvis du har fyld til overs, så læg det i en lille ildfast skål og sæt det i ovnen, så det kan holde sig varmt. Hov glemte jeg måske at bede dig varme ovnen op til 200 grader? Det gjorde jeg vist. Nå men så lader vi bare som om, jeg bad dig varme ovnen op til 200 grader ca. omkring billede 2.

Sæt fadet med de fyldte flutes i ovnen i ca. 20 minutter.

16

Så er der serveret. Jeg var ikke tålmodig nok, så jeg tog brødene ud efter en smøgs tid. De var desværre stadig bløde i brødet. Du skal vente til osten er smeltet og brødet er sprødt. For pokker altså, i dag var vist ikke af mine mest tålmodige dage. Jeg var nok sulten.

Et brød til hver er faktisk nok til mig og min mand, så vi har altid rester til dagen efter. Hurra for rester.

Du kan skifte grøntsagerne ud med hvad end der passer dig, tag den bacon der passer dig og jeg er næsten sikker på, at du også kan skifte kyllingekødet ud med svinekød i tern. Mulighederne er uendelige.