Er jeg den eneste, der kan huske Quark, den lille jætteunge, der altid lavede masser af ballade i tegneserien Valhalla? Han bor inde i mig. Ind i mellem rammer jeg et punkt, hvor min krop er ved at sprænges af energi/frustrationer/vrede/glæde og så må jeg GØRE noget!! NU!! Det kan være farligt for alle omkring mig, det kan ende galt, det kan ende i tossede projekter, slim i køkkenet, maling på spisestuelamperne og tårer. Sådan en dag har jeg haft i dag. Den startede vist allerede fredag, så det har været en laaaang weekend.
Fredag startede jeg med at besøge Jem & Fix, Bauhaus og Bilka, og mens mit dankort blev varmt, blev min lille Kia fyldt med kapilærkasser, planter, bedafgrænsere, havestolehynder, fliselim, haveslangeoprulletilvæggendims, citrustræer, plantepinde og meget mere. Jeg havde egentlig tænkt mig, at ungerne skulle være med til at købe ind til haven, men da jeg nåede 3. stop på turen og stod og kiggede ind i bilen, mens jeg overvejede, hvor mine to indkøbsposer skulle være, blev jeg alligevel glad for, at have foretaget turen alene. Jeg tror ikke de var blevet begejstrede, hvis jeg havde bedt dem gå de 30 km. hjem.
Lørdag kom min store, herlige mc-familie på besøg, for at hjælpe mig med at få min have bragt i orden. Jeg indrømmer, at jeg så absolut ikke er havemenneske, så det er stukket lidt af fra mig de seneste par år. Ved middagstid lørdag, stod der 8 fantastiske mennesker i min have, klar til at angribe den fra alle vinkler. Og jeg mener virkelig alle vinkler. Jeg tror ikke, jeg selv fik gjort så meget andet, end at stå og dreje rundt om mig selv, mens jeg svarede på, hvad de måtte fjerne, pegede på, hvad der skulle flyttes og hvorhen, pegede på bunkerne der skulle på lossepladsen osv. Og så stak jeg af med et hyl i ny og næ, når jeg kom lidt for tæt på nogle af de der væmmelige, ulækre, kæmpe store, sorte monsteredderkopper, der findes i sådan en have, når man løfter på tingene. Ydr!!
Der var et genstridigt træ, der havde bestemt sig for at vokse, hvor jeg fandt det absolut provokerende. Hvem finder på at vokse lige ved indgangen til brændeskuret? Så den kastede gruppens yngste mand sig over. Og han kæmpede en brav kamp med den. Ind i mellem mobbet af de ældre, ind i mellem heppet på, men til sidst vandt han over træet. En anden af gruppens mænd kastede sig over et stykke jord, hvor jeg havde besluttet, at der skulle være et frugtbuskebed. Beklageligvis er der tidligere nogle mennesker, der har forsøgt at grænse haven af med røde belægningssten, desværre har haven bare bestemt sig for, at ignorere stenene, så de måtte først findes og fjernes, inden bedet kunne anlægges. Derefter fandt han et nyt område med de røde belægningssten, der lå så lavt, at der var 10 cm. jord henover dem. Han fik gravet dem frem, fik lavet en ny afgrænsning og lod resten af dem leve i fred under jorden. Dem må vi finde på et senere tidspunkt, når vi lægger hele haven om i belægningssten. De røde sten blev lidt en forbandelse for os alle. De lå flere steder i haven og på terrassen i bunker, gravet ned osv. Hver gang vi troede, vi havde fundet dem alle, fandt vi en ny stak. Det allersidste, der blev gjort i haven, var at rense bålstedet for tidligere års bål og for betonrester. Og surprise, surprise, der var sørme røde sten i bunden af bålstedet. Vi kommer alle til at drømme om de forbandede røde sten det næste lange stykke tid.
Og så var der ølpauserne. Ølpauser er vigtige, når man har fået vennerne til at give en hel lørdag. Og ispause, der blev til ispauser, fordi de ikke i første omgang fandt de rigtige is i fryseren. Og smøgpauser, endelig ikke glemme smøgpauserne.
Og så skal der selvfølgelig også være plads og tid til skæg og ballade. Her er tre af drengen i gang med et større Formel 1 løb. Der var drøn på, der blev dyttet (har Formel 1 biler horn?) og der blev også skubbet lidt. De gav den virkelig gas.
Efter 5 timers intensiv riven op, venden jord, fjernet tørv, fjernet gamle byggematerialer og sten osv. havde jeg endelig den have i virkeligheden, som længe har rumsteret inde i mit hoved. 6 flotte bede i kapilærkasserne indrammer nu min terrasse til den ene side. Her har vi plantet tomater og agurker (for det ville børnene have), jordbær (de er min papdatters planter), krydderurter (til mig) og en enkelt kasse står stadig tom, måske det er der jeg skal plante pengetræet. Jeg fik også anlagt et flot bed til mine ribsbuske og min papsøn får sit højeste haveønske opfyldt, for der er også plantet hindbær til ham. I forhaven stod før to høje rosenbuske, der ved den mindste vind stod og bankede på mine stuevinduer. Ud over at være irriterende at høre på, var det også lettere besværligt at pudse vinduer for dem. De to gange om året, det sker, var de virkelig irriterende. Så jeg pegede på en plet ved brændeskuret og fem minutter efter, var der gjort smukt klar og vups, var de plantet. Langt væk fra mine stuevinduer. Vores store murede grill, der egentlig har fungeret bedst som opbevaringsreol de sidste mange år, blev fjernet og straks kørt ud til den ene af havefolkene. Jeg håber, han bliver glad for den. Et gammelt bed blev fjernet, ufatteligt mange røde belægningssten blev fjernet (uanset hvor vi kiggede hen, lå de røde belægningssten), betonklumper og byggeaffald efter vores tilbygning sidste efterår, blev fjernet og potter blev plantet til med citrustræer og lavendel. Min have er fantastisk nu. Og havefolkene blev fyldt med en god gang Pulled pork med Dr. Pepper burgere og Mississippi mud pie til dessert. Det var glade folk, trætte folk og mætte folk, der forlod mit hus lørdag aften.
Søndag gik med at få lidt styr på mit hus igen og slappe af. Min krop er ikke vant til at arbejde så hårdt (noget må jeg altså have lavet), så jeg var træt. Meget træt. Jeg fik vasket en bunke tøj, lagt det rene på plads, fik ryddet op i mit køkken, kiggede på min flotte nye have en halv million gange og så film med min mand. Søndag var mit energiniveau faldet lidt.
Mandag vågnede jeg med fornyet styrke på energiniveauet. Denne gang var den gået over i den rastløse slags. Den slags, hvor jeg ikke helt kan være til i mig selv. Mit hoved var fyldt med tanker om et vigtigt opkald, der skulle komme i dag. Mit hoved var faktisk så fyldt, at jeg ikke engang kunne finde ud af at klæde mig på, da jeg var færdig med mit morgenbad. Jeg sad bare på sengen og kunne ikke finde ud af mig selv. Jeg kunne mærke hvordan energien kørte rundt i kroppen på mig, gjorde mig frustreret, vred og rastløs på én gang. Normalt er mandag og jeg ikke gode venner. Du tænker nok, at sådan er det for de fleste, men for mig er det værre. Det er så slemt, at jeg stort set altid kan regne med, at en af mine kolleger kigger ind til mig på kontoret mandag morgen, for at vejre stemningen, så han kan fortælle de andre, hvordan mit humør er den dag. De tror ikke jeg ved det, men det gør jeg. Jeg ved godt, at han er sendt ind “i løvens hule”, for at se om det er en mandag af den slags, hvor de kan komme til mig med opgaver og problemer, eller om det er en af de mandage, hvor det er bedst for alle, at holde sig langt væk. Det er som regel det sidste. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men jeg er bare ikke mandags menneske. Og det er fuldstændig ligegyldigt, om jeg har haft en god, vild, festlig, dårlig, afslappet eller doven weekend. Jeg er godt selv klar over, at den er gal, men jeg kan ikke styre det. Og det er hverken mit arbejdes eller kollegers skyld, det er bare sådan.
Men i dag, kunne jeg mærke, var en rigtig slem dag. Sådan en dag, hvor jeg ikke kunne være i mig selv, sådan en dag, hvor alle mine søde kolleger ville risikere at miste hovedet, hvis de kom i nærheden af mig. Så jeg skrev til min chef, forklarede hvordan min mandag så ud, og hun syntes det var en rigtig god ide, at jeg blev hjemme. Jeg har verdens bedste og mest forstående chef. Hun har god forståelse for, at der i vores hus sker nogle ting lige nu, der kan kræve min opmærksomhed og tilstedeværelse.
Jeg gik derefter i køkkenet, hakkede et løg, lidt peberfrugt og chorizopølse og stegte det af på panden, lavede lidt scrambled eggs, rev lidt ost, skar en cherrytomat i skiver og samlede det hele mellem to tortillas, som jeg derefter stegte på panden på begge sider. Derefter skar jeg en appelsin i både, skænkede mig selv et glas juice og fik så en god, solid morgenmad. Jeg har en sød kollega, der længe har sagt, jeg skulle spise morgenmad og nu er jeg begyndt at lytte til hende. Og jeg kan virkelig mærke en forskel i mit blodsukker. Det giver en helt anden energi. Pokkers, hun har ret. Efter min morgenmad røg jeg to smøger, mens jeg prøvede at finde ud af, hvordan jeg skulle få afløb for mit voldsomme energiniveau. Så fik jeg øje på mit ganggulv, der har lidt under lørdagens havearbejde. Og mit køkkengulv. Og mit vitrineskab, der ikke er blevet gjort rent siden forrige forårsrengøring. Og de der vinduer, der vist ikke er blevet pudset, siden de blev skiftet i oktober. Så jeg gik bananas på mit hus. Jeg er absolut ikke verdens bedste husmor. Rengøring og jeg, vi er ca. lige så dårlige venner som mandage og jeg. Og havearbejde og jeg. Hmm… Gad vide om jeg har nogle problematikker, jeg burde få løst?
Så fandt mutter her kost og spand frem, min mand stak af et par timer (det har han lært, er den bedste taktik) og jeg gik i gang med at gøre rent. Og det var da vist tiltrængt. Flere steder fandt jeg spindelvæv i hjørnerne og langs lofterne. De har nok hygget sig, de små kræ, mens jeg har haft travlt med at leve livet i stedet for at gøre rent. Flere områder at mit hus, der ellers normalt bliver forsømt, fik den helt store skrubbetur. Hvilket samtidig resulterede i, at jeg fandt en del ting, der rettelig burde være i garagen. Men så fik de også chancen for at komme ud på plads. Tænk sig, at så meget støv, spindelvæv og skidt kan samle sig steder, man normalt ikke kommer og så i så lille et hus, der til dagligt kun er beboet af to mennesker.
Problemet med mig er, at når min krop er fyldt med den ubehagelige energi, og jeg først er gået i gang, kan intet vide sig sikkert. Så vitrineskabet blev ikke kun tømt og gjort ren inden i. Det blev også hevet ud, blev gjort rent bagved og mens det stod der trukket ud, begyndte jeg at få trang til at flytte rundt på møblerne i stuen. Så ved jeg den er gal, som yngre kunne jeg finde på at flytte rundt på alle møbler hvert halve år. Det er faldet til ro de seneste år, men pludselig fik jeg trangen til at rykke på både akvarie, skænke, vitrineskab og billeder. På det tidspunkt var min mand kommet hjem igen, men han valgte at stikke af ud i garagen under påskud af at skulle finde ud af, hvad der var galt med Hudsons gashåndtag. Til alt held for ham, måtte jeg erkende, at det ikke var en dårlig undskyldning, da han kom ind med det ene kabel, der var knækket. Eller måske knækkede han det derude, så jeg ville tro på, at der var noget galt? Klart bedst for alle, at jeg er alene i huset, når jeg får et rengøringsflip (hvilket sker 4-5 gange om året, alt andet er klatvask).
Endelig, hen på eftermiddagen, kom opkaldet endelig og pludselig gik al gas af ballonen. Jeg havde eller planlagt at pudse alle vinduer udvendigt, når nu jeg havde fået dem pudset indvendig, men det blev det altså ikke til. De må vente til næste gang jeg får et hysterisk flip eller kroppen er fyldt med rastløs energi.
Nu vil jeg gå i seng, i mit superrene soveværelse, nyde mit rene sengetøj (I love clean sheets day!), og sove lige til i morgen, hvor jeg forhåbentligt kan vågne med et noget mere normalt energiniveau.
You must be logged in to post a comment.