Nogle vil sige, at jeg er ude i lidt god tid. Nogle vil mene, at jeg er grundlæggende tosset. Nogle vil sige, at jeg har en tvangspræget personlighedsstruktur med et voldsomt behov for forberedelse og organisation. Det er okay, det kan jeg leve med. Jeg ved det godt selv. Jeg er da udmærket klar over, at kæden ofte hopper af for mig, at min impulskontrol nogle gange svigter lidt, at folk går og ryster på hovedet bag mig (og nogle kigger mig direkte i øjnene, mens de sukker opgivende), men det er helt okay. Hvis I vidste hvordan der så ud inde i mit hoved, ville I enten få et nervesammenbrud eller tro at jeg er konstant høj. Der er meget rodet derinde, meget uoverskueligt, mine tankerækker giver sjældent mening og det sker næsten dagligt, at jeg involverer min mand i en samtale, der allerede har været i gang i et stykke tid inde i mit hoved, hvilket i starten af vores forhold forvirrede ham, men jeg tror han har vænnet sig til det nu.
Jeg ved ikke om I ved det, men, der er kun lige omkring et halvt år til november starter. Og november er meget vigtig for mig. Et år har mange vigtige mærkedage. Fødselsdage, jul, nytår, jubilæer, og i år også min første bryllupsdag. Men i november kommer den vigtigste af alle. Thanksgiving! For mig er det årets helt store event. Jeg planlægger i flere måneder forud. Og i dag begyndte forberedelserne for dette års store Thanskgiving. Jeg har i dag oprettet en lukket gruppe for min familie, så de kan begynde at følge med i forberedelserne. Der kommer ikke til at ske så meget i gruppen de næste par måneder for deres vedkommende, men hvis de skulle have en opdatering, hver gang jeg har en Thanksgiving-tanke, så ville de ret hurtigt blive trætte af mig. Gruppen bruges til at fastlægge datoen (vi bruger ikke den korrekte dato, da torsdag simpelthen bare er en dårlig dag at forsøge at samle en familie, der er spredt over hele landet), således at min kære familie ikke kommer til, f.eks. at bestille en rejse til London, så vi må flytte hele eventen et par weekender (you know who you are).
De næste mange uger og måneder kommer for mit vedkommende til at gå med at finde på nye ideer til dekorationer. Men først skal jeg have fundet den helt rigtige invitation, så der kan blive sendt korrekt invitation ud til alle gæsterne. Det er vigtigt at holde på formerne. Dernæst går jeg i gang med at finde opskrifter på nye desserter, nye kuvertbrød, andre slags tilbehør og når vi kommer til slutningen af oktober, vælger jeg ca. de samme retter, desserter og kuvertbrød, som vi har fået de sidste tre år. Men det er okay jagten er meget sjov.
Oktober er også omkring det tidspunkt, hvor jeg begynder at gå i panik over opløbet. Den sidste del af strækningen, hvor jeg skal have lavet indkøbslisterne (ja i flertal), skal have lavet bordkort, menukort, forberede menuen og ikke mindst, finde ud af hvordan pokker jeg skal få plads til 16 mennesker i en stue, der føles overfyldt når vi skal have 4 venner til middag. Det sker hvert år. Jeg står og kigger på min stue, overvejer at vælte en væg, overvejer om jeg skal flytte sofaen, men jeg har ingen steder at flytte den hen, bliver nervøs for vores akvarium, fordi vi kommer til at skulle sidde helt op imod det, får stress over, hvor jeg skal gøre af alt maden osv. osv. Dernæst kommer panikken over, ikke at have borde og stole nok, hvor var det nu jeg lagde dugene sidste gang, vi mangler tallerkner, vores pæne glas er ikke blevet brugt siden sidst, så de skal alle vaskes af, jeg har ikke nok bordskånere (sjovt nok noget jeg altid kommer i tanke om ca. 2 sekunder før alt maden skal serveres), er der nu mad nok (JA!!!), bare det nu bliver hyggeligt osv. osv.
Den sidste uge op til Thanksgiving er den værste og samtidig den sjoveste. Jeg har fri det meste af ugen, så jeg har tid til de sidste forberedelser. Hele huset skal gøres pinligt rent, for min familie må sandelig da ikke tro, at mit hjem ikke altid skinner og dufter af Ajax. Indkøbslisterne tjekkes en sidste gang, for at sikre, at jeg har alt med, de renskrives igen, således at varerne er delt op i grupperinger efter, hvor jeg finder dem i butikken. Der skal købes ind, hvilket kræver, at der først hentes et ekstra køleskab fra et familiemedlem, dernæst skal der sættes en hel dag af til indkøbsturen, hvor efter jeg og enten min mor eller svigerinde tager i Bilka. Så skal der dælme handles og de har altid alt hvad jeg skal bruge. Inkl. kalkunen, men den plejer jeg nu at købe et stykke tid forinden. Har I for resten nogensinde prøvet at tage en kalkunhat på hovedet og råbe GOBBLE GOBBLE hver gang I finder en ting fra indkøbslisterne? I skulle tage at prøve det, det er skide skægt. Dagen før DAGEN skal der laves mad. Igen med stor hjælp fra familien, for hvis I tror indkøbsturen er hård, så bare vent til tilberedning af alt maden går i gang. Vi starter fredag morgen (kl. 8 er morgen for mig) og knokler løs hele dagen med tærter, kartoffelmos, stuffing, brød (uh jeg fik lige en ide til smørret i år), green bean casserole osv. Selve kalkunen (som vi for øvrigt navngiver), bliver først fyldt lørdag morgen lige inden den sættes i ovnen. Og i år har jeg endnu engang fået overtalt min søde (overgivende) mand til at lave en turducken. Det bliver, wait for it, EPISK!
Forberedelserne til Thanksgiving fylder meget for mig, nok mest fordi jeg så gerne vil have at alt er perfekt og alle i familien er glade, mætte og tilfredse. Der må ikke mangle noget. Jeg indrømmer også, at jeg formentlig er umulig at leve med den sidste uge op til Thanksgiving, men jeg synes personligt det er prisen værd. Jeg elsker at samle min familie omkring mig, jeg elsker at se dem være stopmætte, elsker hyggen og stemningen og jeg slapper af i samme sekund alle er mætte og sidder om bordet og sukker efter en sofa. Det er højdepunktet for mig, det er alt besværet værd, det er alle forberedelserne værd, det er alt blodet værd (bare rolig, der er kun tale om blod, når familien er uopmærksom et øjeblik og jeg sniger mig til at hakke et eller andet under forberedelserne af maden), det er det hele værd for at få lov at samle min familie den ene gang om året og nyde at se dem alle sammen på en gang.
Og ca. 15 minutter efter den sidste har forladt mit hjem, sætter jeg mig ned, nyder et glas rødvin og slapper af.
Nå nu må jeg videre, der er kun 199 dage, 18 timer og 50 minutter til familien ankommer til årets Thanksgiving. Jeg har alt for meget jeg skal nå.
You must be logged in to post a comment.