Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: 10 minutter

Nok til: 2 personer


Ingredienser:

  • 1 ciabattabrød
  • 2 kyllingefilet
  • 6-8 skiver bacon
  • Babyspinatblade
  • 1 glas grillede peberfrugter
  • Mayonnaise
  • Sennep
  • Abrikosmarmelade
  • Ost

Sådan gør du:

  • Start med at stege din kylling enten i hele fileter eller halveret på langs
  • Steg derefter din bacon
  • Dræn peberfrugterne og skyl spinaten godt
  • Bland 2 spsk. sennep, 2 spsk. mayonnaise og 2 spsk. abrikosmarmelade i en blender og miks det hele sammen. Smag til, men sørg for at du kan smage både abrikosmarmelade og sennep
  • Halver dit brød både på det ene led og det andet led
  • Smør både underdele og overdele med rigeligt sauce, kom ost på, spinatblade, kylling, peberfrugter, bacon, ost og læg overdelen på
  • Varm din grillpande op til middelvarme med rigeligt olie på
  • Læg paninierne på pande og sæt en stor tung gryde oven på og pres ned
  • Giv dem fem minutter på hver side, server med stolthed og spis med glæde

Jeg elsker panini, det er verdens hurtigste aftensmad, det er nemt, lækkert, nærende, fylder godt og så smager det bare pokkers fantastisk. Hvert år tager vi i Djurs Sommerland med et hold gode venner, børnene og en madpakke til frokost. Og hvert år kræves det af selskabet, at vi medbringer panini originale og panini med kylling og abrikossauce.

Abrikossauce lyder meget mystisk og som noget, der på ingen måde hører til i en panini med kylling, det ved jeg godt, men stol nu på mig. Oprindeligt kommer ideen fra The Pioneer Woman, hun bruger dijonsennep, Hellmann’s mayonnaise og abrikosmarmelade. Jeg bruger den sennep jeg har, den mayonnaise jeg har og abrikosmarmelade. Første gang vi prøvede det, var vi meget skeptiske. Første gang vi lod børnene prøve det, var de ikke kun skeptiske, de gjorde også opmærksomme på, at de ikke kunne lide sennep. Vi spiste alle vores panini med glæde, fryd og fornøjelse. Så du må bare stole på mig, når jeg siger, du SKAL bruge abrikossaucen. Ellers er det hele ødelagt.

1

Her er sat op til to personer, du skal selvfølgelig øge mængden af kylling, bacon og brød, hvis du laver panini til flere. Du skal bruge den store billige ciabattabrød du finder i Bilka, Netto, Brugsen, Rema1000 og mange andre steder. Derudover to kyllingefilet, bacon i skiver, babyspinat, grillede peberfrugt på glas, krydderi til kyllingen, mayonnaise, sennep og abrikosmarmelade. Og ost, men det glemte vi og min mand kom først i tanke om det halvvejs henne i processen og *KRISE* for en sjælden gangs skyld, har jeg ikke ost i køleskabet!! Hvad pokker sker der for det?? Så ingen ost denne gang, men vi anbefaler ost, enten revet eller i skiver.

2

Fordi vi er dovne, og fordi jeg ikke kan stege kyllingefilet uden at gøre den ene ende tør og den anden ende rå i midten, så halverer vi fileterne på langs. På den måde er de meget nemmere at stege lige meget over det hele. Du kan også gøre det på den langsommelige måde, stege hele fileten langsomt og håbe, at den ene ende ikke bliver tør og den anden ikke rå i midten. Det er op til dig.

3

Så skal de krydres godt. Vi brugte Himalaya salt med peber i, men du kan også bruge citronpeber, det smager helt fantastisk.

4

Steg dem på en grillpande på begge sider, til de er gennemstegte, men ikke tørstegte.

5

Steg samtidig nogle skiver bacon. Kylling og bacon passer jo ligesom sammen. Ost og bacon passer også sammen. Alt og bacon passer sammen. Efter min ydmyge mening.

6

Smid de grillede peberfrugter ned i en si, så de kan stå og dryppe af for olie.

7

Tag så din babyspinat og skyl dem grundigt. Jeg indrømmer, at den eneste grund til, at jeg bruger babyspinat, er fordi jeg har en følelse af, at der bør være noget grønt og sundt i paninien. Men peberfrugterne er jo også sundt og grønt, ikk? Så teknisk set behøver du nok ikke babyspinat, det vil jeg lade være op til dig. Hvis du bruger dem, så skyl dem og lad dem dryppe godt af.

8

Nu kommer vi til den spændende sauce. Kom lige dele mayonnaise, sennep og abrikosmarmelade ned i en blender. Jeg bruger ca. to spiseskefulde af hver ingrediens her. Jeg ved, det lyder mærkeligt og jeg ved, det ser mærkeligt ud, men stol nu på mig, det bliver rigtig godt.

9

Giv det hele en god tur med blenderen, i dette tilfælde stavblenderen, til alt er blandet godt sammen og smag så til. Du skal kunne smage sødmen fra abrikosmarmeladen og styrken fra senneppen. Du kan altid tilføje lidt ekstra af en eller flere af tingene, hvis du føler behov for det. Men stol på smagen, du skal kunne smage abrikosmarmeladen.

10

Tag så dit brød frem, halver det på først det ene led og dernæst det andet led. Først den ene vej og så den anden vej, atju, atju og skomagerdreng. Eller noget. Jeg er vist træt.

11

Fordel rigeligt af den lækre sauce ud over alt brødet. Der skal være så meget, at det kan smages. Både på over og under.

12

Fordel dernæst spinatbladene på underdelene.

13

Og så din kylling. Hvis du har stegt kyllingen i hele fileter, så skær dem i tynde skiver og fordel skiverne ud over bladene.

14

Så blev det tid til peberfrugterne, bare rigeligt ud over det hele.

15

Og så selvfølgelig bacon. Bacon er vigtigt! Rigeligt med bacon tak. Og hvis du, i modsætning til mig, har husket osten, vil under spinatbladene og oven på baconet være et rigtigt godt sted at placere osten.

16

På med overne og så er vores paninier klar til en tur på panden.

17

Brug en grillpande med rigeligt olie og middelvarme. Læg de to paninier på panden.

18

Tag dernæst en stor tung gryde, fyldt med vand, og pres ned på paninierne. Klem dem godt og lad dem stege på den ene side i 4-5 minutter.

19

Vend dem så, sæt gryden oven på igen og lad dem få 4-5 minutter på den anden side. Husk godt med olivenolie, brødet kan være tørt.

20

Så er der panini. Jeg nåede ikke at skære den igennem, så du kunne få et billede af tværsnittet, jeg var altså for sulten. Beklager.