Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg i en alder af 31 år (påstår min dåbsattest), stadig er et hysterisk lille barn til tider. En af de tider er især, når jeg skal have taget blodprøver eller have indsprøjtninger. Når jeg ved tandlægen skal have lavet et hul, får jeg altid lattergas. Under en rodbehandling måtte jeg dog overgive mig, og få to sprøjter, men jeg opgav ikke uden kamp og diskussion. Og vi skulle lige igennem et forsøg på at klare den kun med lattergas, inden jeg overgav mig. På Viborg skadestue var jeg ved at vælte en briks i panik over, at skulle have en stivkrampevaccination. Jeg har forsøgt at forhandle mig ud af en syning, efter at have skæret min læg op med bremsepedalen på min motorcykel. Jeg har med held forhandlet mig ud af en syning, da jeg skar en finger op på et stykke glasskår. Jeg lader aldrig læger fjerne sting fra min krop, den klarer jeg selv, for så gør det da ikke så ondt. Men jeg må åbenbart ikke selv tage mine egne blodprøver eller give mig selv en indsprøjtning. Åndede regler!
Min allerstørste frygt er blodprøver. Jeg hader blodprøver. Jeg er allergiker og får indsprøjtninger hver 6. uge hen over forår og sommer, altid i ballen, dem har jeg vænnet mig til sådan ca. Men blodprøverne er et kapitel for sig selv. På et tidspunkt skulle jeg have taget blodprøver hver 4. uge pga. noget stærkt medicin og sikke et cirkus vi skulle igennem hver gang. Jeg skal prøve at beskrive situationen for dig.
Først bestiller jeg tid til blodprøven, efter at min mand har presset mig, skældt mig ud og mindet mig om det i en uge. På selve dagen begynder overspringshandlingerne ca. en time før jeg skal være ved lægen. Jeg begynder at argumentere for, hvorfor jeg ikke mener, jeg behøver blodprøven, at de bare kan bruge den fra sidste gang osv. Min mand tager med mig til lægen, det er påkrævet (af min læges sygeplejerske, der skal tage blodprøven). Så sidder vi lidt i venteværelset, mens jeg ryster og begynder at kampsvede. Tårerne presser sig på. Sygeplejersken kalder mig ind i “henrettelsesrummet” og begynder at snakke. Jeg svarer, men registrerer intet af hvad der bliver sagt, da jeg er fuldstændig fokuseret på de mange kanyler, beholdere, labels osv. Eftersom min krop er i flight-mode kan vi ikke bruge min højre arm til blodprøverne. Den er på nuværende tidspunkt så overspændt, at den ikke er egnet til nåle. Altså må vi bruge venstre arm. Jeg kan ikke sidde ned, for så har jeg for nemt ved at rejse mig samt dreje armen, hver gang nålen nærmer sig, så jeg må ned at ligge. Jeg lægger mig på briksen, strækker venstre arm og lægger højre arm over mit hoved, som jeg drejer ind mod væggen. Nu skulle man tro, at jeg var klar, men nej. Min mand indtager nu sin position ved siden af mig på en sådan måde, at han med sin venstre hånd kan holde mig nede, kan skygge for mit udsyn med sin krop og med højre hånd kan holde min venstre arm fast. Og nu begynder cirkusset. Allerede inden nålen rører min arm, begynder jeg at tude, jeg beder for mit liv, jeg bander vist også undervejs, mine ben farer rundt i et forsøg på at stikke af og jeg kampsveder. Resultatet er selvfølgelig, at det gør endnu mere ondt. På et tidspunkt truede sygeplejersken mig faktisk med at filme mig, så hun kunne vise mig, hvor hysterisk jeg opførte mig. Og hver eneste gang påpeger hun, at det er totalt idiotisk at være så bange for nåle, når jeg har fem tatoveringer. Men det er altså ikke det samme! Jeg behøver vel ikke sige, at for mig er en blodprøve meget anstrengende, trættende og frygteligt. Og for min omverden er det ikke meget nemmere.
MEN! I dag skulle jeg igen have taget blodprøver og min mand kunne ikke tage med mig af forskellige årsager. Jeg kørte fra arbejde og overvejede flere gange undervejs at køre direkte hjem i stedet for. Tænkte, at de der blodprøver, nok slet ikke var nødvendige alligevel. Jeg parkerede foran lægehuset og overvejede at sætte bilen i gear og køre igen. Jeg trådte ind af døren og straks så sygeplejersken mig. Pokkers, for sent at fortryde. Hun kiggede på mig og spurgte straks: “Er du her alene?” Jeg bekræftede. “Sådan helt alene?” Jeg bekræftede igen. “Hvordan skal vi klare den?” Jeg trak på skuldrene, for lammet af angst til at svare. Nu er sygeplejersken i mit lægehus fuldt ud bekendt med min angst og hysteriske anfald over nåle, så hun første mig straks ind i rummet og begyndte at snakke om alt og intet. Snakkede om min lille skønne nevø, der også er patient der. Ih hvor var han da dejlig, og nu kan han sige faster osv. Jeg fik mig lagt på briksen, strakte venstre arm ud, lagde højre arm over øjnene og vendte hovedet ind mod væggen. Herefter fik jeg besked på at ligge stille, hvilket jeg lovede at gøre. Hun lagde stramme-til-dimsen om min overarm, sprittede af, oplyste mig om, at nu stak hun og ind gik nålen. Jeg rystede, mine negle borede sig ind i håndfladen på højre hånd, men jeg kneb ikke en eneste tåre. Mine ben lå næsten stille, kun mine fødder vippede op og ned, hun snakkede videre, jeg hørte ikke efter. FIRE glas fyldte hun! Åh min arm gjorde ondt, men jeg koncentrerede alle mine kræfter på at slappe af.
Endelig var det overstået, hun trak nålen ud, lagde vat over og klistrede det fast, hvorefter jeg satte mig op. Jeg sad lidt og beundrede de fire glas fyldt med mit blod, mens hun snakkede videre. Da jeg rejste mig for at gå, begyndte hun at rose mig, den del hørte jeg. Vi blev enige om, at jeg havde været rigtig dygtig i dag, og nu skulle jeg gå hjem og fortælle min mand, hvor dygtig jeg havde været til at få taget blodprøver helt alene. Jeg oplyste, at jeg følte jeg fortjente en slikkepind, hvilket hun bekræftede, men der kom ingen slikkepind.
Jeg kørte hjem, min arm gjorde ondt, jeg satte mig i sofaen og begyndte at pille vat og klisterbånd af. Hvordan lykkes det hende hver gang at sætte båndet, så det får fat i de små hår på mine arme. Det gør djævelsk ondt at pille skidtet af, og jeg er altså ikke til riv-hurtigt-af metoden. Det er jeg for pjevset til. Der sad jeg så, med min ømme arm og ventede på at min mand kom hjem. Af en eller anden grund lykkes det altid min venstre arm at spænde en smule, hvilket resulterer i et pænt blåt mærke og ømhed. Hjem kom min mand og jeg fortalte stolt, om min sejr, om hvor dygtig jeg havde været og slet ikke havde hverken grædt eller skabt mig. Stadig ingen slikkepind! Hvad skal et 31-årig, hysterisk barn gøre, for at få en slikkepind heromkring?
You must be logged in to post a comment.