Sponsorjagt

Jeg er jo medlem af den her motorcykelklub, husker du nok. Og i den her motorcykelklub har vi åbent hus den sidste lørdag i juni. Det er altid en super hyggelig dag, hvor vi åbner dørene for alle, der har lyst til en hyggelig dag. Vi gør vores bedste for at gøre det til en fed dag for både børn og voksne og heldigvis har vi et stort hus og en stor have til formålet. I haven sætter vi en stor hoppeborg op til ungerne, Julle kommer og laver to helstegte pattegrise til os, vi afholder konkurrencer for voksne og børn og vi tilbyder køreture enten bag på vores motorcykler eller i sidevognscyklerne. Om aftenen har vi live musik, og når alle børn er sendt hjem i seng, holder de voksne fest. Sådan er det hvert år, og det er lige hyggeligt hvert år. Vi har også hvert år amerikansk lotteri og hvert år leder vi efter sponsorer i vores nærområde, så vi kan få nogle flotte præmier til vores gæster. Og det lykkes også hvert år pga. stor støtte fra vores lokale virksomheder.

Men i år fik jeg blod på tanden. I år ville jeg prøve noget nyt, så jeg begyndte at skrive rundt til alt og alle i Jylland. Alle attraktioner, alle museer, alle forlystelser, alt hvad jeg kunne finde. Jeg tror, jeg har skrevet 200 mails den sidste uges tid og sørme om ikke det er lykkedes ret godt. Ikke alle kan hjælpe, det er klart, men vi har fået rigtig mange sponsorgaver allerede og det er da for fedt. Man får ligesom blod på tanden, når først de positive tilbagemeldinger begynder at rulle ind. Så nu har jeg været så letsindig at acceptere, at tage på tur rundt i en naboby med en klubkammerat i morgen, for at jagte flere sponsorer. Det betyder, at jeg skal møde op personligt i hver eneste butik, præsentere mig og spørge efter sponsorgaver. Og jeg hader det. Jeg er bange for mennesker, jeg finder det direkte pinligt, jeg er bange for nederlag og afvisning og jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, da jeg sagde ja. Jeg er rystende nervøs og alle mine forsvarssystemer er gået i gang. Mit hoved har tusind undskyldninger og overspringshandlinger klar, de står på række, parat til at springe ud af munden på mig, så jeg ikke behøver vade en hel by rundt og tigge sponsorgaver. Jeg ved, det er følelser, jeg skal overvinde. Jeg ved det er pjat, hysteri, skab, usikkerhed og en hel masse andre negative ord, som jeg bare skal overkomme. Men det er bare ikke lige så nemt, når man, som jeg, kan være lidt skrøbelig ind i mellem. På den anden side, har jeg lovet en god klubkammerat, en bror, at gå med ham rundt, og jeg kan ikke svigte en bror. Min pligtfølelse og loyalitet vinder over min frygt. Forbandet min gode opdragelse.

At jeg har det sådan med mennesker og med sponsorjagt kan undre. Jeg er opvokset i en familie, der er meget udadvendt. Min far er kræmmer, aldrig bange for at snakke med fremmede mennesker. Jeg har sågar oplevet ham sidde til middag med mig på en restaurant og samtidig have en lang samtale med fuldstændig fremmede mennesker, der sad ved bordet ved siden af. Inden middagen var omme vidste han alt om parret, hvor de boede, hvad de arbejdede med og hvorfor de, denne aften, var i byen og spise. Fascinerende og på en gang skræmmende. Hvordan kan jeg være barn af en mand, der er så totalt modsat mig, når det kommer til at snakke med fremmede mennesker?

Anyway, i morgen skal jeg vade rundt i en hel by, sammen med en god klubkammerat og spørge efter endnu flere fede sponsorgaver. Kryds fingre for mig. Og send mig noget angstdæmpende medicin, hvis du har lidt ekstra liggende på lager. Jeg har brug for det.