I 2010 meldte jeg mig ind i et fitness center i Herning. Jeg blev hurtigt meget glad for bl.a. bodycombat, der er en stor blanding af kampsportsbevægelser i heftigt tempo og til højt musik. Vi blev anført af en træner ved navn Christina og det gik hurtigt op for mig, at Christina måtte have et misbrug af koffein, det var den eneste logiske forklaring på hendes ekstreme humør og energi. Desværre blev fitness centeret opkøbt af en større kæde, der sløjfede holdet og i stedet skiftede jeg til zumba. Jeg fortsatte med zumba frem til 2013, hvor jeg måtte indse, at jeg ikke brugte mit medlemskab nok. Desuden var min træningsmakker blevet gravid med min nevø, så jeg havde ikke længere nogen, der kunne trække mig med.
I år begyndte jeg at føle et voldsomt behov for at træne igen, min krop og mit sind hungrede efter motionen, den høje musik og det gode humør. Så jeg gik ind på fitness centerets hjemmeside, for at se, hvilke hold de har fået og sørme om ikke de igen har bodycombat. Så jeg besluttede mig for, at melde mig ind igen. Det var i juni, men det var som om, jeg ikke lige fik det gjort. Juli er en dum måned at melde sig ind i et fitness center, så der fik jeg det heller ikke gjort. Men så i august havde de et tilbud, hvor indmeldelsen var gratis og så måtte jeg jo hellere få mig meldt ind.
Dagen kom, hvor jeg skulle starte til bodycombat igen og jeg glædede mig. D. 4. august trådte jeg ind i centeret, fik mit medlemskort, klædte om og gik ind i lokalet.
Nedtur nr. 1: Jeg var den ældste i lokalet. Hold nu op jeg følte mig gammel, da jeg så alle de 19-20 årige tøsepiger, der stod og så super klar ud.
Nedtur nr. 2: Jeg var også den største i lokalet. Altså jeg ved da udmærket godt, at min vægt ligger et stykke over det anbefalede, men jeg havde da regnet med, at der var andre sylfeder, der havde fået samme ide som mig og ville forsøge at mindske omfanget af deres korpus. Men nej, som jeg stod der og kiggede rundt gik det op for mig, at alle disse piger må træne på daglig basis, har trænet siden de kunne gå og aldrig spiser fed mad i overflod. Jeg var en flodhest blandt myg.
Ind kom træneren og min første nedtur vendte en smule, da det gik op for mig, at hun tydeligvis var ældre end mig. Hurra, jeg var ikke længere alderspræsident.
Nedtur nr. 3: Hvorfor skal der være spejle overalt i sådan et lokale. Jeg ynder at gemme mig bagerst i lokalet, så jeg ikke kan se mig selv i spejlet foran mig, men til højre for mig var en skrå væg, også fyldt med spejle, der fangede alle mine uheldige bevægelser i en vinkel, så jeg kunne se det hele. Fandens.
Nedtur nr. 4: På holdet forinden havde jeg lagt mærke til, at der stod en ung mand og trænede med resten af holdet. Ikke noget man normalt ser, man da jeg opdagede, at holdet bl.a. brugte vægtstang og håndvægte, gav det alligevel en smule mening. Jeg troede derfor han var færdig, da holdet sluttede men nej, han blev sgu i lokalet og tog en hel time med bodycombat. Og ikke nok med det, han stod lige foran mig, så han også kunne se alle mine uheldige flodheste-bevægelser i spejlene. Han har formentlig haft travlt med at holde øje med træneren og sig selv, men alligevel. Tænk hvis han så mig.
Pyt med det, tænkte jeg, jeg er jo vant til bodycombat, jeg har gået til det før, så jeg skal nok klare mig. Humøret steg lidt, da træneren præsenterede den unge mand og en ung kvinde ved hans side, som trænere fra Silkeborg, der skulle have en prøvetime for at se, om det var et hold de skulle have i Silkeborg. Hurra, tænkte jeg, så har han aldrig prøvet det før, så skal det helt sikkert nok gå.
Nedtur nr. 5: Musikken gik i gang og i løbet af de første fem minutter gik det op for mig, at jeg er total idiot. Det er jo for helvede 4 år siden, jeg sidst gik til bodycombat og to år siden jeg sidst gik i et fitness center overhovedet! Havde jeg virkelig troet, at jeg bare kunne springe ind på et hold og holde tempo og banke igennem, som om jeg ikke havde holdt pause? Ja det troede jeg faktisk, men fem minutter inde i timen, gik min højre fod i krampe, jeg storsvedte, jeg prustede og de skide spejle fangede hele mit flodhestekorpus, der svingede rundt helt ude af takt med musikken og resten af mine bevægelser. Min lillebror plejer at sige, at vi ikke må skubbe til hans mave, for det tager flere timer, inden den holder op med at blævre igen. Jeg kunne nu se hvad han mente. Når jeg lavede højre jab eller uppercut, svingede maven til venstre og brysterne til højre. Ved jab cross gik det helt grassat og min mave kunne slet ikke finde ud af, hvilken side den skulle svinge til først, mens brystpartiet bare forsøgte at holde fast.
Jeg syntes nu selv, at jeg hang rimelig godt i. Jeg måtte hurtigt indse, at jeg måtte holde flere småpauser end de andre, drikke vand oftere og med jævne mellemrum måtte strække ud i mine fødder, for at stoppe kramperne, men ellers gik det meget godt.
Nedtur nr. 6: En halv time inde, midt i et back kick mærkede jeg et smæld i mit venstre baglår. Fandens også, jeg fik mig selv en lille fibersprængning. Ingen overraskelse der, jeg måtte jo indse, at jeg heller ikke havde fået varmet op og strækket tilstrækkeligt ud, inden timen startede, så selvfølgelig kæmpede min krop imod mig. Den har jo vænnet sig til et mageligt og stillesiddende liv de sidste to år, med røven mageligt plantet på enten en kontorstol eller i min sofa.
Jeg kæmpede videre og syntes stadig, at det gik rigtig godt. Endelig fik timen ende og jeg vaklede ned i omklædningsrummet. Tid til et bad, rent tøj (der duftede væsentligt bedre, end det jeg lige havde taget af), ud i bilen og hjem til min mand. Selvom min krop og jeg havde været i konstant kamp fra jeg trådte ind i centeret til jeg gik ud igen, så havde jeg alligevel en glad følelse inden i. En følelse af sejr over mit elendige korpus, der har dovnet for længe. En glæde over, ikke kun at have gennemført min første bodycombat time i fire år, men også over at have overlevet uden at besvime eller kaste op. Da jeg kom hjem kunne jeg da godt mærke, at min krop var øm og træt, men andet ville da også være mærkeligt. Jeg sov godt den nat.
Nedtur nr. 7: Onsdag morgen, vækkeuret ringede og jeg stod op. Eller det vil sige, i samme øjeblik jeg åbnede øjnene blev jeg klar over, at krigen med min krop ikke var slut. Vi havde kun haft en kort våbenhvile. Nu straffede min krop mig for alt hvad jeg havde gjort ved den i går. Hver eneste jab, jab cross, hook, uppercut, back kick, round kick, front kick, jump kick og squat skulle nu hævnes. Og fibersprængningen gjorde nu for alvor sit indtog i min dag. Et langt varmt bad var ikke nok til at blødgøre mine muskler. Hele dagen lød jeg som en 90-årig når jeg rejste mig fra stolen, satte mig ned, gik op eller ned af trapper eller bare bevægede mig i det hele taget. Da jeg nåede middag, kunne jeg ikke længere løfte mine arme over skulderhøjde. Alt gjorde ondt, alt var træt og jeg indså hurtigt, at det stram op hold jeg ville have taget den dag, måtte vente til min krop igen havde vænnet sig til træningen.
Torsdag valgte jeg at tage til bodycombat igen og selvom mine arme var så vanvittigt trætte, at det kneb mig at holde dem oppe i korrekt højde, var det alligevel en god følelse af komme af sted igen. Ingen fibersprængninger, mindre prusten (syntes jeg i hvert fald selv) og en voldsom vilje til at sejre over min krop. Jeg kunne mærke, at min krop begyndte at opgive kampen, og da jeg stod op fredag morgen var der slet ikke i nærheden af de samme smerter, som jeg havde oplevet onsdag. Sikke en sejr det var for mig.
Desværre har jeg ikke haft mulighed for at træne i denne uge, men næste uge tager jeg revanche. Jeg frygter at min krop gør det samme. Åh hvad tænkte jeg dog på, hvorfor var det nu lige, at min krop og mit sind mente, at det her ville være sundt for os? Jeg må hellere indkalde dem til et møde, så vi kan få talt ud om dette selvtortur vi har tilmeldt os og endda betaler for.
You must be logged in to post a comment.