Det er altså hårdt at være min krop for tiden., hvilket måske er grunden til, at den ikke er helt tilfreds med mig. I august begyndte jeg jo til træning i Fitness World i Herning. Jeg forsøger at komme af sted to gange om ugen og give den gas som gul flodhest til BodyCombat, men hold nu op det er hårdt. Jeg finder stadig muskler, jeg ikke anede, jeg havde, og der er også dage, hvor energiniveauet bare ikke er til det. De dage springer jeg altså over, for hvis jeg ikke er motiveret og har energien til det, så vil jeg komme til at give en halvhjertet indsats og hade mig selv.
Min mand går sygemeldt herhjemme, og for nyligt var vi i Aarhus, hvor en flink sygeplejerske pænt fik fortalt ham, at han måske burde overveje lidt motion. Hans kolesteroltal var ikke helt fine, og eftersom han har gået sygemeldt siden januar, så har det selvfølgelig haft betydning for hans vægt. Så vi prøver at få gået en tur de aftener, hvor jeg ikke træner, ligesom han også forsøger at indføre sunde spisevaner og faste måltider.
Og bare for at toppe den af, så gik det helt galt i slutningen af august. Min kollegas datter ville have et print af en af de der populære 30 dages udfordringer, så jeg gik på nettet for at finde den til hende. Hun ville have en med maveøvelser, men da vi kom til at kigge på det, opdagede vi, at der jo faktisk er en hel del forskellige 30 dages udfordringer. Vi blev lidt overmodige og fandt 12 forskellige og bestemte os for, at alle på kontoret skulle prøve en. Jeg valgte en med rygøvelser, det samme gjorde to af mine kolleger, den sidste valgte en med maveøvelser. Fordi vi alle er ramt af OCD, blev vi enige om, at vi skulle starte d. 1. september, så det passede med en hel måned.
Den første dag gik godt. Jeg tænkte, at det her skulle jeg nok klar. På andendagen syntes jeg, at specielt en af de fire øvelser begyndte at bide lidt. Men jeg fortsatte ufortrødent. Og min søde mand er faktisk hoppet med på ideen, så vi støtter hinanden herhjemme. På arbejde spørger vi hver dag hinanden, om vi har lavet vores daglige øvelser. Vi tjekker op på om vi følger planen. Nu er vi nået til dag 10 og ganske overraskende, er jeg den eneste på kontoret, der holder planen. Det skal siges, at mine kolleger er den slags fantastiske kvinder, der alle ser ud til at de træner dagligt og helt sikkert er i langt bedre form end mig.
Nu er vi nået til dag 11 og min krop hader mig. Meget. Og selvom det er en rygudfordring, så kan jeg love dig for, at der er mavemuskler og sidemuskler, der skaber sig lige nu. Det er så galt nu, at det gør ondt når jeg griner, jeg kan ikke finde en behagelig liggestilling og jeg måtte opgive de sidste 10 minutters BodyCombat i går, for jeg magtede det simpelthen ikke.
Jeg valgte denne udfordring, fordi den virkede nemmest. Jeg glemte at se, hvordan den ser ud halvvejs, og hvordan slutningen ser ud. Især den der hedder Renegade Rows er vanvittig hårdt, men jeg må sige, jeg var lidt sej, da jeg i går klarede 50 sekunders Superman. Men hvordan pokker jeg nogensinde skal klare 3 minutters Superman og 100 Renegade Rows d. 30. september, det har jeg ingen som helst anelse om. Jeg tror, jeg dør, om ikke andet så fordi det føles som om min krop prøver at slå mig ihjel. Tænk det føles faktisk som om, det er mine ribben der gør ondt. Jeg skulle være startet med skulderudfordringen, der skal man sidde ned til to af øvelserne. Hvad jeg dog ikke udsætter min stakkels krop for. Jeg kan egentlig godt forstå den hader mig, jeg hader også mig selv lidt.
