Det er ved at være tid til “Årets store ædegilde” i min familie også kendt som Thanksgiving. Og jeg ved godt, at Thanksgiving først er den fjerde torsdag i november, men jeg er ikke amerikaner, så jeg tænker godt, jeg må flytte lidt rundt med den, som det passer mig. Og så er torsdag altså bare en elendig dag, at skulle have hele familien samlet. Så vi fastlægger en lørdag i november, så hele familien kan samles.
Normalt starter jeg måneder i forvejen med forberedelser, der skal findes nye opskrifter, der skal forberedes bordkort, indbydelser, menukort, underholdning til børnene osv. I ugerne op til, går jeg i gang med bageriet. Alt hvad der kan bages på forhånd og fryses ned, vil jeg gerne have lavet i god tid, så jeg ikke skal stå med det oveni alt det andet mad der skal laves. Det betyder, at jeg altid har bagt 5-6 forskellige tærter på forhånd og en god stak kuvertbrød, gerne lidt rigeligt af begge dele, så jeg har til en hyggeaften, bare for os to herhjemme.
Jeg plejer også at holde fri onsdag, torsdag og fredag op til Thanksgiving. Onsdag gør jeg rent og vasker alle glas af, torsdag er det store indkøbsdag med min mor og fredag laves alt maden, med undtagelse af kalkunen. Lørdag dækkes bordet og kalkunen fyldes og sættes i ovnen. Bordpynten laver jeg som regel enten torsdag, fredag eller lørdag, afhængig af, hvad jeg har planlagt.
I år har jeg ikke nået at sende indbydelserne ud (hurra for Facebook), der er ingen bordkort, der er ingen menukort og der er ingen underholdning til børnene. Det var planen, at jeg skulle have bagt tærter og kuvertbrød i den forgangne weekend, men jeg nåede kun en enkelt tærte og et æblebrød. Det holder jo ingen steder til 16 mennesker. Men på den anden side, så bliver de ikke forædt.
I og med, at vi i år har lånt min mc-klubs klubhus, behøver jeg ikke holde fri onsdag for at gøre mit eget hus rent. Troede jeg, men når jeg nu kun har nået at lave én tærte og et enkelt brød, så må jeg jo bruge en feriedag ekstra, så der måske kan komme to eller tre tærter på bordet. Det tror jeg, min familie vil værdsætte. Og bordpynten har jeg slet ikke nået at tænke på endnu.
Men midt i alt mit stress, skal der også være plads til lidt spas. Og det startede jeg med allerede i fredags (indsæt ond latter her).
Fredag morgen kørte jeg lillebror Mike på arbejde. Der sad vi i kø midt i Herning, da han pludselig peger på bilen ved siden af og siger: “Det er Jonas, der sidder der.” Jeg kiggede over og så en nydelig, ung mand, spurgte lillebror, hvem Jonas er og fik svaret, at det er en af hans kolleger. Lillebror er netop startet på læreplads ved en IT-virksomhed i Herning, så de kender ikke lillebrors familie så godt endnu. Det er jo en skam, så jeg skyndte mig at rulle vinduet i lillebrors side ned og råbte: “HEJ JONAS, JUHUU, HEJ HEJ, JONAAAAAS!” Lillebror var ved at dø, da Jonas forvirret kiggede til sin venstre side, og så mig sidde og vinke som en tosset, mens lillebror lavede et undskyldende smil og nik til Jonas. Jonas er en flink ung mand, han vinkede fint igen.
Jeg kørte ind og satte lillebror af. Mindede ham om, at vi efter arbejde lige skulle ud og handle ind til min planlagte weekend-Thanksgiving-bageri. Han glædede sig over, at jeg havde glemt min kalkunhat Hr. Ferdinand derhjemme. Jeg ærgrede mig. Jeg plejer altid at have min Hr. Ferdinand på, når jeg handler ind til Thanksgiving. Men…..
Heldigvis var min mand hjemme i fredags og han skulle alligevel en tur ind til Herning efter nogle ting. Så jeg skrev til ham, og bad ham tage Hr. Ferdinand med. Han er en god mand, så han kom ind forbi mit arbejde, vi mødtes ved bagindgangen, røg en smøg sammen og jeg fik Hr. Ferdinand. En kollega så min fine kalkunhat, og var ved at dø af grin. Hun måtte lige have et billede af mig, så jeg måtte posere pænt med Hr. Ferdinand på hovedet og en smøg i hånden.
Nu ville du måske have tænkt, at jeg tog Hr. Ferdinand af, inden jeg gik ind på mit kontor igen, men hvorfor dog det? Næ, Hr. Ferdinand og jeg gik ranke og stolte ind af døren, op på 1. sal og hele vejen ned af kontorgangen til mit kontor i den anden ende af bygningen. Vores kontorer har glasvægge ud til gangen, så alle kollegerne kunne se mig og flere tabte vist fuldstændig tråden i de telefonsamtaler, de var i gang med. Chefens sekretær kaldte mig tilbage, så hun kunne se mig en gang til, bare for at se, om det nu var rigtigt, at jeg gik rundt med en kalkun på hovedet. Man skulle tro, folk aldrig har set en kalkunhat før.
Hr. Ferdinand fik plads på min reol resten af arbejdsdagen.
Efter arbejde kørte jeg ned til Føtex, gik hen til indgangen og skrev til lillebror, at jeg ventede på ham der. Han arbejder i bygningen overfor, så jeg kunne holde øje med, hvornår han kom ud på parkeringspladsen. Han så også mig og vinkede. Jeg vinkede tilbage og så tog jeg Hr. Ferdinand på igen. Lillebror vendte om med det samme og begyndte at gå tilbage mod sin arbejdsplads. Og ca. samtidig fik jeg en besked på telefonen. Der stod kun tre ord. “Tag den af!” Niks lillebror. Han begyndte at gå tilbage mod mig, han var jo ligesom afhængig af, at jeg ville køre ham hjem. Da han var halvvejs begyndte jeg at råbe: “HEJ LILLEBROR, DET ER MIN LILLEBROR”, mens jeg pegede på ham. En familie, mor, far og to børn, kom gående forbi mig samtidig. De kiggede noget og især børnene kiggede på en gang vantro og grinende på mig, knægten endte med at gå baglæns for at holde øje med mig, mens han fulgte efter sine forældre. Jo tættere på lillebror kom, jo mere råbte jeg og vinkede og fortalte alle forbipasserende, at det var min lillebror, der kom gående der. Lillebror så ikke glad ud, han mente jeg var pinlig, han rystede på hovedet og prøvede at fortælle samme forbipasserende, at han slet ikke kender mig. Jo du gør, lillebror.
Hvis du aldrig har prøvet at have en kalkunhat på, mens du gik gennem en gågade, så kan jeg anbefale det. Sådan en stresset eftermiddag, får folk et smil på læben og et stille grin, når de ser en tosset kvinde gå rundt i gaden med en kalkunhat, mens hun råber: “GOBBLE GOBBLE GOBBLE”. Men pas på i butikkerne, folk der står og kigger på varer, er meget lidt opmærksomme på deres omgivelser, så de får et mindre chok, når man pludselig står bag dem og siger gobble gobble gobble. Forrige år var jeg ved at skabe en mindre arbejdsulykke, da jeg råbte gobble gobble gobble ved siden af en Bilka-medarbejder, der stod på en stige. Undskyld.
Desværre er min bil for lav, til at jeg kan have Hr. Ferdinand på, mens jeg kører bil. Eller måske er det heldigt nok, for jeg ikke sikker på, at trafiksikkerheden øges, hvis folk ser en kvinde køre rundt med en kalkunhat på hovedet i en smølfeblå bil.
Nogle ville måske synes, min opførsel er vildt pinlig. Andre vil endda påstå, at jeg burde have mit hoved undersøgt (been there, done that, nothing to see here). Mange ville måske slet ikke kunne slippe den voksne alvorlige facade, og lade den vanvittige side stikke hovedet frem, men tænk hvor mange mennesker, du kunne glæde ved at tage en tosset hat på. Oh well, livet er for kort, til at være kedelig, så på torsdag tager jeg Hr. Ferdinand på igen, og så drøner mor og jeg i Bilka på den helt store indkøbstur. Hvis du læser dette og ser en tosset dame i Bilka torsdag formiddag, så er det helt okay at grine af mig. Du må også gerne hilse, vinke eller gobble til mig. Hvis din dag bliver lidt bedre, af at grine af en tosset kvinde i kalkunhat, så har min pinlige opførsel været det hele værd.