Julekalender af toiletrullerør

Selvom jeg nu er 32 år, så elsker jeg stadig julens magi. Og noget af det jeg elsker mest, er julekalendere. Både de spiselige og dem, hvor man åbner en låge og så ændrer det samlede motiv sig. Vi er kun lige i starten af november og jeg har allerede købt de første tre julekalendere. En til hver af ungerne og en til mig. Jeg kunne ikke gøre for det, de var så flotte, så jeg måtte bare have en selv også.

Julen er så stor en ting i min verden, at jeg allerede i oktober begynder, at mærke stemningen komme over mig. Samtidig er jeg den første til at skælde ud, når butikkerne begynder at pynte op allerede midt i oktober. Det er altså for tidligt, synes jeg. I år har jeg haft brug for lidt ekstra julestemning, så jeg har haft juleradioen til at køre, når jeg har siddet på kontoret. Det har gjort mig i super humør og har også betydet, at mine kolleger har fået en julesang med på vejen, når jeg har snakket i telefon med dem. Særligt to gode kolleger, Finn og Diana, har måttet lægge øre til en del julesang fra min side af. Eller juleskrål, som Finn kalder det. Han påstår, at mine sangtalenter er mangelfulde. Jeg siger bare, det kan da godt være, at jeg ikke synger godt, men til gengæld synger jeg højt og entusiastisk. Diana synes det er fantastisk når jeg ringer og synger, hun siger Finn får sådan et sjovt ansigtsudtryk. Nogle gange lægger han på, på andre gange skynder han sig at sige, at jeg ikke må synge og på et tidspunkt forsøgte han at få nedlagt telefonlinjen mellem os. Jeg tror ikke, han værdsætter mig.

Finn er ikke stor fan af julen, og jeg har nu forsøgt at omvende ham i et par år. Da han havde 25 års jubilæum, lavede jeg en bunke julepynt med Arsenal på. Jeg købte et lille juletræ i potte, lavede guirlander, julehjerter og kræmmerhuse med Arsenal og fyldte hjerter og kræmmerhuse med pebernødder. Og så bandt jeg en flok skinnende og flotte marcipanbrød på træet i flotte bånd. Det er det flotteste Arsenal juletræ, jeg nogensinde har set (og det eneste) og selv Finn blev så begejstret, at han mente det skulle være familiens juletræ det år. Hans kone og børn var vist ikke enige.

Da nu Finn og Diana har måttet lægge øre til en del julesang, synes jeg det er på sin plads, at jeg forkæler dem lidt. Samtidig er de bare nogle super gode kolleger, så de fortjener lidt julekærlighed. Og derfor har jeg lavet en juletræskalender til dem. Som den observante læser vil opdage, er der ikke 24 numre på kalenderne, jeg har valgt at lave ligeså mange numre, som der er arbejdsdage fra d. 1. december og til d. 23. december, hvor vi går på juleferie. Så er der lidt at glæde sig over hver dag, når de møder ind. Og måske vil Finn få et mindre anstrengt forhold til julen.

1

Til denne flotte julekalender skal du bruge toiletrullerør, maling, silkepapir, numrene 1-24, slik, små julekugler og limpistol. Jeg elsker min limpistol. Det er år siden jeg købte den, men jeg har aldrig brugt den før. Nu har jeg brugt den så meget, at jeg skal ud og købe mere lim. Fantastisk opfindelse.

2

Start med at skære nogle cirkler grønt silkepapir. Lys- eller mørkgrøn, det bestemmer du selv. Jeg brugte en kageudstikker og fandt en størrelse, der var lidt større end diameteren på toiletrullerørene. Du skal bruge dobbelt så mange cirkler som du har toiletrullerør. Jeg skar også fire sorte der skulle bruges til de rør, der blev kalenderens fod.

3

Kom lim på kanten af papiret. Den her limstift har jeg fundet i Bilka og den er fantastisk. Den har en spids i den ene ende og en flad svamp i den anden ende. Den kan bruges til næsten alt.

4

Luk den ene ende på alle toiletrullerørene med et stykke silkepapir. Men kun den ene ende. Og pas på, silkepapir er lidt skrøbelig, når det er vådt af lim.

5

Når limen er tør, vender du rørene og kommer slik ned i dem. Finn elsker marcipanbrød, så selvfølgelig skal han have en kalender fyldt med marcipanbrød. Dianas var lidt sværere at fylde, hun er på en af de der “low fat high carb” kure. Eller er det omvendt?

6

Luk nu den anden ende med silkepapir og lad det tørre. Når det er tørt, kan du sætte numrene på enderne.

7

Find et stykke pap og skær det til, så det passer med bunden af kalenderen. Min bund er fem rør lang, så det målte jeg ud og skar.

8

Brug din limpistol, læg nogle gode fede streger lim på pappet og læg så dine rør på. Husk at tjekke, at numrene ikke vender på hovedet. Eller vend dem på hovedet, det er bare en ekstra udfordring. Det bestemmer du selv.

9

Læg evt. en stribe lim mellem rørene også, så de ikke løber fra hinanden.

10

Byg dit juletræ op én række af gangen, mens du skyder løs med limpistolen. Min skulle kun bruge 17 numre, så jeg brugte 15 rør til juletræet og de to sidste til juletræets fod.

11

Mens juletræet tørrer, kan du jo finde dine brunkageudstikkere frem. Tag en stjerne og et stykke pap eller karton og tegn en stjerne eller to.

12

Et juletræ uden stjerne på toppen er jo ikke et rigtigt juletræ. Nu er mulighederne endeløse for dig her. Du kan male den med guldmaling, som jeg gjorde med den her, eller du kan komme godt med lim på og drysse den med gulglimmer, som jeg gjorde ved den anden stjerne.

13

Når juletræet er tørt, kan du begynde at male siderne. Find en mørkgrøn maling frem og sving penslen. Husk også at male papstykket, du brugte som bund.

14

Jeg brugte også en udstikker til at lave et stjerneskud til Dianas juletræ. Den fik guldmaling først, men efterfølgende gav jeg den en god omgang lim og dryssede guldglimmer på. Den blev så fin.

15

De to rør til træstamme fik også en omgang guldmaling. Du kan selvfølgelig også bruge brun maling, men jeg var i guldhumør (og havde ingen brun maling). Jeg kom frem til, at to rør ved siden af hinanden som fod, ville gøre træet ustabilt. Så jeg malede et tomt rør, der skal stå bag ved de to andre og hjælpe med at stabilisere juletræet.

16

Når de tre rør til foden er tørre, limer du dem sammen, så de står i en trekant.

17

Når malingen på juletræet er tørt, lægger du den ned og begynder at lime kugler på.

18

Og når det kommer til juletræspynt, så handler det om at fylde på. En af mine skønneste julebarndomsminder handler om juletræspyntning. Min far, min lillebror og jeg i fuld gang med at pynte juletræet, mens min mor sad i køkkenet og skældte ud over, at vi overpyntede juletræet. Jo mere jo bedre. Sæt dine julekugler fast ind i hullerne mellem rørene, hvor du kan og resten limer du fast på siden eller direkte på fronten.

19

Så er juletræet næsten klar. Stjernen limede jeg fast på toppen ved hjælp af en god klat fra limpistolen. Som den da skinner og ser fin ud. Jeg lagde træet ned, kom godt med lim på pladen i et område, der passede ca. med foden, eller juletræsstammen, og satte derefter forsigtigt juletræet på plads på stammen.

20

Så er dit juletræ klart, kære Finn. Fyldt med guf og lækkerier. Jeg limede nogle få kugler på under træet til sidst, så de fint kunne hænge ned fra træet.

21

Diana’s juletræ fik stjerneskuddet på toppen. De blev så fine. Til sidst foldede jeg fire æsker, kom lidt guf i dem og pakkede dem pænt ind. Juletræer skal jo have julegaver under sig. På kortene skrev jeg:

I tilfælde af sukkermangel

I tilfælde af for meget julesang

I tilfælde af for lang dag

I tilfælde af ”bare fordi”

Og så lavede jeg et fint julekort til dem hver, med et lille juledigt og en hilsen fra mig. Jeg håber, de bliver glade for deres juletræskalendere.