Vores lille ny, Tayson, har nu boet sammen med os i 7 uger og hold da op tiden går stærkt. Jeg kan godt mærke, at jeg har glemt alle frustrationerne ved at have hvalp, fra sidst jeg havde sådan en, men det er også 10 år siden nu.
Første gang vi så Tayson, var kun få øjeblikke efter han var blevet født. Han kunne på det tidspunkt ligge i min ene hånd, han kunne hverken se eller høre og alt afføring kom ud i samme øjeblik det kom ind. Hvor var han lille og sød og dejlig. Okay, jeg har ærligt talt ingen anelse om, om det var ham eller en af hans syv søskende jeg havde i hånden, men pyt nu være med det, små var de i hvert fald.
Vi besøgte kennelen en gang om ugen de første par uger, indtil de alle begyndte at kunne se og høre. Det blev rigtig sjovt, da de også begyndte at få styr på de der fire små klumper under dem og kunne begynde at løbe omkring.
Allerede da de var fire uger gamle, fik vi øje på Tayson. Hans syv søskende fes rundt ivrige og forstyrrede, da vi var på besøg, men lille tykke Tayson travede hen til min mand og lagde sig til at sove op af ham. For hvert besøg forelskede vi os mere og mere i Tayson, eller ”Orange” som han hed på det tidspunkt pga. hans halsbånd.
Orange var langt den største i kuldet, men alligevel var hans bedste legekammerat tydeligvis den mindste i kuldet, ”Lille Gule”, som vi kaldte hende. Lille Gule var frygtløs, legesyg, fyldt med gåpåmod og ikke spor bange for at provokere, bide i, hoppe på, kravle hen over den største af sine søskende, Orange. Og Orange fandt sig i hende, lod hende kravle rundt, legede med hende og opførte sig i det hele taget som en rigtig eksemplarisk bror, der passer på sin lillesøster. Jeg forelskede mig også lidt i Lille Gule, men nu havde vi jo bestemt os for, at det skulle være en han. Vi besøgte kennelen et par gange hver uge, så vi kunne følge udviklingen og knytte bånd til Orange.
Her er Tayson 7,5 uger gammel. Jeg forsøgte at tage nogle billeder af ham, men nu var Tayson begyndt at blive en vældig nysgerrig lille hvalp. ”Hey, det du sidder med der, ser faktisk ret spændende ud, må jeg være med?” Ungerne synes han ligner en lille gris på billedet, fordi hans snude rynker så meget. Så lille og blød han var.
Senere under besøget fik han lagt sig ned og jeg fik taget et billede uden at han opdagede hvad jeg lavede. Tayson kan godt lide at flyde ud, hvilket var okay, da han var mindre. Nu er han 15 uger, ret stor og fylder det mest af køkkengulvet.
Så blev Tayson 8 uger gammel og vi kunne tage ham med hjem. Igen havde jeg lykkeligt glemt, den sorg sådan en lille størrelse oplever og udtrykker, når man sætter ham ud i bilen, tager ham væk fra sin mor og søskende og hjem og bortfører ham til et helt nyt sted. Der var mange gange på vej hjem, hvor jeg var ved at tude sammen med ham. Desperat forsøgte jeg at trøste ham, talte opmuntrende til ham, klappede ham og nussede ham og lige lidt hjalp det.
Hjem kom vi og vi fik ham introduceret til hans kurv, hans domæne og tilbragte de første timer på gulvet sammen med ham. Ind i mellem satte han sig op, lagde hovedet tilbage om kom med sit bedste ”8 uger gammel” ulvehyl. Man kunne høre sorgen i hans hyl. Mit hjerte blødte mange gange de første to dage, når han satte sig op og lagde hovedet tilbage i et hyl. Men efter et par dage, begyndte det at gå bedre og han begyndte at finde sig til rette i sit nye hjem.
Vi havde nogle små uheld ind i mellem, men ofte var det jo fordi, vi mennesker glemte at lægge mærke til ham og ikke opdagede, at han prøvede at sige, han gerne ville ud. Det kunne vi jo ikke bebrejde ham. Heldigvis sov han igennem efter kun to nætter, det var skønt.
Vi begyndte så småt at udforske nærområdet den første uge og gik blandt andet en lille tur ned til mine svigerforældre med ham. De har en stor, ældre schæfer, Samson, der egentlig er vant til lidt af hvert, da han er værtshus hund. Samson er dog ikke så begejstret for ivrige små hvalpe, der vil lege konstant. Det er han for gammel til. Da vi nærmede os svigerforældrenes værtshus, kunne vi se Samson ligge i gårdspladsen og holde øje med os. Tayson fik også øje på ham, og det første denne lille 8 uger gamle hvalp gjorde var, at gå hen til schæferen og knurre af ham. Det ville Samson alligevel ikke have siddende på sig, så han rejste sig og knurrede tilbage. Lille Tayson opdagede pludselig, hvor lille han egentlig var, men der gik kun få minutter, så havde han glemt alt om det og forsøgte ihærdigt at få Samson med på lidt leg. Samson er også en lettere jaloux hund, så han bryder sig ikke om, at menneskene i hans flok viser andre hunde opmærksomhed. Og nu var der pludselig lidt for mange mennesker, der glemte at klø ham og i stedet snakkede med det irriterende lille bidende, bjæffende og forstyrrede kræ. Samson var ikke tilfreds. Efter i et par uger at have knurret af Tayson, fik Samson en dag nok og Tayson fik en lille skramme over det ene øje. Han har siden dæmpet sin entusiasme en anelse, Samson knurrer stadig, men jeg tror de to begynder at finde en form for våbenhvile.
Se lige den lille skønne klump. Her er han 9 uger gammel og netop begyndt på hundetræning. Det var en meget stor oplevelse at komme ud til en masse andre forskellige hunde, når man nu kun har mødt andre rottweilere og en enkelt schæfer. Men Tayson tog det i stiv arm og syntes bare det var fantastisk at møde nye legekammerater. Og han fandt ret hurtigt ud af, at ham der træner-fidussen, han var helt okay. Han havde godbider og ros og hænder der kunne klappe ham. Tayson elsker alle mennesker, der har hænder, der kan klappe ham. Verden er bare et stort herligt sted fyldt med kærlighed til ham, hvis du spørger ham.
Tayson er generelt en rigtig glad hvalp, der elsker alle mennesker og gerne vil møde alle hunde. Til hundetræning har vi nu mødt flere forskellige hunde, der ifølge deres ejere, ikke kan med andre hunde, men alle kan med Tayson. Sjovt nok er det de samme mennesker, der bekymret konstaterer, at når nu han er rottweiler, så skal man sandelig træne ham grundigt og være konsekvent. Jeg bliver lidt småfornærmet hver gang, for hvorfor er det lige nøjagtig ham, der skal være et problem, når nu det er deres hunde, der ikke kan med andre? Ja, jeg har da også hørt om rottweilere, der har bidt, men selv er jeg aldrig blevet bidt af en stor hund. Derimod har jeg oplevet både selv og flere omkring mig blive bidt af de små skødehunde, den størrelse, som folk behandler som små babyer og derfor ikke tror behøver opdragelse. Og så bliver jeg også lidt fornærmet, når folk gør mig opmærksom på, at Tayson skal trænes, for det er jo ligesom det jeg er i gang med. Og jeg har jo ikke valgt min hund tilfældigt, jeg har da sat mig ind i racen først og er blevet vejledt grundigt af kennelen. Og selvfølgelig skal han trænes, han bliver jo stor og stærk, jeg skal ikke risikere at miste en arm på en gåtur. Altså.
Tayson er her 13 uger og vi har opgivet at lære ham, ikke at være i køkkenet. Det var alt for hårdt for ham, ikke at kunne se os, han begyndte at kravle ind i køkkenet, listede sig ind, vi kunne ikke holde ham ude af køkkenet. Så nu får han lov at være der og vi lærer så i mellem tiden at kigge bag os inden vi bevæger os rundt. Tayson har her opdaget, at hans menneskefar er ved at skære et stykke bacon i tern. Det var hårdt at sidde og nedstirre Claus helt uden at få noget ud af det
Det var faktisk så slemt, at han på et tidspunkt nærmest faldt om af sult. Du kan faktisk se, hvordan han næsten er døden nær. Stakkels lille udsultede hundehvalp. Når han sådan ligger på langs i køkkenet, så er det altså med at holde øje med ham, for ellers kan der ske ulykker i køkkenet. Noget jeg som regel fint klarer selv med knive, sakse, mandolinjern osv. Men det kan selvfølgelig være, at det er en taktik, Tayson har udtænkt. ”Hvis jeg nu ligger her, helt stille, så falder de måske over mig og taber noget lækkert.” Man kan jo altid håbe.
Tayson vejede 16 kg. da han var 12 uger gammel. Ikke at han lod sig mærke med det, i Taysons hoved er han stadig kun en lille klump, der kan ligge i skødet på sin menneskemor. Han vejer nu omkring 20 kg. har fået blandet tørkost og rå hestekød de sidste tre uger og er ved at være en stærk lille hvalp. Men han er stadig kun en lille baby, der kan ligge i mit skød. Han prøver i hvert fald. Han er også stadig meget interesseret i de der telefoner, vi ind i mellem sidder med, og når han synes, vi har siddet for længe med dem, sætter han sig foran og begynder at pive. Det betyder noget i retning af ”Læg det der skidt væk og kom herned og leg med mig. Eller kom i hvert fald herned, så jeg kan kravle rundt på dig og bøfle rundt med dig, mens jeg leger med mit legetøj.” Han er nu også så stor, at han selv kan komme op i sofaen. Egentlig var det ikke meningen, han skulle have lov til det, men så blev jeg så voldsomt syg med lungebetændelse og Claus havde nogle trælse dage, så han fik lov. Ja vi er svage, og vi elsker vores hund, men han er dog ikke i sengen. Endnu. Mens jeg lå syg herhjemme, forsøgte jeg at udføre lidt arbejde, tjekke min mail, få ryddet lidt op undervejs. Hvilket viste sig at være meget fornuftigt, når nu jeg skulle være bundet til mit hus i 4 uger. Tayson viste sig, at være en fantastisk god hjælp. Han hjalp mig flere gange med at skrive mails, det skal vi dog øve lidt mere. Hans meget store poter ramte alt for mange taster på én gang, så det var nogle sjove tekster han fik skrevet. Når han så syntes, jeg havde arbejdet nok, begyndte han at gnave i hjørnet af skærmen. Så var det på tide, at lægge computeren væk og lade ham klatre op i skødet af mig igen.
Tayson er her 14 uger gammel. Han har altså ikke gjort noget slemt, han har ikke fået skæld ud, han sidder bare lige og nyder den friske luft. Og så begyndte han at sende mig dette bedårende ansigt, da jeg spurgte, om ikke vi skulle ind igen. Hvordan kan man andet end elske det ansigt?
Da Tayson var omkring 12-13 uger opdagede vi, at han pludselig var blevet så stor, at han nu kunne nå sofabordet. Man synes lige, han var en lille klump og pludselig er han langbenet og kan nå sofabordet. Hvad sker der lige, jeg synes han vokser alt for hurtigt.
Heldigvis har han været en helt fantastisk lille hvalp indtil videre. Han bider ikke i sko, han bider ikke i dørkarme eller døre eller lister, der er et lille hjørne på et gulvtæppe i forgangen, han har haft det sjovt med, men det er også det eneste. Det er da småting.
Hundetræningen fortsætter vi troligt hver uge og d. 23. december skal han til hundesvømning for første gang. Desværre har vi ikke været for gode til at træne ham i at være i andre hjem, men det må vi få rettet op på. Han var med hjemme ved min mor for første gang i sidste uge, og man skulle tro han havde fået et kæmpe skud koffein først. Han tonsede rundt som en idiot, sprang op i hendes sofa (hvor han absolut ikke må være), gøede og teede sig som en åndsvag. Det må vi få rettet op på.
Tayson er nu 15,5 uger gammel, vejer omkring 20 kg. og har netop opdaget, at han selv kan nå op til køkkenbordet, når vi forbereder hans aftensmad. Så nu træner vi meget kraftigt noget der hedder tålmodighed og selvkontrol. To ting Tayson egentlig besidder i de fleste tilfælde, bare ikke når det gælder hans aftensmad, for det er der, han får rå kød i tørkosten. Pludselig opfører han sig som en cirkushund, laver piruetter, står på bagbenene og er lige ved at slå baglæns saltomotaler, for at få maden hurtigst muligt.
I dag har han så oplevet noget helt nyt. Et juletræ i stuen. Jeg var godt klar over, at det kunne give problemer, så vi har derfor valgt, ikke at sætte lyskæde på, ikke at komme lametta på og ikke at pynte de nederste grene. Tayson synes, de mange grannåle på gulvet ser lækre ud, og forsøger at spise dem. Det er selvfølgelig ikke den værste ide, set fra mit synspunkt, for så slipper jeg for at støvsuge konstant og samtidig får min hund en lækker juleånde, men de kan da ikke være behagelige at skulle have ud igen. Det er nu ikke noget, der bekymrer Tayson voldsomt, han æder både jord, sten, træ, kviste, plastic, cigaretskodder, gennemgnasket tyggegummi og hvad han ellers kan få fat i, hvis ikke vi hiver det ud af munden på ham.
Det var ikke super nemt, at pynte træet. Tayson er en meget opmærksom hund, der gerne følger sine menneskeforældre i røven konstant, så det blev pludselig meget besværligt at pynte træet, når jeg konstant var ved at falde over en vovse. Samtidig syntes han, at de mange fine ”bolde” jeg hang på træet, så rigtig spændende ud. Så der skulle da smages lidt på dem. Måske ikke den fedeste ide, så jeg måtte have dem lidt højere op på grenene. Han kunne nå dem, som jeg troede var uden for hans rækkevidde. Hvornår pokker blev han så stor?
Da først træet var pyntet og det meste hængt uden for hans rækkevidde, troede jeg, at vi kunne få lidt ro. Men så opdagede han tæppet under juletræet. Det fine tæppe, med filtfigurer limet på. Af en eller anden grund synes Tayson ikke, at filtfigurerne sidder helt rigtigt, så han forsøger at hive dem af. Når jeg stopper ham i det, så forsøger han at grave dem af. Det må man heller ikke, så forsøger han at trække i tæppet. Pænt dårlig ide med juletræet stående på det. Så bjæffer han lidt af det hele, fiser ind under juletræet i den ene side og ud i den anden, hvilket får mig til at panikke ved tanken om, at han faktisk er stor nok til at vælte juletræet. Tayson synes tydeligvis, at ”hans nye legetøj” er skide skægt, især fordi det får mig til at jagte ham og hoppe sjovt i sofaen, hver gang han finder på noget nyt med det. Det bliver nogle meget lange juledage, indtil træet skal ud igen, og jeg er da allerede nu helt spændt på at se, hvordan han reagerer, når der fyldes op med gaver under træet. Puhh, jeg bliver allerede helt træt.
Men vi elsker nu vores lille skødehund Tayson. Så vi glæder os til at se, hvad han ellers kan finde på de næste mange uger, måneder og år.