Minidrivhus

Foråret er i luften og de første spæde spirer er begyndt at komme frem. Det er tid at kigge på køkkenhaven og i de sidste par uger har spirekasserne stået i mit vindue. Min basilikum, tomatplanter og chiliplanter er fint på vej og i et anfald af ”lad os se om det virker” plantede min mand også et par frø fra en honningmelon. Og det hele spirer flot og voldsomt og så meget, at de nu ikke længere kan være i spirekasserne. Men de har stadig behov for drivhus-effekten af en spirekasse, de er ikke klar til at komme ud i verden endnu.

Jeg faldt over denne grund-ide på nettet og byggede så videre på den. Disse minidrivhuse kan bruges til den videre spiring inden for, og til vinter kan jeg plante persille, basilikum, purløg og andet i dem og lade dem stå i mit køkken, uden drivhus-toppen på.

1

Til disse minidrivhuse skal du bruge pantflasker i 1½ liters størrelsen. Jeg tog et par ½ liters også, for dem havde jeg alligevel liggende. Du skal også bruge en skarp kniv, store øjne, limpistol, tavlelak og pensler.

2

Start med forsigtigt at skære flasken over på midten. Jeg fandt en rille i flasken, som passede med ca. midten, så den brugte jeg til at skære efter. Vask flasken for sodavandsrester, så det ikke lugter.

3

Tayson er ikke vant til, at jeg sidder ved spisebordet, hvis ikke der er mad involveret, så han forsøger lige her at finde ud af, hvad jeg har gang i. Efter et stykke tid gav han op og lagde sig under stolen, hvilket fik mig til næsten at vælte over ham, da jeg senere ville rejse mig, for jeg havde ikke opdaget, han havde lagt sig der. De mange glæder ved at have hund.

4

Varm limen op, tag to øjne og skruelåget frem.

5

Brug skruelåget som næse og øjnene som….. ja som øjne selvfølgelig. Det gav da super god mening, det der, flot sætningskonstruktion Louise. Lim dem fast på flaskens nederste del, altså bund-delen, hold da op hvor det kører for mig.

6

Lidt lim, lidt øjne og vupti, så stod der 5 store og 2 små ansigter og kiggede på mig.

7

Tag lidt tape og lav en firkantet ramme på flaskens øverste del. Brug din tavlelak og mal inde i firkanten, så du får et skrivefelt. Giv det 3-4 lag og lad det tørre mellem hvert lag.

8

Når lakken er helt tør piller du forsigtigt tapen af, og så har du et fint, firkantet skrivefelt i tavlelak.

9

Kom lidt leca-sten i bunden af flaskerne, så der er dræn til vandet. Kom derefter godt med muld i flasken.

10

Sæt spirerne over i flaskerne og skriv evt. på tavlefeltet, hvad der er i de forskellige minidrivhuse.

11

Nu har vores små ansigter også fået hår. Hvor er de søde at se på og min basilikum vil klare sig rigtig godt herinde de næste par uger, indtil det er klar til at komme ud.

12

I det ene vindue satte jeg en familie af tomatplanter. De er bestemt ikke klar endnu, men i de fine minidrivhuse skal de nok vokse sig store og stærke.

13

I et andet vindue står to store ansigter med basilikumhår. De er faktisk helt søde. Jeg brugte grillspyd i træ til at holde toppen på plads, ellers falder den for nemt af.

Nu kan mine spirer stå inden for lidt længere og vente på ordentligt sommervejr, mens de bliver større og stærkere. Gad vide om jeg skulle give mine nye venner navne?