Taysons dag i zoo

Da vi bor ganske tæt ved Jyllands Park Zoo, har vi i år valgt at købe årskort dertil. Egentlig er mine papbørn nok blevet så store nu, at de ikke synes det er helt ligeså spændende som Djurs Sommerland, men vi har jo en lille vovse, der skal trænes, socialiseres og nogle gange bare skal køres træt. Og der findes ikke bedre sted til det, end Jyllands Park Zoo, hvor der er masser af lyde, mennesker, dufte og andre dyr at opleve.

Tayson er nu tæt på 9 måneder og er stadig en lille glad hvalp på 43 kg. og vi gør hvad vi kan for at socialisere ham og udsætte ham for en masse forskellige miljøer, så han forhåbentligt vænner sig til det. Tayson møder ikke for mange små børn, så samtidig skal han lære at være bedre til at håndtere min lille nevø Anakin på 2 år. Anakin er såmænd ganske vant til hunde, men han er ikke lige vant til at en stor rotte-hund, der bare gerne vil lege og kysse ham hele tiden, så de har ind i mellem et lidt anstrengt forhold til hinanden. Vi tænkte derfor, at en tur i zoo, hvor de kan være sammen og samtidig har fokus på andet end hinanden, ville være alle tiders ide. Og det var en oplevelse for os alle.

IMG_6990

Anakin er særligt begejstret for det lille tog, man kan få en tur rundt med i zoo. Så noget af det første han og hans mor gjorde, var at tage en tur rundt med toget, mens vi brugte lidt tid på at få Tayson til at falde lidt til ro. Han var helt kørt op over alle de ting han ville se på, dufte til og smage på.
Efter Anakins tur rundt med toget, blev vi pænt stående og kiggede på, at det kørte igen. Faktisk stoppede Anakin fuldstændigt op, hver gang toget nærmede sig. Tayson var kun nysgerrig første gang, så havde han ligesom fundet ud af, hvor den larm kom fra og så var den ikke spændende længere. Men det så nu sødt ud, at de begge stod på præcis samme måde og lænede sig frem for at se toget komme kørende.

IMG_6977

De første dyr, Tayson kiggede til i dag var pingvinerne. Det er så hyggeligt at have ham med rundt i zoo, men til tider bliver jeg i tvivl om, hvem det er der kigger på hvem. Her er det i hvert fald helt sikkert, at pingvinen var mindst ligeså interesseret i Tayson, som han var i dem.

IMG_6994

Min nevø var i dagens anledning helt vildt begejstret for sten. Både store og små. Denne sten mente han helt bestemt, at han skulle flytte lidt, men efter både at have forsøgt at løfte på den og skubbe til den, måtte han give op.

IMG_6995

Af en eller anden grund er Tayson ganske begejstret for æslerne. Faktisk så meget, at han gerne slikker lidt på dem, hvis han kan komme til det. Første gang jeg så ham gøre det, blev jeg lidt bekymret, især fordi en del af Taysons kost er rå hestefars. Men hver gang han ser dem, prøver han bare at nusse med dem og kysse lidt på dem. Og de virker ikke til at have det fjerneste imod det, faktisk kommer de selv hen til ham.

IMG_6998

Det var nu sødt at se de to blive enige om, at æslerne faktisk var meget søde. Jeg er dog ikke sikker på, om det er helt samme tanker de to har om æslerne.

IMG_7002

Se, det er da kærlighed. Jeg ved ikke, om han er ved at hviske noget til æslet, men den så umiddelbart ikke ud til, at have noget imod hans kærlige nys.

IMG_7011

Anakin havde fundet de næste mange sten at lege med og begyndte at samle småsten op på jorden, som han derefter stablede på de store sten omkring bedene. Derefter tog han en omgang hvor han skiftevis sparkede til dem, som rigtige mænd nu sparker til dæk, og derefter stampede på dem, som for at sikre sig, at alle stenene stod ordentligt fast.

IMG_7019

En sikker succes er besøget ved de små desmerdyr. Jeg tror i hvert fald det er desmerdyr. Da vi kom hen til indhegningen, var der kun en enkelt ude af hulerne, men med det samme den så Tayson, lavede den en lyd og straks vrimlede det ud med desmerdyr.

IMG_7022

Det sjove er, at når vi går videre rundt om indhegningen med Tayson, så følger de alle efter i samlet flok. Flere af dem forsøgte at komme helt ud til ham gennem glasset, de ignorerede endda tråden med stød i, for at komme nær ham.

IMG_7023

Endelig så det ud til, at Anakin forstod fordelen af at have Tayson med i zoo. Nu kom alle de søde små dyr jo også frem for at sige hej til ham.

IMG_7026

Vi syntes, vi var klar til at gå videre, men det syntes Tayson ikke, så da han kom forbi en bænk, sprang han straks op på den, så han rigtig kunne kigge ind til de små dyr. Og straks stod de klar igen og kiggede længselsfuldt efter ham. Der er et eller andet særligt mellem desmerdyrene og Tayson, for det her sker hver gang, men hvad det er de ser i hinanden, ved jeg ikke.

IMG_7027

Tayson er nu så vant til at komme i zoo, at han ved der er dyr i hver indhegning. Han hopper automatisk op ved alle indhegninger, for at se, hvad der er derinde. Han var særligt skuffet over indhegningen med yakokserne i dag, de havde nemlig gemt sig i stalden. Han sprang op af indhegningen for hver meter, for at se om ikke de snart kom ud til ham. Her er det dog nogle sumpskildpadder, han prøver at få øje på.

IMG_7030

Anakin fandt det mindst lige så underholdende, at Tayson også ville se på dyrene, som rent faktisk at kigge på dyr. Der skal ikke så meget til at underholde ham.

IMG_7040

Ved løveburet oplevede vi en smule spændinger. Løverne har fået unger, og de er nu på størrelse med Tayson. Særligt den lille her, syntes vist Tayson så ganske spændende ud, den kunne slet ikke få øjnene fra ham.

IMG_7041

Det brød løvefar og løvemor sig åbenbart ikke om, de begyndte at lave faretruende rumlende lyde. Tayson reagerede først ved at blive lidt bange, hvorefter han forsøgte at gø sig ud af situationen. Vi valgte at gå videre, bare sådan for at undgå, at han kom ud i en større diskussion med løveparret. Løvemor gik længere og holdt øje med ham, hun skulle lige sikre sig, at han forsvandt væk fra hendes unger, tror jeg.

IMG_7044

Anakin er et nysgerrigt barn, han var klar til at kigge ind bag kulisserne i zoo. Og når nu mor ikke ville lade ham åbne lågen, så må man jo kigge ind gennem sprækken.

IMG_7048

Det var også ca. her Tayson fik øje på de to store papegøjer Jocko og Rocky, der bevæger sig forholdsvist frit rundt i zoo. De fik bestemt også øje på ham.

IMG_7049

Jeg er ikke helt sikker på, om de var helt ligeså begejstrerede for ham, som han var for dem. De begyndte i hvert fald at lyde som nogle, der kunne tænke sig at skælde ud, måske endda bide lidt i ham, så vi valgte igen at gå lidt videre.

IMG_7060

Tayson så faktisk ud til at blive lidt skuffet over surikattene. De var ikke helt lige så spændende som desmerdyrene og de var egentlig også forholdsvis ligeglade med ham. De lavede lidt flere lyde og rendte lidt mere rundt, men han tabte hurtigt interessen for dem.

IMG_7067

Her er mødet, vi havde glædet os til. Første gang vi havde Tayson med i zoo, var der øjeblikkeligt en tiltrækning mellem ham og den ene af dingoerne. Første gang de to mødte hinanden oplevede vi dingoen begynde at pive og forsøge at grave sig ud til Tayson, ligesom han forsøgte at kravle under hegnet for at komme tæt på. De to har delt mange snus til hinanden og et enkelt lille kys. Jeg ved ikke, om de fornemmer, at de måske lidt langt ude er i familie, men der er i hvert fald en tiltrækning der. De kan finde på at løbe frem og tilbage langs hegnet på hver sin side, som om de vil lege med hinanden, de piver til hinanden og forsøger at komme tæt på. Der har aldrig været så meget som en knurren mellem dem. Jeg bliver lidt nysgerrig efter, hvordan de to mon ville håndtere et møde uden hegnet i mellem sig. Men da dingoen jo trods alt er en vild hund, er det nok bedst at de bliver på hver deres side.

IMG_7074

Lemurerne er også særligt interesseret i Tayson. De løber ind i deres hus, hvor de gennem glasset kan komme helt tæt på Tayson og kan forsøge at røre ved ham. Første gang var der sådan et moment, hvor Tayson stod med snuden mod glasset på den ene side og en lemur pressede sin pote ind på glasset fra den anden side. Det så altså skægt ud.

IMG_7079

Endelig begyndte Anakin og Tayson at forstå hinanden. Troede vi, lige indtil Anakin forsøgte at prikke Tayson i numsen. Hvad er det med små børn og hundes numser?

IMG_7087

Ved emuerne oplever vi altid en mærkværdig scene. Det er som om, emuerne rigtig gerne vil kigge nærmere på Tayson, og han er faktisk også ganske interesseret i dem. Men det er sådan noget dansen frem og tilbage mod hegnet, de vil gerne, de tør ikke, men lidt tættere på, nej væk igen, vi prøver igen, nej uha.

IMG_7089

Så fik de pludselig øje på Anakin og min lillebror begyndte at føle, de havde et ondt blik. Det fik Tayson til at reagere, og han fik bjæffet af dem et par gange, hvilket straks satte deres nysgerrige dans i gang igen.

IMG_7091

Ligesom med desmerdyrene fulgte emuerne os lige så langt de kunne langs indhegningen. Tayson syntes især de var sjove, når de løb, for han ville da gerne løbe om kap med dem. Hele vejen langs hegnet fortsatte de deres nysgerrige, men skræmte dans, lidt frem, lidt tilbage og lidt frem igen.

IMG_7092

Anakin stod pænt og kiggede på ænderne og da Tayson er en nysgerrig hund, stak han da også lige hovedet gennem hækken for at kigge på dem. Det fik dem til hurtigt at rejse sig, jeg tror ikke lige de var forberedte på at se et stort smilende rottweiler-hoved stikke ud gennem hækken til dem.

IMG_7096

Som faster til en skøn lille nevø, ser jeg det som min fornemmeste opgave, at lære ham alle unoderne. Inklusiv at hoppe i vandpytter, trods forældrenes protester. Og min mand er helt enig, så sammen stod vi og opmuntrede knægten til at hoppe alt det han kunne. Da Tayson så valgte at tisse i vandpytten for at fylde den op igen, syntes forældrene igen, at vi skulle videre. Her prøver en lille hund bare at hjælpe.

IMG_7099

En tur i zoo kræver altså en is, så Anakin fik en fin softice i børnebæger, mens vi andre fik en stor vaffel. Jeg forbarmede mig over det stakkels barn og gav ham min flødebolle. Sikke et svineri han kunne lave ud af det.

IMG_7101

Min storebrors kone har lært min nevø, at skære ansigter, når der tages billeder. Det var forældrene da helt vildt glade for, da der skulle tages billeder i dagplejen. Hvor er han altså charmerende med hovedet fuld af flødebolle.

IMG_7104

En del af Taysons træning går selvfølgelig ud på at lære ham, ikke at tigge. Det går skide godt med det, han hopper da i hvert fald ikke selv op efter isen. Og han savler kun, når jeg finder osten frem om morgenen, men så ligger der til gengæld også en kæmpe sø under ham. Lillebror forsøger voldsomt at ignorere ham. Da det ikke virkede begyndte han at fortælle min hund, at han godt kunne glemme alt om at få hans is. Det er godt lillebror, vovsen forstår dig helt sikkert.

IMG_7105

Heldigvis for Tayson, var Anakin ikke så interesseret i sin is, så han fik lov at få resten. Det er sikkert godt til en lille hundemave, puha hvor kommer han til at fise senere.

IMG_7107

Dagens sidste dyrebesøg var ved de kæmpe store skildpadder. Jeg ved ikke, hvad Tayson tænkte, men han forsøgte i bedste hvalpestil at hoppe, danse, bjæffe og byde skildpadden op til leg. Den var ikke videre nem at imponere, den kravlede bare videre i sløvt tempo, mens Tayson stod og kiggede forvirret på den.

Alt i alt var dagen en succes, ligesom den var sidste gang og forrige gang. Tayson ligger nu helt død på køkkengulvet, han bevæger sig overhovedet ikke. Ind i mellem slipper en lille, ildelugtende vind ud af ham, men han er helt færdig og kommer til at sove tungt og godt helt til i morgen. Skønne ro, skønne billeder og generelt en skøn dag med min mand, min hund, min lillebror, min svigerinde og min søde nevø. Så kan jeg godt leve med, at han fiser lidt efter at have spist is.