Jeg har nu været deltidssygemeldt fra mit arbejde siden sidst i juni. Det var ikke min plan at blive sygemeldt, men set i bagklogskabens lys var det nok det rigtige. Jeg har ikke særligt meget tålmodighed med det her sygdom, jeg synes det går alt for langsomt fremad, og det er faktisk også lidt i vejen for mig. Når man har været sygemeldt længe nok, skal man til lægen og have lavet en lægeerklæring. Den dag diskuterede jeg en del med min læge, vi var bestemt ikke enige om tingene. Jeg prøvede at få ham til at ændre nogle af de ting han skrev i lægeerklæringen, bl.a. omkring skånehensyn i forhold til arbejde og noget om nogle angstsymptomer. Jeg mente han var helt galt på den. Hvad så, om jeg de sidste mange måneder ikke havde kunnet finde ud af at gå i bad eller børste tænder? Og pyt da med, at jeg ikke kunne finde de rigtige ord i mit hoved, når jeg prøvede at forklare noget. Og brystsmerter, rysten på hænderne, kampsved, hovedpine, våde øjne, det var jo alt sammen bare blevet en del af hverdagen. Og det faktum, at jeg det sidste år har forestillet mig, at være involveret i trafikuheld, der ville binde mig til en hospitalsseng en uges tid, så jeg kunne få fred og ro, det glemmer vi bare lige helt.
Det er faktisk ikke super nemt at være sygemeldt, med en mand der går rundt derhjemme og er sygemeldt. Og det er slet ikke nemt, når jeg samtidig overhovedet ikke mener, jeg skal være sygemeldt og synes det her med at blive rask, tager alt for lang tid. Men beklageligvis for mig har min psykolog, læge og min chef rottet sig sammen mod mig og er alle enige om, at jeg ikke er klar til at vende tilbage på fuld tryk endnu. Og hånden på hjertet, så er det vist også kun når jeg går herhjemme, at jeg ikke synes, jeg skal være sygemeldt, for med det samme jeg tager på arbejde, så kan jeg jo godt mærke, at den er helt galt. Så sidder jeg igen og kan ikke sætte to fornuftige ord sammen, jeg staver af helvede til, må slette en masse ord og det føles hele tiden som 2 skridt frem 1½ tilbage.
Så jeg må lytte lidt endnu til psykolog, læge og chef og passe på mig selv herhjemme. Det gør jeg blandt andet ved at træne alt hvad jeg overhovedet kan. Jeg elsker min træning, min træning er godt for mig. Jeg får det godt med mig selv, jeg elsker at snakke med de mange andre skønne kvinder og mænd jeg træner med, min træning giver mig mere energi og er vist faktisk også sundt for kroppen, har jeg hørt. Træningen er det, der lige nu giver mig en følelse af succes, en følelse af, at jeg ikke er helt elendig og at der stadig er håb for, at jeg kan finde ud af noget. I hvert fald så længe der står en instruktør og fortælle mig præcist hvad jeg skal.
Når man tilbringer så mange timer i et træningscenter, som jeg gør, hører man ofte mange ting og møder mange forskellige mennesker. Egentlig var jeg i dag noget træt, havde svært ved at finde overskuddet til at komme af sted, måtte tvinge mig selv ud af døren. Vi har herhjemme i de sidste 6-7 uger været i gang med at male hele huset udvendigt, rydde op, pakke alt hvad pakkes kan, gøre rent, køre på losseplads og så videre, fordi vi er ved at sætte huset til salg. I morgen kommer fotografen, så vi skulle være færdige med det sidste og jeg er bare træt og brugt og slidt. Selvom vi har taget det over mange uger og selvom vi har brudt opgaverne op i små bidder, så har det bare taget enormt mange kræfter fysisk og jeg har været brugt i min krop. Men jeg ved jo træningen er godt for mig, jeg bliver i godt humør og har en god følelse i kroppen bagefter og jeg glæder mig jo til at sige hej til alle de andre. Så ud af døren med mig.
Jeg ankommer til centeret, stempler ind og går ned i omklædningsrummet, som jeg plejer. Jeg kommer altid i alt for god tid, jeg kan godt lide at have lidt tid for mig selv i holdsalen, inden alle de andre begynder at ankomme.
I dag var to unge kvinder i gang med at klæde om, da jeg trådte ind i omklædningsrummet. Ikke kvinder jeg kender fra tidligere, så jeg ignorerede dem egentlig og gik i gang med selv at klæde om. De to unge kvinder – en høj, slank blondine (B1) og hendes veninde en lidt lavere, slank blondine (B2), begge den slags hvor alt stadig sidder rigtigt og ser rigtigt ud – var i fuld gang med at diskutere B1’s sygemeldte kollega. Ud fra samtalen fangede jeg ret hurtigt, at den sygemeldte kollega – åbenbart også en ung kvinde – er sygemeldt af psykiske årsager, jeg antager stress eller depression.
I den korte tid jeg opholdt mig omklædningsrummet kunne jeg høre de to kvinder diskutere den sygemeldte kollegas handlinger og opførsel og det var ganske tydeligt ud fra deres samtale, at de absolut ikke har nogen empati med den sygemeldte kollega. Tværtimod valgte B1 at stille spørgsmålstegn ved det faktum, at den sygemeldte kollega kigger på nyt hus, at hun er sygemeldt fra sit ene job, men ikke sit andet osv. De to unge kvinder lod sig overhovedet ikke mærke med, at en fremmed stod i omklædningsrummet samtidig og kunne høre alt, de følte sig tydeligvis i deres gode ret til at rakke ned på den sygemeldte kollega og sladre løs om hende. Endda ganske højlydt og i en voldsomt nedladende tone. Det var tydeligt, at de begge mente sig voksne og erfarne nok til at vide, hvad det vil sige at være sygemeldt med depression eller stress og at B1’s kollega i hvert fald ikke var rigtigt syg. På et tidspunkt fik B1 endda udtalt, at det er alt for nemt at melde sig syg nu om dage og at det bare virkede som om kollegaen meldte sig syg, fordi hun ikke gad arbejde og at det er alt for nemt at sige man er psykisk syg. Lige der var jeg lige ved at vende mig om og give de to gimper tørt på. Lige der bestemte jeg mig for, at de var uvidende, unge, dumme, blonde gimper, der ikke aner, hvor hårdt livet faktisk kan blive ind i mellem og som fortjener at prøve det på egen krop (og sind).
Jeg var chokeret og ked af det, både på kollegaens vegne og på mine egne vegne. I bund og grund havde jeg lyst til, at fortælle de to gimper, hvor ganske forfærdelig jeg synes deres opførsel var. Hvordan jeg godt kunne forstå, at B1’s kollega er sygemeldt, hvis det var den slags giftige stemning, der var på arbejdspladsen. Jeg havde lyst til at fortælle B1 og B2 et par sandheder om, hvordan det er at være sygemeldt, og at man godt kan være sygemeldt fra en arbejdsplads, men ikke fra en anden – da især hvis det er arbejdsmiljøet på arbejdspladsen, der er skyld i en sygemelding. Jeg havde lyst til at fortælle B1 og B2, at man som psykisk syg, faktisk har behov for at gøre noget godt for sig selv og at man hurtigere bliver rask igen med kærlighed, støtte og muligheden for at gøre ting, der gør en glad.
Men jeg vidste også, at hvis jeg, helt fremmede kvinde, begyndte at skælde de to gimper ud og tage kollegaen i forsvar, så ville jeg også være nødt til at fortælle de to, at de faktisk stod og nedgjorde en kollega og dennes sygdom foran en kvinde, der selv er sygemeldt pga. en belastningsreaktion. Jeg ville blive nødt til at forsvare mig selv og hvordan det er at være psykisk syg, som de kaldte det. Og jeg magtede faktisk ikke at forklare de to gimper det i dag. Jeg skyndte mig i stedet op i holdsalen og sad lidt for mig selv, mens jeg tænkte. Gad vide om mine kolleger også taler sådan om mig? Forstår kollegerne da ikke, at man ikke bliver rask af at sidde hjemme bag nedrullede gardiner og ynke sig selv? Jeg ved, at der er nogle af mine egne kolleger, der har stillet spørgsmålstegn ved min måde at håndtere mit arbejde på under min sygemelding. Nøj, jeg hylede hele vejen hjem den dag min chef fortalte mig det. Jeg følte mig totalt mislykket, nu kunne jeg fandme heller ikke finde ud af at være syg på den rigtige måde længere!! Jeg fik lyst til at gå hjem og skrive en lang mail til mine kolleger og forklare dem, hvorfor jeg passer mit arbejde på den måde, hvorfor det er den rigtige måde for mig og hvordan det er at være mig. Men samtidig havde jeg faktisk ligeså lidt lyst til at forsvare mig selv og min reaktion på min sygdom overfor mine kolleger, som overfor de to gimper.
Undervejs i min alenetid før træningen, fik jeg det hele vendt om og tænkte, hvordan jeg håber for de to gimper, at de aldrig selv skal prøve at blive ramt af en psykisk sygdom. Og hvis de en dag rammes, håber jeg de husker denne dag, hvor de så overlegne og kloge nedgjorde en kollega. Jeg håber, de vil få en dårlig smag i munden og jeg håber for dem, at de har bedre kolleger, end de selv viste sig at være i dag. Jeg tænker mange tanker i min alenetid.
Så der sad jeg og ventede på, at vores instruktør og andre medlemmer ville dukke op til dagens træning, mens jeg prøvede at ryste det af mig. Instruktøren kommer ind i salen, en skøn ung kvinde, altid i fantastisk humør, ser pisse godt ud, virker totalt nede på jorden. Sådan en kvinde som jeg hader for hendes udseende og elsker for hendes personlighed. Vi sidder og snakker lidt da pludselig de to gimper kommer gående ind i salen. Lige der takkede jeg de højere magter for, at jeg ikke var brændt af på dem i omklædningsrummet, for så ville stemningen nok have været noget anstrengt nu. Vores søde instruktør kunne fortælle, at der kun ville være os tre til træningen i dag og mit humør faldt igen et par grader. Pokkers, hvor havde jeg da bare ikke lyst til at have en skøn dansetræning, med de to dumme gimper. Men endnu engang var de højere magter med mig, da de to gimper oplyste, at det var deres første gang, de havde ikke prøvet denne form for træning før. Dette var trods alt min 4. gang, så jeg vidste allerede der, at jeg ville være langt bedre end dem. Min selvtillid voksede lige et par centimeter der og pludselig tænkte jeg “nobody puts Baby in a corner!!”
Så da musikken startede, gav jeg den fuld gas, mens jeg i mit indre frydede mig over, at kvabsede mig gav de to slanke blondine-gimper baghjul. Jeg ved godt, det var småligt, men inde i mit hoved, fik jeg totalt hævnet den stakkels kollega, og jeg jublede, hver gang jeg så dem kæmpe med at bevæge sig rigtigt eller finde de rigtige trin. HA! Det kan sgu godt være mit hoved er stået lidt af, og jeg halvdelen af tiden ikke husker at børste den ene side af mine tænder, men jeg var i dag bedre end de to overkloge gimper, der stadig skal lære lidt om livet.