Brians julekalender

Ind i mellem får jeg ideer i mit hoved, inspiration fra Pinterest eller andre steder og så skal jeg ud med det. I år faldt det sammen med, at min svoger i den grad har brug for hjælp til at holde julestemningen ved lige. Så jeg lavede ham simpelthen en julekalender.

Min bror og svoger er om muligt endnu mere julegale end mig, men i år har jeg kunnet mærke, at min svoger har haft brug for kærlighed fra det jyske. Min svoger og jeg har en uhyggelig forbindelse, selvom han bor på Sjælland og jeg i Jylland, kan vi ofte mærke, når en af os har brug for et opkald, en kærlig besked eller bare et tegn på, at vi tænker på hinanden. Og i år har jeg kunnet mærke, at min svoger har været i krise. Så han skulle mærke kærligheden og juleglæden.

Først anskaffede jeg mig 24 toilet- og køkkenrullerør. 19 små og 5 store. Jeg kom en klat sort maling på min palet, dyppede den ene ende af et rør i malingen og lavede 28 cirkler på hvidt papir. Derefter klippede jeg dem ud med god plads ind til den sorte ring, så jeg kunne klippe små hakker hele vejen rundt. Ligesom du ser på billedet. Så limede jeg først de 24 stykker på den ene ende af hvert rør, hvorefter jeg fyldte dem med slik og limede de andre 24 stykker på den anden ende. Køkkenrullerørene er selvfølgelig til lørdagene samt en enkelt arbejdsdag, som jeg vidste ville blive rigtig hård ved min søde svoger.

Derefter lavede jeg 24 røde hjerter, der blev foldet som små kuverter. Inde i hver kuvert lavede jeg en opgave til hver dag. Nogle gange bare en lille opgave, som at holde døren for andre, sige noget sødt, gå en tur med hunden. Andre gange er opgaven lidt større og så følger der en pakke med til den.

Da limen på rørene var tør, pakkede jeg hvert rør ind i silkepapir og derefter en strimmel julepapir. Silkepapiret blev bundet med et bånd i hver ende og kuverterne med numrene 1-24 blev sat på hvert rør.

Så er der 24 rør klar. Jeg lavede 8 med rødt silkepapir og grønt omslag, 8 med guld silkepapir og rødt omslag og til sidst 8 med sølv silkepapir og blåt omslag. Numrene satte jeg rækkefølge, 1-8 på de grønne rør, 9-16 på de røde rør og 17-24 på de blå rør.

Ser de ikke fine ud. Masser af kærlighed på vej til Sjælland.

I nogle af de røde hjertekuverter er dagens opgave, at åbne en pakke med et specifikt nummer, og gøre som der står på det medfølgende kort. Indtil videre kan jeg afsløre, at min svoger allerede har fået lækker gourmetkaffe med besked om at sætte sig ned og nyde en kop, samt en julemalebog med besked om at finde tid og ro til at stresse af med lidt farvelægning. Resten af gaverne kan jeg ikke afsløre, han skal jo helst ikke opdage, hvad der er i dem, han ikke har åbnet endnu.

Jeg tog en papkasse i passende størrelse, pakkede den ind i julepapir og rødt kantpapir, så den så rigtig festlig og fin ud.

Pakkerne blev lagt i kassen ganske forsigtigt.

I låget lagde jeg en kuvert, med besked om, hvad han skulle gøre med pakkerne i kassen.

Til sidst blev den lukket og der blev lagt et pænt bånd om.

De mange rør bandt jeg i tilfældig rækkefølge på et 4 m. langt reb. Derefter pakkede jeg den i en anden kasse, der også var pakket pænt ind i julepapir og med en kuvert inden i. Sidst men ikke mindst lavede jeg en tredje kuvert, som lå ved siden af de to kasser.
Til Thanksgiving fik min bror og svoger de to kasser med hjem samt den medfølgende kuvert. På kuverten stod, at de først måtte åbne den d. 30. november. Hold da op min svoger havde det hårdt, han skrev ofte og meget insisterende, han plagede og tiggede, men vi holdt stand.
D. 30. november fik han lov at åbne kuverten og deri forklarede jeg, at vi ønskede at sende ham kærlighed og juleglæde, og så gav vi ham lov at åbne den første kasse. I den lå jo så julekalenderen med en ny kuvert. I brevet var der instruktioner og 4 kroge, så de kunne hænge julekalenderen op. Og i en af hjertekuverterne var der så besked om, at han måtte åbne kasse nr. 2 med de søde små gaver. Også her lå der jo en kuvert, der forklarede ham om gaverne og hvordan han skulle gøre.

Nu håber vi bare, at min kære svoger får en god julemåned med masser af juleglæde og kærlighed og at min kærlige bror i den sammenhæng får sig en mand, der på trods af stort arbejdspres og stress, stadig kan finde og huske glæden ved julen, hvilket naturligvis vil give ham, en meget bedre julemåned.

Spred kærlighed, det tager kun en lille indsats at glæde andre.