Jeg har fået fingrene i alle tiders fantastiske bog. Faktisk er det en samling af et blad kaldet “Børn – Alle forældres blad”, der blev udgivet månedligt for en hel del år siden. I min bog har en venlig person samlet en komplet række fra juli 1950 til december 1952, fået dem pænt bundet ind og gemt bogen væk længe nok til, at jeg kom forbi og købte den. Jeg fandt den på et marked, i Horsens tror jeg det var, til hele 45 kr. Og jeg lover dig for, det er det rene guld. Så jeg vil nu gennemgå bladet fra juli 1950 med dig. Måske bliver du klogere. Måske får du et lille grin. Jeg fik mig i hvert fald nogle gode grin og samtidig et indblik i en helt anden tid.
Bladet er udgivet af forsikringsselskabet Hafnia og derfor er der som det første altid en stor reklame fra dem på den første side. Og så er det et blad udgivet i samråd med Den almindelige danske Lægeforenings Hygiejnekomité, hvor børnelæge fru Elin Fog er lægelig redaktør. Jeg kan allerede nu mærke kvaliteten af de informationer, vi vil få i dette blad.
Vi starter i juli 1950 med det vi i dag ville kalde en leder, tror jeg. Det fremgår dog ikke præcist, hvem forfatteren bag denne måneds leder er, ud over at hun hedder Clara. Og Clara synes, at drenge bør lære at sy. Faktisk synes hun endda, at de bør lære det i skolen.
Hvorfor skal drengene ikke også lære at sy i skolen? Jeg ser for mig en flok ansigter, de halve, måske flere, forbavsede, ja nærmest forfærdede, de andre nikkende bejaende. De første vil råbe højest om meningsløst tidsspille og om skolen, der dog ikke helt skal overtage hjemmets funktioner. Nej, så vist ikke, skole og hjem skal gå hånd i hånd, men hvor mange mødre får nogensinde lært deres drenge at stoppe strømper, skønt de i de sene aftentimer, bøjet over den bugnende stoppekurv, nok kunne ønske, det var sket.
Er jeg den eneste der tænker, at Clara fremfører en pointe, der kunne klæde mange forældre og skoler at tage til sig i dag?
Det fremgår af Claras indlæg, at drengene, i hvert fald i København, har fået et halvt års husgerning i skolen, hun håber det på sigt bliver til mere end det. Hun fortæller, at der ved en Gentofteskole har været en udstilling af svenske drenges håndarbejde. Svenske drenge i 3. klasse har på det tidspunkt 4 timers håndarbejde om ugen. FIRE TIMER! De her drenge kan sy i hånden, stoppe, maskinsy, brodere på maskine og sy korte bukser til dem selv. Hold nu op, gad vide hvor mange timers håndarbejde svenske 3. klasser har i dag? Clara mener ganske bestemt, at det vil være sundt for drengene at lære at sy, så de selv kan sy en knap i deres tøj, eller stoppe deres strømper, når de er på spejderlejr. Jeg husker altså ikke lige, at det var fokusset i mine håndarbejdstimer.
Så lander vi i en kæmpe artikel, der handler om, at børn skal lære, ikke at gå med fremmede, skrevet af cand. polit. Inger Bjørn Svensson. Artiklen starter med, at børnene står ved vinduet og råber, at der er en lokker ude på vejen. Det viser sig dog blot at være en ældre, dårligt klædt herre, der halter lidt. Den ældste af pigerne spørger sin mor, hvad en lokker er. Mor lover, at svare på det i aften, barnet går igen ud og leger og mor fortsætter med at røre kagen sammen, mens hun overvejer, hvordan dette emne skal angribes. Barnet skal jo helst ikke blive menneskesky og skræmt, men skal samtidig lære, hvad det risikerer, hvis det indlader sig med en fremmed. Dog uden helt at gå i detaljer med en voksens unormale tilbøjeligheder. Så da lillebror er kommet i seng om aftenen, sætter mor og far sig hyggeligt i den store sofa med den ældste datter og tager snakken. Det bliver nemlig bare mega hyggeligt, det her. Mor og far fortæller så, at en lokker er en voksen mand, der også kan have fint tøj på, og som finder fornøjelse i at slå fremmede folks børn. Det er selvfølgelig meget ubehageligt at risikere det, skriver fru Inger. Hun henviser derfor til nedenstående 8 regler skrevet af politiet. Måske de stadig bør læres til børn i dag.
1: Børn må ikke indlade sig med fremmede.
2: Børn må aldrig gå med en fremmed, selvom han siger, at han kommer fra mor eller far.
3: Børn skal sige nej tak, hvis en fremmed vil give dem gaver, penge, slik eller andet.
4: Børn må aldrig køre med, hvis en fremmed inviterer dem på en køretur.
5: Børn må aldrig gå byærinder for en fremmed.
6: Børn bør ikke lege på ensomme steder, og leg i flok er bedre end eneleg.
7: Børn skal søge bistand hos andre, hvis en voksen ikke vil lade dem i fred.
8: Børn skal lære, at politibetjenten er deres ven, og til ham kan de altid trygt henvende sig.
Som fru Inger så fint skriver, så burde det ikke være nødvendigt at indskærpe overfor forældre, at de skal lære deres børn om hvordan de håndterer fremmede. Men hvis man så spørger kriminalkommissær Odmar, leder af Københavns Opdagelsespolitis afdeling A, så finder vi ud af, at forældre ofte ikke aner, hvad deres børn foretager sig, når de er ude på egen hånd. I 1949 blev der i København anmeldt 600 tilfælde af forbrydelser mod børn og ca. 2/3 blev opklaret. Dog oplyser kriminalkommissæren, at antallet af forbrydelser er langt højere, da mange forældre ikke går til politiet, selvom deres barn har været udsat for ovelast. Når politiet beklager sig over manglende initiativ fra forældrene, er svaret at:
Man er ofte bange for følgerne af en anmeldelse. Man kan ikke rigtig overskue, hvad der sker, når lovens tunge maskineri begynder at rulle, og man er ked af at skulle ofre tid og måske en dagløn på at møde op hos politiet – sandsynligvis endda flere gange.
Faktisk er de mest bange for den effekt det vil have på barnet, at få rippet op i det hele igen og igen, når nu det er en historie, som man helst ser gemt og glemt snarest muligt. WHAT??
Fru Inger har kraftigt markeret 3 store spørgsmål, der får enhver forælder til straks at frygte det værste:
VED DE
– hvad Deres barn foretager sig, når det ikke er under Deres eller andres opsigt, men ude på egen hånd?
– at børn påklædning kan rumme en fare for efterstræbelser? Korte, stramme eller iøjnefaldende kjoler vækker opmærksomhed.
– at langt de fleste forbrydelser mod børn begås i hovedstaden og i sommermånederne i tiden kl. 13-19, man at børn alligevel ikke bør være ude efter mørkets frembrud, ej heller må de sendes alene i kælderen eller på loftet i storbyens ejendomme.
Så ved du det kære forælder, sæt i gang med at belære dit barn om farerne ved at bo i storbyen. Jeg er lidt mere rolig, jeg bor jo herude på landet i en landsby, børnene går i skole sindssygt længe og har travlt med at komme hjem til computerne. Så åbenbart er vi jo bare helt sikre herude på bøh-landet.
Vores næste artikel handler om Askepot. Eller det vil sige, den handler om barnesindet, om hvordan et barn kan udvikle neuroser og hvordan man som forælder kan afhjælpe det. Artiklen er skrevet af læge Jørgen Riising, så vi får sikkert nogle vildt gode råd nu.
Jeg er simpelthen nødt til at citere det første stykke:
Bliver et barn forkuet af sine forældre eller andre, udvikler det ofte en vrede eller angst, som det ikke altid kan få luft for. Hvis det på den anden side slet ikke bliver opdraget og ikke kommer under en kærlig og sund disciplin, kan det få en utryghedsfølelse, og det samme kan ske, hvis det lever i et hjem, hvor forældrene ikke har det godt sammen og skændes, mens børnene hører på det, eller, hvad der er endnu værre, hvis forholdet mellem forældrene er så dårligt, at børnene tvines til at tage parti for den eller den anden.
Disse skadelige påvirkninger tåles af nogle børn forbavsende godt, de ligesom ryster dem af sig. Men hos andre giver de undertrykte følelser barnet en neurose, en nervøs tilstand, som enten kan ytre sig ved en ejendommelig adfærd hos barnet (adfærdsforstyrrelser) eller ved en tilsyneladende virkelig organsygdom, som f.eks. mavesmerter, hjertebanken eller lignende.
Så når barnet ikke får den kærlighed og omsorg, som de har været vant til eller har krav på, så udvikler de altså en Askepot-neurose. Den gode doktor peger på eksemplet med en 3-4 årig dreng, der får en lillesøster eller lillebror. Pludselig går han fra at være enebarn, til at skulle dele forældrenes kærlighed med en lille ny. Han føler sig tilsidesat og forsømt, det giver skuffelse og sorg, det kan han ikke finde ud af at komme af med og så får han en Askepot-neurose. Det er så her, han kommer frem til, at han selv må blive lille baby igen, for at få mors og fars kærlighed og han bliver urenlig, kan ikke selv klæde sig på, kan ikke spise selv osv. Kloge forældre husker at vise drengen, at han stadig er elsket. Lægen giver et lille fif til mor. Hver gang hun har skiftet den lille, skal hun tage den store ind til sig og sige “Men du er nu alligevel min store dreng / pige, som jeg har haft længst”. Så snart han mærker forældrenes kærlighed er der ikke nogen sorg og skuffelse, der undertrykkes og vupti så helbredes hans neurose.
En Askepot-neurose kan vise sig på flere måder, f.eks. som spisevægring, forstoppelse, barnet bliver uligevægtig, urolig og uartigt.
Har man derfor et vanskeligt barn, bør man altid tænke på, om barnet på et eller andet tidspunkt har stået i skygge og derved har fået sine vaskeligheder. I så fald trænger det til omsorg og kærlighed og ikke til straf.
Problemet kan løses, hvis det bliver opdaget og taget hånd om i tide.
Hvis neurosen ikke bliver opdaget og behandlet, kan konflikten blive liggende i barnets underbevidsthed og give besvær længe efter, at barnet er voksent.
Hvis en neurose blive siddende kan man som voksen ende med, konstant at skulle prale af sine bedrifter, skal konstant fortælle alle, hvor dygtig han er og henlede alles opmærksomhed på sig. Det skyldes simpelthen en sygelig angst for at blive overset eller tilsidesat.
Den gode doktor opfordrer alle forældre til, altid at søge læge og altid i samråd med lægen at søge i barnets lille verden, efter årsagerne til barnets nervøse adfærd eller symptomer, samt at disse ofte kan rettes med kærlighed og forståelse.
Vi går straks videre til en aldeles fantastisk artikel af børnehavelæreinde Thea Bank Jensen, der fortæller, hvordan man med enkle midler kan beskæftige børnene på en regnfuld sommerdag. Det skulle efter sigende være ting, der allerede befinder sig i husholdningen, så lad os nu se.
Okay, der lovede jeg vist for meget. Det første forslag er en sømkasse. En kasse fyldt med søm i alle størrelser, søm med store hoveder, søm med små hoveder, slanke og fede søm osv. Åbenbart vil børnene more sig gevaldigt og længe med at lægge sømmene i forskellige mønstre. Det udvikler deres formsans. Jeg ved ikke med dine børn, men jeg er ret sikker på, at Patrich på 15 og Freia på 13 vil glo meget mærkeligt på mig, hvis jeg giver dem en kasse assorterede søm. Og jeg er helt sikker på, at min nevø på 3 straks vil gå på jagt efter en hammer, for han ved udmærket hvad søm skal bruges til. Den ide er straks skrottet i mit hjem.
Næste ide er en pose med flækærter, makaroni og spaghetti. Så kan børnene sidde ved bordet og skabe mønstre (igen), lave mænd og koner, landskaber osv. Det er billigt og det gør ikke så meget, hvis børnene kommer til at spise lidt af det. Det er i hvert fald bedre, end at spise søm. Jeg tror også den ide dør her i huset.
Tredje ide er kogte kartofler fra dagen før, der æltes med florsukker og lidt frugtfarve. Det bliver åbenbart til en fondantagtig masse, som børnene kan bruge til at lave deres eget slik af. Du kan også komme lidt reven citronskal i, eller en anden smagsessens, så slikket også smager af lidt. Den havde jeg aldrig hørt før, jeg er nok nødt til at prøve at ælte flormelis i de kolde kogte kartofler, næste gang vi har nogle til overs, bare for at se om det virkelig virker.
Fjerde ide er kartoffeltryk. Tag en rå kartoffel, skær den i halv og skær et “stempel” ind i den flade side. Lad kartoflen stå på et stykke avispapir til at suge fugten, inden du bruger den. Dyp den i farve og sæt stempler på servietter, bogbind osv. Det bliver ganske morsomt. Faktisk husker jeg vist svagt, at have lavet noget lignende i min barndom. Den tror jeg måske godt kunne gå.
Femte ide er simpelthen at lade ungerne male. Helst på store stykker papir og gerne liggende på maven på gulvet. Børnehavelærerinden foreslår gamle aviser som lærred, de skal jo alligevel bare i brændeovnen bagefter, så det gør ikke noget, om børnene maler på dem.
Sjette ide er rodeskuffen. Den skuffe der indeholder propper, æsker, bærepinde, ølkapsler og meget andet. Giv børnene en æske tændstikker, så de kan lave brændte tændstikben til propperne og på den måde lave små dyr. Faktisk kan man åbenbart lave en hel lille familie, med senge, vogne og andet af tingene i rodeskuffen. Jeg har tjekket min rodeskuffe, jeg har hverken ølkapsler, propper, æsker eller andet i den stil. Så den ide må jeg nok opgive.
Syvende ide er spil. Hvis børnene ikke er i humør til at sidde og lave noget, så lad dem spille spil som Sorte Per, dem, ludo, mølle osv. Har man ikke spillene, kan man hurtigt selv lave spilleplade af pap og ølkapsler. Er det bare mig, eller er de helt vilde med at lade ungerne lege med ølkapsler i 1950? Og hvorfor pokker gemmer de på dem? Og jeg kender mine papbørn godt nok til at vide, at hvis de sidder og spiller et brætspil af kedsomhed og mangel på ting at tage sig til, så går der ikke længe, før de begynder at skændes. Så øøhh…….
Nu kommer IDEEN, ideen over alle ideer, her tror jeg at alle børn vil juble og glæde sig til at komme i gang. Ide nr. otte er, hold nu fast, “puste vat”. Sæt et barn på hver side af bordet, hænderne om på ryggen, hagen ned på bordet. Læg en tot vat i mellem dem og så skal de ellers bare i gang med at puste til vattet. Det gælder om at få vattet blæst ned af bordet i modstanderens side, så er der point. Jeg kan allerede nu mærke, at det bliver ideen jeg tyr til, næste gang de to store teenagere står og sukker og keder sig og ikke ved hvad de skal lave. Frem kommer vattet og så er det bare i gang med at more sig.
Af andre lege foreslås der, at lade børnene klippe sytråd over i blinde. Er jeg den eneste der ser blod, tårer og ulykker i umiddelbar fremtid under denne leg? Men bare rolig, det er slet ikke så slemt. Du hænger simpelthen en lille tændstikæske op i en sytråd i en døråbning. Læg et bolche i æsken, før barnet hen til æsken og retur igen med åbne øjne. Nu skal barnet så lukke øjnene, huske retningen og “bevæbnet med saksen går det så igen hen til tændstikæsken. Det forsøger nu uden at hjælpe til med den anden hånd, at klippe tråden over, der holder tændstikæsken.” Det siger vel sig selv, at man har vundet bolchet, hvis man klipper snoren over. Jeg blev måske bare lidt bekymret over sætningen “bevæbnet med saksen”. Det lyser sådan lidt voldsomt på den måde.
Har man mindre børn, kan man underholde dem ved at lade dem smøre mad. Rugbrødsskiver, sukker, margarine og en smørekniv, så kan de rigtig hygge sig. Har man dog ikke lyst til at spilde madvarer, eller er man bange for at de sviner, foreslår børnehavelærerinden at man lader dem lege med vand. Fed ide, lad da endelig ungerne sidde og pjaske med vand. Hun siger, giv dem en balje med vand, en kande, en skål og en øseske og lad dem så være i fred. De kan få timer til at gå med at lege med vand. Godt råd, det tror jeg, at jeg vil give min svigerinde, næste gang min nevø på 3 keder sig. Jeg er helt sikker på, at hun vil synes det er alletiders fede ide, jeg der kommer med.
Nu kommer vi til en interessant artikel. “Skal vi slå børnene?” af docent Åse Gruda Skard. Nu bliver det spændene. Min papsøn svarede straks “NEJ!”, da jeg læste oveskriften højt, men lad os nu se. Jeg kan allerede nu fortælle, at artiklen affødte en sand storm af læserbreve i brevkassen over de næste mange måneder. Det blev på et tidspunkt nærmest en kamp på ord og meninger mellem forældre og folkeskolelærere.
Fru Åse starter med at oplyse, at børn og voksne holder af forskellige ting og derfor kan det ikke undgås, at der opstår konflikter mellem barn og voksen. Voksne vil have ro, sidde stille og have orden, barnet vil larme, bevæge sig og roder. Jeg er helt vild med denne beskrivelse af en konfliktsituation:
Er en mor træt efter en lang dags hårdt arbejde, har hun netop ryddet op og vasket gulvet, og kommer barnet så springende ind med snavsede sko, vælter gulvspanden, har revet sit tøj i stykker eller slår den pæne skål itu, hun fik i bryllupsgave – da kan det nemt ske, at moderen taber tålmodigheden. Måske bliver hun fortvivlet og græder, måske bliver hun så ude af sig selv, at hun slår. Det er ikke underligt, det er tværtimod yderst forståeligt. Men det er ikke rigtigt. Det er ikke rigtigt, fordi barnet er mindre, ikke kan forsvare sig, og føler den voksnes overvældene overmagt, som gør det bange.
Fru Åse fortæller, at man selvfølgelig sagtens kan forstå den slags situationer, vi kan jo alle sætte os ind i de skuffelser og ødelagte planer, som børn er årsagen til og så kan vreden jo løbe af med den voksne. Men samtidig minder hun os om, at er vi ikke stærke nok til at styre vores egen vrede, så må vi heller ikke forlange det af barnet. Med andre ord, lader du vreden løbe af med dig og giver en røvfuld, så må du også forvente, at lille Viktor slår på dig, når hans vrede tager magten fra ham. Hun mener faktisk endda, at det er barnets ret at slå den voksne i vrede, når den voksne selv slår i vrede. Hendes råd er:
Prøv at holde styr på din vrede, så du ikke slår barnet.
Godt råd fru Åse.
Fru Åse går nu over til en helt anden situation, nemlig når voksne køligt og velovervejet giver børnene klø. Hun fortæller, at pryglestraffen har været afskaffet i flere år, men nazisterne begyndte at straffe med stokkeslag og prygl igen, hvilket naturligvis fordømmes af alle. Det er også de pokkers nazister. Alligevel er der dog stadig i 1950 voksne, der synes en omgang prygl som straf er helt okay. Fru Åse spørger, om det er fordi de små børn kan holde til mere, om det er fordi, det ikke gør så stort indtryk på de små eller om det er fordi, de små er meget værre end de voksne. Nej, siger fru Åse. Grunden til, at nogle voksne stadig i 1950 billiger prygl, er fordi de mener sig så meget bedre, mere værd, meget klogere og fordi de mener, de altid har ret og vil have sin vilje gennemført, koste hvad det vil.
Fru Åse underkender ikke, at den voksne naturligvis ved bedre end barnet, og barnet må lære at indpasse sig i samfundet, tage hensyn til andre og bøje sig for samlivets regler og love. Men ikke med klø. Fru Åse mener ikke, at vi opnår noget godt med klø. Hun mener tværtimod oftere, at barnet husker at have fået klø, end hvad barnet har fået klø for. Det kunne der måske godt være noget om. Hun slutter af med disse kloge ord:
Værre er det, at med klø indfører man selve magtprincippet i børnenes samfund. Det er ikke magt, vi vil bygge vort samfund på, og ikke magt, vi vil opdrage vore børn til at tro på. Vi vil bygge på retsfølelse, solidaritet, respekt for menneskeværd. Men så må vi også opdrage børnene med disse idealer for øje.
Så det jeg kan udlede er, ikke slå børnene som straf, men fuld forståelse for, at lille Viktor for en ørefigen, når han kommer tonsende ind i huset, møgbeskidt, vælter gulvspanden, smadrer skålen og har revet sit tøj itu.
Side 12 og 13 i bladet er fyldt med lækre strikkeopskrifter. Nu har min håndarbejdslærer tydeligvis fejlet, så jeg kan simpelthen ikke strikke noget som helst. Jeg aner ikke hvordan jeg slår masker op (jeg ved dog, at det hedder, at slå en maske op) og de her opskrifter er det rene russisk for mig. Hvis nogen derude vil have en strikkeopskrift fra juli 1950 på lynstrikkede badebenklæder alder 3-6 år, pigekjole alder 7-9 år eller hvid sweater til drenge og piger alder 6-8 år, så sig endelig til. Jeg tager gerne kopi af siderne og sender dem til jer.
Så kommer vi til en lille historie, indsendt af en mor, tror jeg. Hun fortæller, hvordan lille Eva har fundet på et nyt ord “vuvu”, som åbenbart dækker over alt, hvad lille Eva får øje på. Hun er 14 måneder gammel og skal nu i gang med at lære rigtig mange nye ord, konstaterer mor.
Side 15 består af månedens billede. Hver måned kan man i bladet vinde 25 kr. hvis det amatørbillede man sender ind, bliver bragt i bladet. I denne måned er det så hr. B. de Bülow fra Pileallé 14 A i København F. Gad vide hvem der bor der nu?
Samtidig består siden også af indsendte gode råd, spørgsmål, svar osv. fra læserne. I denne måned får vi gode råd til, hvordan de små poder holder bukserne oppe. Det er åbenbart særligt galt med de 1-2 årige, der ingen talje har. Denne læser foreslår simpelthen et par hurtige seler syet af kraftigt bomuldsbånd. En anden foreslår at bruge pladsen under barnesengen til en ekstra skuffe, der er hængt op i et par lister op under bunden af sengen. Sådan får man mere plads. Så kommer vi til de unge drenge og deres beskidte hænder efter at have rodet med knallerter. Lav en rensepasta af 100 g. brun sæbe, 100 g. trinatriomfosfat, 300 g. fint sand og 5 g. terpentin. Mød knægten i døren med denne pasta og så bliver hænderne hurtigt præsentable til middagsbordet. En mor søger gode råd, hendes lille friske 3-årige pige, der for øvrigt kan malke op til 1 liter mælk helt selv, bander desværre som en lille tyrk. Hvordan får man dog lillepigen vænnet af med det? Så har vi en frisk mor, der ved hvordan man får en sweater til at leve dobbelt så længe. Når albuerne er ved at blive tyndslidte, tager hun ærmerne af og bytter rundt på højre og venstre ærme. Så sidder det tyndslidte stykke nu i stedet indvendig i albueleddet og sweateren holder dobbelt så længe. Og sidst men ikke mindst er der en mor, der har sendt en tegning ind af, hvordan vi bedst folder stofbleen “på amerikansk” så den generer baby mindst muligt. Så nu har jeg også lært det.
Husholdningskonsulent Bodil M. Begtrup står for vores næste spændende artikel om syltning. Et område jeg tit har haft lyst til at prøve, men som jeg alligevel ikke rigtig har haft mod på. Fru Bodil giver os gode opskrifter på solbær-rabarbermarmelade, fin solbærgelémarmelade, de bedste grønærter, voksbønner, jordbærtærte, og nem syltning for haveejere. Så måske jeg bare burde se at komme i gang. Altså jordbærtærten var da ikke helt dum at gå i gang med. Så den får du opskriften på her:
Mørdejgsbund af 150 g. mel, 75 g. margarine og et æg
3/4 kg. jordbær
Sukkerlage af 100 g. sukker og 3 spsk. vand
200 g. flødeskum eller creme fraiche
Udenpå en tærteform bages en mørdejgsbund lige lysebrun (Hold da op, jeg havde på intet tidspunkt overvejet at vende tærteformen med bunden i vejret og bage dejen udenpå. Det løser mange problemer for mig.)
Tærten sættes på en plade, og i den lægges jordbær – hele eller halverede efter størrelsen – som har trukket en times tid med sukkerlagen.
Tærten stilles tilbage i ovnen i 10-15 minutter og serveres lunken med flødeskum eller creme fraiche.
Antal grader må du selv gætte det dig til, den hemmelighed deler fru Bodil ikke med os. Til gengæld deler hun et lille trick til nemt at flå tomater. Dyp dem i et halvt minut i kogende vand eller hold dem på en gaffel eller strikkepind over en flamme nogle få sekunder. Så er de super nemme at flå bagefter. Siger Fru Bodil.
Så bliver de næste par sider fyldt ud med slutningen på forskellige artikler vi har været igennem og diverse annoncer. Blandt disse er der en annonce for Clapp’s babymad, der er verdenskendt, er nem under ferien og sikrer baby den bedste ernæring. Så har vi babytub, et badekar til baby, der er lavet så den kan hvile på kanten af det store badekar. Jydsk Kravlegårdsudlejning, ja her kan du leje en kravlegård til 3 kr. pr. måned eller 5 kr. pr. måned hvis det skal være med bund. Dog kun i Jylland. Der er en god hjemmefotograf, hafniaplaster, endnu en kravlegårdsudlejer i København og Pernilles Børnehotel. Det er simpelthen ferierekreation for ungerne mens forældrene er bortrejst på weekender og lignende. Et børnehotel, hvorfor har vi ikke det nu om dage? Som jeg har forstået det, er der mange forældre nu til dags, der gerne tager på forlængede weekender uden ungerne. Og samtidig bor bedsteforældrene jo ofte langt væk og er stadig på arbejdsmarkedet, så de har måske svært ved at passe børnebørnene i længere tid. Så et børnehotel vil da være helt fantastisk! Pernille, hvor er du?
Der er også en annonce for en helt ny type ble i en form for plastic. De slår særligt på, at man slipper for vaskearbejde og er nem på ferier og rejser. Babybux fås i plastic med udskiftelige indlæg, som blot kasseres efter brug. Gad vide hvordan den ser ud?
Så er der igen et par annoncer for kravlegårde, de er helt vilde med at udleje dem, flere fotografer, en danseskole, forskellige cremer til babys røde numse, Nivea creme til børnene, så de ikke solskoldes, dåbsgaver, børnesko og Colgate babypudder. Den sidste havde jeg ikke lige set komme.
Så kommer der en lille sjov finte i bladet. Hver måned kan de stolte forældre indsende deres barns navn, såfremt barnet har haft fødselsdag i den forudgående måned, hvorefter bladet trækker lod. Det heldige barn vinder så en bankbog med hele 100 kr. på. Det er altså alligevel en hel del penge i 1950. Navnet på barnet offentliggøres i et senere blad og samtidig oplyses det, hvem der er far til barnet. Men kun faderen. I juli 1950 var det lille Marianne Onsberg, født 12. maj 1942 og datter af lærer Onsberg, Eriksvej 6 i Glostrup. Efter at have bladret alle bladene i bogen igennem gik det op for mig, at det altid kun er faderen til barnet, der oplyses. Moderen eksisterer ikke, selvom jeg vil væde med, at det er moderen, der har læst bladet, har strikket efter opskrifterne og har indsendt tilmeldingen. Men nok om det, er der nogen der ved, hvor Marianne Onsberg er i dag? Kunne det ikke være sjovt, hvis hun faktisk stadig findes derude et sted? Og hvad mon hun brugte de 100 kr. til?
Allersidst i hvert blad er der en række forskellige sæt tøj, tre til drenge og tre til piger. Så kan man indsende en kupon og bede om mønster-opskriften til et enkelt sæt i en bestemt aldersstørrelse. Det koster under 1 kr. at få et mønster tilsendt. Gad vide, om de stadig findes derude et sted?
