Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: 25 minutter inkl. hviletid

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 1 svinemørbrad
  • 3 spsk. brun farin
  • 2 tsk. salt
  • ½ tsk. paprika
  • ¼ tsk. cayennepeber
  • 8 skiver bacon
  • Olivenolie
  • ½ dl. chutney – mango gerne
  • 2 spsk. dijonsennep

Sådan gør du:

  • Start med at afpudse din mørbrad
  • Bland brun farin, salt, cayennepeber og paprika i en skål og gnid så mørbraden godt ind i det
  • Pak mørbraden ind i bacon og steg den på en middel til varm pande i olivenolie. Den skal have 8-10 minutter på hver side. Brug en pande, der må gå i ovnen
  • Bland chutney og sennep og smør det ud over mørbraden, når den er steg på begge sider
  • Sæt den i ovnen ved 175 grader i 15 minutter
  • Tag den ud og lad den hvile i panden, løseligt dækket med sølvpapir i 10 minutter
  • Skæres ud og serveres med grønt, twice baked potatos, eller hvad du nu lige har lyst til i dag

Vi er ofte på udkig efter nye opskrifter på svinemørbrad, simpelthen fordi vi så ofte kommer til at købe de store kasser i Bilka, når de er på tilbud, hvorefter vi så undrer os over, hvad vi vil med alt det svinemørbrad. Men så er internettet vores ven – og jeg har da vist også en kogebog eller tusind, jeg kunne kigge i. Den her opskrift er nem og ligetil, den indeholder bacon, hvilket stort set altid er en garanti for succes og så er der brun farin og sennep og chutney, jeg lover dig, det her er godt.

Her er hvad du skal bruge: en god stor svinemørbrad, en pakke bacon i skiver, brun farin, salt, paprika og cayennepeber, dijonsennep og chutney. Opskriften sagde Major Grey’s Chutney. Så vi tog en mango chutney. Det virkede som et godt alternativ.

Start med at blande farin, salt, paprika og cayennepeber i en skål.

Gnid mørbraden ind i sukkerblandingen, sørg for det kommer godt ud over det hele og hele vejen rundt.

Så skal den pakkes godt ind i bacon, så den ikke fryser. Sæt evt. tandstikkere i undervejs, så enderne holdes fast.

Kom olivenolie på panden ved middel til høj varme og steg mørbrad-rouladen i 8-10 minutter på hver side. Brug en pande, der kan gå i ovnen.

SE HVOR FLOT DEN ER! Jeg elsker bacon!!

Mens mørbraden steger, går du i gang med næste del. Tag først chutneyen og hæld den op i en skål.

Tilføj så senneppen.

Bland det godt sammen og så er vi klar til næste skridt. Tjuhej, hvor det går her.

Hæld chutneyen ud over mørbraden og sæt den så i ovnen ved 175 grader i 15 minutter.

Ser den ikke lækker ud? Men vi er ikke helt klar endnu.

Dæk den løseligt til med sølvpapir og lad den trække i 10 minutter. Pas på du ikke tværer sølvpapiret ned i chutneymarinaden.

Så blev det tid, nu har den lagt og suget saften til sig igen, den har fået lov at hvile, nu er den klar til sidste step.

Skær den i passende skiver og server straks.

Vi serverede den med twice baked potatos, en evig klassiker her i huset. Og det kan den her svinemørbrad også ret hurtigt gå hen og blive. Den samlede smag af bacon, den brune farin, varmen fra senneppen og cayennen og sødmen fra chutneyen. Det er absolut en vinder, den her, det bliver ikke sidste gang, vi laver svinemørbrad på den måde.