Æble-barbecue spareribs

Æble-barbecue spareribs

Jeg elsker min slowcooker, der er så mange muligheder. Men det jeg elsker allermest er at kunne sætte maden over om morgenen, tage hjemmefra en hel dag og så komme hjem til færdig aftensmad. Det er altså helt fantastisk.

Disse ben lavede vi på min fødselsdag i oktober sidste år. De stod og passede sig selv hele dagen, mens vi tog til Duedag i Ejstrupholm – et stort loppemarked der fylder hele hovedgaden og et par af sidegaderne. Gad vide om der overhovedet bliver en Duedag i år?

Først hentede jeg fire rækker ben ved Slagter Gøttsche i Herning. Desværre er den jo lukket nu, men jeg er sikker på, at der er andre gode slagtere derude med lækre ben. Dernæst fandt jeg brun farin, barbecuesauce, æblemos, æblecidereddike, løg og æbler frem.

Først delte vi benene i stykker af 3 ribben pr. styk. Husk at tjekke om den seje hinde på bagsiden er fjernet.

I en food processor hælder du ½ dl. æblecidereddike op.

Dernæst kommer du 1¼ dl. brun farin op i maskinen.

Så kommer du 3½ dl. æblemos op i maskinen. Stol på mig.

Tag de to løg, pil dem og skær dem i mindre stykker og kom dem derefter op til alt det andet.

Og til sidst kommer du halvdelen af barbecuesaucen, 250 g., op i food processoren. Så er det bare at køre fuld knald på, til alt er hakket og blendet sammen.

Så er vores sauce klar.

Fjern kernehuset i æblet og skær det i skiver. Se hvor smukt det ser ud der i morgensolen på køkkenbordet.

Læg kødstykkerne ned i din slowcooker, så de dækker bunden og står op af siderne.

Kom æbleskiverne ned til dem.

Og saucen. Tag en ske og skovle saucen op over stykkerne, der står op af siderne. Det billede glemte jeg at tage.

Så er det bare at sætte den på low i 8½ timer og køre hjemmefra. Eller du kan sætte den på high i 5 timer. Men så kan du ikke blive ude og lege så længe den dag.

Så er det tid at fiske dem op. Forsigtigt, meget forsigtigt, de er jo ret møre lige nu.

Smør dem godt ind i resten af barbecuesaucen og sæt dem i ovnen ved 200 grader i 15 minutter.

Så er der serveret lækre, møre æble-barbecuesauce spareribs. Velbekomme.

____________________

Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: 8 timer og 45 minutter

Nok til: 4 personer

____________________

Ingredienser:

4 rækker ben

½ dl. æblecidereddike

1¼ dl. brun farin

3½ dl. æblemos

2 løg

500 g. barbecuesauce

1 æble

____________________

Del benene i stykker af 3 ben. Læg dem ned i bunden og op af siderne i slowcookeren.

Blend æblecidereddike, brun farin, æblemos, løg og halvdelen af barbecuesaucen i en food processor.

Fjerne kernehuset i æblet og skær det i tynde skiver.

Læg æblet ned til ribbenene og hæld saucen ud over. Brug en ske til at øse saucen op over benene, der står op af siderne.

Sæt slowcookeren på low i 8½ timer eller high i 5 timer.

Fik forsigtigt benene op, læg dem på en bageplade og smør dem ind i resten af barbecuesaucen.

Sæt dem i ovnen ved 200 grader i 15 minutter og server straks.