Ingredienser:

  • 5 agurker
  • 4 røde peberfrugter
  • 4 store løg
  • 2 liter vand
  • 150 g. salt
  • 1 liter eddike
  • 1 kg. sukker

Sådan gør du:

  • Start med at vaske dine glas og skyl dem i atamon og kogende vand. Sæt dem til side
  • Skær agurkerne i skiver, halver løgene og skær dem i skiver, skær peberfrugterne i strimler
  • Kom grøntsagerne op i en stor skål
  • Kog vand og salt op og lad det køle lidt af inden du hælder det over grøntsagerne
  • Dæk skålen til og lad den trække i to timer
  • Hæld saltvandet fra grøntsagerne og kom dem på atamon-skyllede glas
  • Kog eddike og sukker op og kom lagen over grøntsagerne på glassene
  • Luk til og stil til afkøling, så de kan suge vakuum og lukker tæt

Den her opskrift kommer fra min bedstemor og er min fars absolutte favorit. Min bedstemor er her desværre ikke længere, hende mistede vi i 2005, men opskriften har vi endnu.

Jeg husker som barn, når jeg besøgte min bedstemor og fik en sukkermad til morgenmad. Og jeg husker at hun lavede kyskager og vaniljekranse og kræmmerhuse til flødeskum. Og æblekage, også en af min fars favoritter. Knuste makroner, flødeskum og grov æblemos.

I dag laver vi bedstemors agurkesalat.

Du skal bruge agurker, løg og røde peberfrugter. Det er altså lidt lækkert at kunne hente direkte i køkkenhaven.

Du skal også bruge salt, sukker og eddike. Og vand.

Se lige mine fine løg, de bliver ikke mere friske end det her. Og jeg lover dig for, jeg tudede på livet løs, mens jeg pillede og skar dem.

Halver løgene og skær dem i skiver.

Skær dine peberfrugt i strimler.

Og skær dine agurker i skiver på torturinstrumentet her.

Kom det hele op i en gryde eller meget stor skål.

Sæt en gryde med 2 liter vand på komfuret og tilføj 150 g. salt.

Lad det komme i kog til saltet er helt opløst og vandet er klart igen.

Lad saltvandet køle lidt af. Hæld det så over grøntsagerne og lad dem stå tildækket i to timer. De falder meget sammen på den tid.

Når de har stået i to timer, hælder du vandet fra og kommer grøntsagerne på atamon-skyllede glas.

Hæld 1 kg. sukker op i en gryde med 1 liter eddike og lad det komme i kog.

Når du kan se bunden i gryden er din lage klar. Jeg plejer at tage lagen af varmen, giver den atamon efter anvisning på flasken og så hældes den over grøntsagerne på glassene.

Luk glassene til og lad dem stå og køle af. Så er bedstemors agurkesalat klar.