Når vi sylter og henkoger, er det vigtigt at vores glas er rene og klar. Det gør vi ved at skylle dem i atamon.

Først stiller vi de nyvaskede glas eller flasker op. Jeg tager altid gummiringene af og vasker glas og ringe hver for sig. Det er en god ide at tjekke, om ringene er ved at være enten stive eller begyndt at blive møre. I så fald skal du have dem skiftet ud.

Så skal vi bruge atamon. Og her i huset køber vi atamon i store flasker, for der går en del atamon til på sådan en syltesæson.

Jeg kommer 1 tsk. atamon i hvert glas.

Og så sætter vi kogeriet i gang i vores trofaste elkedel. Jeg stod tidligere og kogte vand i en gryde og bandede over, at det tog en evighed (jeg er ikke verdens mest tålmodige menneske). Men så så jeg svigermor bruge en elkedel og to dage efter gik jeg på jagt i genbrugsbutikkerne efter en brugt elkedel. 30 kr. kostede den her og den har været brugt utallige gange siden.

Nu begynder jeg at blive organiseret. Jeg stiller glassene op på række, klar til næste del af proceduren.

Der bliver hældt en sjat vand i hvert glas og de lukkes med det samme.

Lad dem stå i to minutter, inden du ryster dem godt. Jeg ryster altid over håndvasken, for der kan være et par stykker der sprutter lidt, fordi det varme vand skaber overtryk i glasset. Og det er dumt at holde ved, hvor jeg gør på billedet, for hvis de sprutter med varmt vand, så kommer det ud lige præcis der, hvor jeg holder ved.

Hvis du vil være helt sikker på, at dine glas holder tæt, så vend dem på hovedet, når de har stået et par minutter. De skulle gerne have forseglet sig selv på nuværende tidspunkt. Gør de ikke det, så lad dem stå lidt længere og prøv igen. Hvis glasset stadig ikke holder tæt, skal du overveje at skifte gummiringen, eller se på om der er skår i glasset.

Når jeg har rystet mine glas, stiller jeg dem altid til side, stadig lukkede, indtil jeg skal bruge dem. Der er ingen grund til at hælde vandet ud nu og lade dem stå åbne og blive forurenede igen.

Jeg bruge samme procedure til mine flasker til saft. Og jeg bruger også konservesglas. Hvis det er konservesglas, der har låget med den lille klikanordning i midten, så er de geniale at bruge igen og igen. Når jeg har vasket og skyllet dem i atamon, fylder jeg mit produkt på glassene, lukker mens det stadig er drønvarmt og stiller dem i køleskabet. Efter en halv times tid, vil nogle af glassene have forseglet sig selv, og klikanordningen er trukket ned igen, andre glas skal bare lige have et let tryk på klikanordningen og så trækker den sig ned. Så er du igen garanteret, at dine glas er forseglet.