Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: 6 timer

Nok til: 6 personer eller 2 personer og rester til suppe


Ingredienser:

  • 1 hel kylling
  • 1 stort løg
  • 5 gulerødder
  • 5 stængler bladselleri
  • 2 fed hvidløg
  • 1 citron
  • 4 tsk. salt
  • 2 tsk. paprika
  • 1 tsk. cayennepeber
  • 1 tsk. løgpulver
  • 1 tsk. timian
  • 1 tsk. hvid peber
  • ½ tsk. hvidløgspulver
  • ½ tsk. peber

Sådan gør du:

  • Rens din kylling og dup den tør med køkkenrulle
  • Hak løget, skær gulerødderne i tykke stængler og skær bladselleri i stængler på samme længde. Pil hvidløgene og mas dem
  • Kom alle grøntsager ned i slowcookeren
  • Bland alle krydderier i en skål. Gnid indersiden af kyllingen med krydderierne
  • Skær en citron i kvarte og kom dem ind i kyllingen
  • Fordel resten af krydderierne på ydersiden af kyllingen
  • Læg kyllingen ovenpå grøntsagerne, læg låg på og sæt den på low i 6 timer
  • Tag kyllingen op, skær den ud og server den med grøntsagerne og en bagt kartoffel

Det er som om, at jeg bruger min slowcooker mere om efteråret og vinteren, end om foråret og sommeren. Der er noget ved mørket og vejret, der bare skriger langtidstilberedt simremad og det tænker jeg jo i bund og grund er det, slowcookeren gør.

Denne gang vil jeg vise jer, hvordan en kylling kan blive til 3 x aftensmad for os to voksne mennesker her i huset (og en anelse rest til hundene).

Vi starter med at tilberede en hel kylling i slowcookeren.

Du skal bruge en kylling, salt, peber, paprika, cayennepeber, løgpulver, timian, hvid peber, hvidløgspulver, citron, løg, hvidløg, bladselleri og gulerødder.

Start med at hakke løget.

Skær gulerødderne i store stave.

Og skær bladsellerierne i stave på samme længde som gulerødderne.

Pil hvidløgene og mas dem.

Kom løg, bladselleri, gulerødder og maste hvidløg ned i slowcookeren.

Find en skål frem og lav en krydderiblanding af salt, paprika, cayennepeber, løgpulver, timian, hvid peber, hvidløgspulver og peber.

Sæt kyllingen med bagenden op og kom et par skefulde krydderi ind i den og gnid det godt rundt inde i kyllingen.

Fordel resten af krydderierne uden på kyllingen.

Skær citronen i kvarte.

Og kom dem ind i kyllingen.

Læg kyllingen ned på grøntsagerne, låg på og så er det bare at sætte den på low i 6 timer og vente.

Vores kylling er nu klar og du kan se en masse bouillon i bunden af slowcookeren.

Tag kyllingen op og skær den ud.

Claus og jeg fik et helt lår og vinge hver. Samt en masse lækre grøntsager, der var blevet godt møre i bunden af slowcookeren. Og en bagt kartoffel.

Jeg nåede faktisk næsten at spise mig mæt i gulerødder og bladselleri, det smagte helt fantastisk. Vi spise som sagt kun lår og vinger, brystkødet blev sat til side til næste ret.