Hyldebærsaft

Hyldebærsaft

Jeg elsker hydebærsaft, hvilket jeg først fandt ud af, efter vi var flyttet herud på gården og vi fik købt en tuttifrutti. Jeg elsker også min tuttifrutti.

Problemet med hyld og mig er, at hylden ofte er klar til høst, før jeg er klar til at lave saft. Men i år fandt jeg en genvej. Jeg høstede hyld og frøs det, indtil jeg var klar til at lave saft. Problem løst.

Så altså, først sendte jeg min mand ud og høste hyld, hver gang han gik ud for at ryge.

Så satte jeg mig med en gaffel og en stor bøtte (de firkantede, der plejer at være bland-selv slik i) og så gik jeg i gang med at ribbe hyld. Det betyder at jeg ved hjælp af gaflen, trak bærrene af stilkene. Jeg vil anbefale denne metode, for ellers får du røde fingre.

Hylden kunne jeg så fryse, indtil jeg var klar.

Da jeg søndag morgen var klar, smed jeg min frosne hyld op i topgryden af tuttifruttien.

Vand i nederste gryde, slange på midtergryden og så ellers fuld knald på blusset, så vandet kan komme i kog.

Hver gang jeg havde tappet 2 liter saft, kom jeg det op i en gryde og satte det i kog.

Jeg tilføjer 100 g. sukker pr. liter, så altså 200 g. til de 2 liter her. Men smag dig frem. Lad saften komme i kog til sukkeret er opløst.

Husk at tilføje atamon efter anvisning på flasken, inden du kommer den varme saft på flasker. Jeg har nu 8 flasker lækker hyldebærsaft på lager. Det skal tyndes op med vand, når du skal drikke det. Eller du kan bruge det til hyldebærsuppe.

____________________

Ingredienser:

Hyld

Sukker

____________________

Rib hylden af stilkene med en gaffel. Og forbered dig på, at du skal bruge meget hyld.

Kom hylden i topgryden på din tuttifrutti og sæt vandet i kog i bundgryden.

Hver 2 liter saft koges op med 200 g. sukker (husk at smag dig frem).

Tilføj atamon inden den varme saft hældes på flasker.

Skal blot stå mørkt og køligt, indtil det skal bruges. Åbne flasker opbevares i køleskabet.