Sprængt kalkun

Sprængt kalkun

Vi har gennem årene prøvet at tilberede kalkun på mange måder for at få den så saftig som mulig. Endelig knækkede vi koden, vi fik den mest fantastiske møde kalkun til Thanksgiving. Hvorefter vi har aflyst Thanksgiving fremover og i stedet indfører vi nu Merry 4th. of Hallowgiving, der i år skal afholdes den sidste lørdag i juni for første gang. Det blev simpelthen for meget at have hele familien samlet indenfor i november og nu hvor vi bor på landet og har en frygtelig stor have, så giver det da mere mening at holde en stor havefest.

Men skulle du få lyst til at lave kalkun en af dagene, så er det her fremgangsmåden vi klart kan anbefale.

Det er meget enkelt, først tager du 5 liter vand, 625 g. salt, 420 g. farin, 42 enebær, 42 peberkorn, 15 kviste timian og 3 laurbærblade. Det koger du op til salt og farin er opløst.

Så tager du kalkunen og lægger den ned i en beholder, der er stor nok til at hele kalkunen er nede i den. Det her er en lille 4,5 kg.s kalkun fra Bilka, det var noget mere vanskeligt med den store på 15 kg.

Når lagen er kølet af, hælder du den over kalkunen og sørger for den er dækket helt til. Hvis der ikke er nok, må du lave en portion mere. Læg en tallerken på, så kalkunen er presset helt ned under lagen og sæt den så i køleskabet i 2-3 døgn.

Så er det blot at tage den op af lagen, skylle den godt og tilberede den – selvfølgelig fyldt godt op med stuffing.
Og voila, så har du den mest fantastiske møre kalkun. Velbekomme.

____________________

Forberedelse: 30 minutter

Lagetid: 2-3 døgn

Nok til: 4,5 kg. kalkun

____________________

Ingredienser:

5 liter vand

625 g. salt

429 g. brun farin

42 peberkorn

42 enebær

15 kviste timian

3 laurbærblade

____________________

Hæld alle tingene op i en gryde og lad det komme i kog. Alt sukker og salt skal være opløst.

Sæt gryden til side og lad det køle af.

Kom kalkunen i en passende beholder og dæk den fuldstændig med lagen. Lad den stå på køl i 2-3 døgn.

Tag kalkunen op, skyl den og tilbered den i ovn eller på grill.