Forberedelse: 1 time inkl. klejneskæring og knude-lavning

Tilberedning: 1 time fra start til slut

Nok til: Mange klejner


Ingredienser:

  • 3 æg
  • 150 g. sukker
  • 150 g. blødt smør
  • 1 tsk. kardemomme
  • 3 spsk. fløde
  • 500 g. mel
  • 1 pakke palmin

Sådan gør du:

  • Start med at røre sukker, æg og smør sammen
  • Tilføj kardemomme og fløde
  • Rør melet i
  • Rul dejen tyndt ud og skær harlekintern. Skær en slids i hver tern fra øverste til nederste spids
  • Vend øverste spids bagover og ind gennem slidsen og træk klejnen igennem
  • Smelt palminen over middel varme og tjek om den er klar med en lille klump dej
  • Læg 2-3 klejner i af gangen og vend dem, når de er brune på den ene side
  • Fisk dem op med en trådske og læg dem på køkkenrulle, der kan suge overskydende fedt
  • Pak dem i lufttæt kagedåse

En klassiker, der absolut må laves hvert år, til trods for at jeg ikke kan fordrage dem og jeg er bange for at brænde mig og jeg kun synes det er sjovt de første ti minutter. Klejner! Jeg laver dem ikke for min skyld, jeg laver dem altid kun for Claus’ skyld, men laves det skal de. Okay, faktisk havde jeg tænkt mig at hoppe over dem i år, men jeg er med i en amerikansk Facebook-gruppe, hvor vi deler opskrifter og gode råd og da jeg delte opskriften på pebernødder med dem, var der straks en ældre kvinde (tror jeg godt, jeg må kalde hende) der fortalte om hendes bedstemor, der havde lavet kager i en sort gryde. Det lød som klejner, så jeg lovede hende opskriften og billederne, når jeg fik det lavet. Og så måtte jeg jo i gang igen.
Vi går selvfølgelig fortsat i Frk. Jensens fodspor og tager en opskrift fra 1912. Så håber jeg de amerikanske kvinder og mænd bliver ligeså vilde med den her opskrift, som de var med pebernødder.

Vi skal ikke bruge så mange ting, vi skal kun have fat i noget smør, mel, sukker, æg, citronskal, fløde og kardemomme.

Først rører vi sukker, æg og smør sammen til en mærkelig flydende og klumpet konsistens.

Tilføj 1 tsk. kardemomme. Det var det jeg vurderede, der skulle i, for opskriften specificerede ikke en mængde. Tak Frk. Jensen, så gætter vi da bare lidt.

Kom også citronskallen i. Jeg indrømmer, at jeg tog reven skal fra to citroner, for de var altså lidt små denne gang.
Rør så det hele sammen igen.

Så skal fløden i. Og så rører vi lidt igen.

Jeg valgte at komme halvdelen af melet i og lade håndmikseren klare den del.

Så kom resten af melet i og så var det altså med håndkraft herefter.

Smid en pakke palmin i en gryde og lad det smelte. Jeg endte med at bruge to pakker palmin, men en havde faktisk været nok. Vi lærer mens vi lever. Jeg har formentlig tænkt det samme alle de andre år, og alligevel smider jeg to pakker i gryden hvert år. Så jeg lærer åbenbart ikke.

Så er vores dej også klar.

Nu bliver det teknisk. Dejen skal rulles ud noget tynd.

Og så finder du din klejnespore frem. Først laver du lange lige rækker og derefter skærer du dem på skrå, så du får fine harlekintern. Og så laver du en lille revne i dem fra øverste spids mod nederste. Og nu bliver det rigtig svært.

Det første år husker jeg denne del af processen som enormt frustrerende. Jeg ødelagde ca. hver anden klejne og måtte lave dem om flere gange. I år ødelagde jeg ikke en eneste, så øvelse gør mester.
Du tager den øverste spids, vender den bagover, presser den forsigtigt gennem revnen og hjælper halvdelen af klejnen med at vende sig gennem slidsen, så vi får den fine klejne-knude.

Tada, så er der en hel masse klejner klar. Og nu glemte jeg så at tage billeder af næste del af processen.
Først tager du en lille klump dej og smider ned i palminen for at se, om den er varm nok, eller måske for varm.
Så lægger du klejnerne ned i gryden 2-3 stykker af gangen og lader dem brune først på den ene side og så på den anden side, det tager kun et par minutter. Du skal vende dem forsigtigt med en gaffel. Hvis de bruner for hurtigt, så skru ned for varmen. Hvis du putter for mange klejner i af gangen, risikerer du at afkøle din palmin, så maks. 2-3 af gangen.
Fisk dem op med en trådske og læg dem på køkkenrulle, der kan suge fedtet.

Og så er vores klejner færdige. Når de er kølet komplet af kan du pakke dem i en lufttæt kagedåse. Jeg fik en god stor fyldt kagedåse ud af denne portion. Og Claus har godkendt dem. Hvis han er glad, er jeg glad.