Risalamande anno 1901

Risalamande anno 1901

Det er juletid og med jul følger en masse traditioner og traditionel mad, vi skal spise. Der er rigtig meget af maden, jeg elsker, men lige når det kommer til risengrød og risalamande, har jeg et problem. Jeg kan simpelthen ikke fordrage det. Beklager, jeg ved godt det er en meget kraftig udtalelse, meget kontroversiel, men sådan er det altså. Og det giver problemer hver eneste juleaften. Jeg har det altså helt fint med at få en portion is til dessert, men problemet opstår, når det kommer til mandelgaven. Jeg har altså ingen problemer med, at jeg aldrig vinder mandelgaven, det har virkelig aldrig betydet noget for mig. Men ”de voksne” i selskabet, synes ofte at det er synd for mig. Særligt min mor forsøger altid at finde en alternativ måde, hvor alle kan være med i kampen om mandelgaven, fordi hun synes jeg også skal have en chance for at vinde. Det er så sødt af hende og jeg elsker hende for det. Men altså, nyd I nu bare alle sammen jeres risalamande.

Med det sagt, så er jeg absolut villig til at afprøve nye versioner. Det kunne jo være, at jeg fandt en version, jeg kan lide. I dag er det dog ikke en ny version, vi skal afprøve, men en 120 år gammel version. Jeg fandt den frem i min Frk. Jensens Kogebog fra 1901. Som min storebror sagde, så må det jo være den udgave, der teknisk set er ”den rigtige” og den version vi får i dag er ”den falske”. Min mand var absolut ikke enig.
Nu prøver vi.

Du skal bruge sødmælk, fløde, mandler, sukker, vaniljestang, sherry, husblas og grødris. Hvis du er vant til at lave risalamande, kan du allerede nu se nogle ingredienser, vi ikke bruger i dag.

Vi starter med at skrabe vaniljekornene ud af stangen og blande det med et par spiseskefulde sukker. Jeg brugte to stænger, for de var meget små.

Bland kornene godt sammen med sukkeret, så de ikke klistrer sammen.

Så går vi i gang med risengrøden. Vi bruger helt standard Pama grødris og følger opskriften på bagsiden. Teknisk set skal du kun bruge en halv portion, men det er bare nemmere, at lave en hel portion, og så har du en mulighed for at få en portion risengrød. Hvis du er til den slags.
Start med at koge 2¼ dl. ris i 2½ dl. vand i et par minutter.

Så tilføjer vi mælken. Vi vælger også at smide de udskrabede vaniljestænger ned i grøden, så de sidste korn kan koge med ud i risengrøden.

Lad risengrøden småkoge og husk at røre jævnligt i det, så det ikke brænder på. Mens grøden koger, kan du smutte mandlerne og hakke dem.

Så er vores risengrød ved at være klar. Husk at fjerne vaniljestængerne.

Min mand skyndte sig at øse en portion op til sig selv, inden resten af grøden blev sat ud i viktualierummet for at køle af. Du kan også bare sætte det i køleskabet for at køle, jeg havde bare lige et behov for at fortælle, at jeg har fået et viktualierum.

Nu begynder opskriften at stikke lidt af i forhold til standarden. Læg 15 blade husblas i blød.

Når husblassen er blødt op, skal den smeltes. Det kan du enten gøre over et vandbad, eller i en lille skål på kaffemaskinens kogeplade. Det fungerede så fint for mig.

Husblassen skal herefter røres op med 1 dl. sherry

Kom 1 liter fløde op i en skål og pisk flødeskum. Tilføj vaniljesukkeret.

Når flødeskummet er klar, fortsætter vi med blandingen. Ja, det er meget flødeskum. Kom halvdelen af risengrøden op i flødeskummet.

Hæld sherry-husblassen ned i flødeskummet og rør det godt sammen.

Tilføj så de hakkede mandler.

Det hele røres sammen, hældes op i en serveringsskåle og sættes på køl et par timer.

Så er der risalamande fra 1901. Her serveret med kirsebærkugler fra 2021.

Det var min helt egen lille joke, at lade risalamande fra 1901 møde kirsebærkugler fra 2021. Vi serverede også varm kirsebærsauce til, selvfølgelig gjorde vi det.
Det her er ikke risalamande, som du kender det. Det er en form for blanding af risalamande og fromage med et hint af sherry. Jeg kunne faktisk godt lide denne version, hvis vi ser bort fra mandlerne. Mandler bliver bare aldrig noget for mig.
Min mand lavede ”rigtig” risalamande af den resterende risengrød, hvilket han klart foretrak frem for denne noget ældre version. Men det var sjovt at prøve.

____________________

Tilberedning: 1 time + køletid

Nok til: 12 personer

____________________

Ingredienser:

Risengrød:

2¼  dl. grødris

2½ dl. vand

1 l. sødmælk

Risalamande:

½ portion risengrød

1 l. fløde

15 blade husblas

1-2 stang vanilje

2 spsk. sukker

1 dl. sherry

100 g. hakkede mandler

____________________

Vi starter med at flække vaniljestangen, skrabe kornene ud og blandet det op med sukkeret. Sæt det til side.

Sæt gang i risengrøden. Sæt vandet i kog og kog risene i vandet i et par minutter. Tilføj derefter mælken og lad det småkoge i ca. 35 minutter. Lad den udskrabede vaniljestang koge med i grøden.

Når grøden er klar, tager du vaniljestangen op og sætter grøden på køl. Den skal gerne køle godt af.

Når du er klar til at fortsætte, lægger du husblassen i blød i koldt vand.

Når husblassen er blødt op, smelter du den over et vandbad eller på kaffemaskinens kogeplade, hvorefter du rører den smeltede husblas op med sherryen.

Rør fløden til flødeskum med vaniljesukkeret.

Tilføje en halv portion risengrød, sherry-husblassen og de hakkede mandler.

Hæld det hele op i en pæn serveringsskål og sæt det på køl et par timer, så det kan sætte sig.

Server den med kirsebærsauce.