Ingredienser:

  • 500 g. aronia bær / surbær
  • 500 g. blommer
  • 500 g. sukker
  • 1 vaniljestang
  • 1 ps. grøn melatin

Sådan gør du:

  • Vask aronia bærrene
  • Vaske og udsten blommerne
  • Skær blommerne i mindre stykker
  • Kom bær, blommer, sukker og en flækket vaniljestang op i gryden
  • Lad det langsomt komme i kog
  • Når det koger, skal du lade det koge i 20 minutter
  • Tag gryden af, fjern vaniljestangen og blend frugterne
  • Kom grøn melatin i den blendede frugt og kog det med efter posens anvisning
  • Kom det hele på små glas

Vi bor jo herude på landet, hvor man kommer hinanden ved. Det betyder, at vi den sidste fredag i hver måned på skift ligger hus til et par timers kaffemik med naboerne. Ikke noget stort og vildt, bare lidt kaffe og nem kage og et par timers hygge og snak.

I fredags var vi til kaffemik ved en af vores nærmeste naboer Ellen. Og når jeg siger nærmeste, så mener jeg, nede for enden af grusvejen. Ud over at begave mig med en ”ny” husholdningsbog Husholdning for Land og By fra 1953, så fandt hun også en af hendes egne opskrifter frem til mig. En af vores andre naboer, Laust, tilbød mig nemlig at komme forbi hans have og høste aronia bær i weekenden. Og Ellens opskrift var en gele på aronia bær og blommer.

Så søndag satte jeg mig i bilen med en stak bøtter og kørte ned til Laust. Han og jeg brugte den næste time på at tale om stort og småt, mens vi høstede løs af hans bær.

En time senere kom jeg hjem med 6 store bøtter bær, som jeg straks gik i gang med at rense. Nogle blev taget fra til Ellens sortbærgele, nogle blev til aronia marmelade med æble, nogle kom i tuttifruttien og 4 kg. kom i fryseren til senere brug.

Vi skal bruge aronia bær (surbær), blommer, sukker, 1 vaniljestang og grøn melatin. Jeg ved godt, det er en gul pose på billedet, det var en fejl.

Kom bær, blommer, sukker og den flækkede vaniljestang op i gryden og varm det langsomt op.

Vend gerne det hele godt rundt, så sukkeret et godt fordelt.

Lige så stille vil frugten afgive saft og så lader du frugten komme i kog. Det skal koge i 20 minutter. Se hvor fin rød det er. Endnu.

Ja, det var så her, det gik op for mig, at jeg havde taget den forkerte melatin. Så vi skifter lige til grøn.

Når frugten har kogt i 20 minutter, fjerner du vaniljestangen og blender det hele til en ensartet masse.

Nu blev det dælme mørkt i gryden. Kom melatinen i og lad det koge med et par minutter, som foreskrevet på posen.

Så gik det hele lidt stærkt for mig, og jeg glemte totalt at tage billeder. Men altså, kom geleen på rene glas og luk dem tæt med det samme.

Jeg fik 6 fine små glas ud af portionen her. Vi smagte begge på det og blev hurtigt enige om, at det smager helt fantastisk. Og vil gøre sig godt som alternativ til solbærsyltetøj.

Jeg er glad for, at jeg har 4 kg. mere i fryseren, så jeg kan lave en lidt større portion næste gang.