En lang gåtur og is i Humlum

En lang gåtur og is i Humlum

Byggeriet fortsætter ufortrødent på gården. Vi har nu et badeværelse, eller vi har i hvert fald rummet. Og mens jeg skriver her, er mureren i gang med at sætte klinker op derude. Så afhængig af malerens kalender, så kan vi måske ende med at have et fuldt funktionsdygtigt badeværelse inden sommerferien. Hvor vil jeg se frem til, at vi kan gå i bad, gå på toilet og vaske tøj i huset.

Resten af ombygningens tidsplan kommer til at matche godt op med den tidsplan jeg hele tiden har haft i hovedet. Jeg har hele tiden sagt, at jeg forventer at vi er færdige til september. Claus har sagt før sommerferien, hvilket så viste sig at han tænkte før håndværkernes sommerferie i juli og ikke vores egen sommerferie i august. Men vi har netop aftalt med mureren, at han lægger de sidste klinker i gang og køkken, mens vi er i sommerhus. Og det er altså hen i midt/slutningen af august. Så min tidsplan ser ud til at holde og jeg vinder.

Nu er livet ikke kun byggeri, vi laver også andre ting. Et af mine nytårsforsætter var at skulle løbe Royal Run med to skønne kvinder, men vi fik desværre ikke billetter. Så vi arrangerede da bare vores eget løb. Der er nemlig 10 km. fra hendes hus til mit, så vi arrangerede Mountain City Run, der løb af stablen i går. Vi løb ikke så meget som en meter grundet manglende træning op til og småskavanker i truppen. Men vi gik de 10 km. – der viste sig at være 11 km. – fra hendes hus til mit og nød en lækker frokost med salat og frankfurtere med mænderne (og mureren). Det var så hyggeligt, vi fik lidt for meget sol på turen, vi fik vendt verdenssituationen og blev enige om, at det da var verdens dårligste ide.

Til gengæld skrev en af vores naboer hen på eftermiddagen med en vanvittig god ide, så vi hoppede i deres bil og drønede til Humlum og fik is. I dag sidder jeg bare her, skriver opskrifter rent og overvejer om ikke eftermiddagen skal gå med en maraton. I sofaen. Med Downton Abbey.

Slowcookeren står stadig for langt det meste af vores mad og om lidt skal jeg ud i køkkenet og lave madplan for næste uge. Og jeg er nødt til at se, om ikke jeg kan presse den her ind på planen, en af dagene.

Honey-garlic ribs