Vi bygger stadig om

Vi bygger stadig om

Vi er nu på den anden side af sommerferien for de flestes vedkommende, og vi bygger stadig om. Listen omfatter nu flg. igangværende projekter:

  1. Stuehuset, hvor vi nu har fået besøg af maleren, tømreren er i gang og sidst på ugen skulle elektrikeren også gerne komme. Tidsplanen hedder lige nu “en gang i september”, før vi er færdige. Vi er ved at være lidt byggetrætte, det indrømmer vi blankt.
  2. Udendørslamper, hvor vi afventer elektrikeren, for at få dem koblet til. Det er to store lygtepæle i gammel stil, der passer lige ind på gården.
  3. Køkkenhaven, hvor vi nu kun mangler at få hønsehegnet sat fast igen, sat kantsten for hver ende af havegangen og lagt grus ud.
  4. Gårdhaven, hvor vores gode nabo Laust har hevet alle vores gamle herregårdssten op. Der skal nu lægges nye fliser, bygges en halvmur over for at lukke af og sættes en stor flot låge i. Og så har jeg vilde planer om at gå shop-amok ved Zinkbakken i deres cortenstål højbede. men det bliver først, når gårdhaven er lagt.
  5. Terrassen, hvor vores gode nabo Laust netop i dette øjeblik er i gang med at hive de sidste herregårdssten op. Derefter bliver terrassen udvidet, der laves ny overdækning med høj rejsning og så kan vi komme på plads igen.
  6. Bedkanter, som lige nu afventer at vi bliver færdige med terrassen.
  7. Kantsten mellem gårdsplads og have, som lige nu kun afventer, at vi bliver færdige med terrassen og de øvrige bedkanter.
  8. Udespa. Ja den var ny på listen, men som Claus sagde “nu vi er i gang”. Hvilket har været mottoet gennem hele denne byggeproces. Men nu vi er i gang med at få lagt nye fliser, kan vi ligeså godt få lagt det lille område, hvor han vil have udespa. Hvilket betyder, at der lige nu er gravet en kæmpe rende fra huset og over til udespa-området, så vi kan få lagt strøm ned. Hvilket også betyder at jeg hver aften skal være forsigtig med ikke at falde ned i renden, når jeg skal til og fra toiletvognen.
  9. Og så er der selvfølgelig alle småprojekterne, som ny holdeplads til skraldespande, nye planter til bedene, trimme træer, flytte buske og træer, rydde op osv. Men det kommer hen ad vejen.

Heldigvis gå alle projekter stille og roligt fremad. Og lige om lidt er det vores tur til at holde ferie. Vi drøner en uge i sommerhus med begge hunde, mens mureren får lagt klinker i gang og køkken. Og forhåbentligt kommer vi hjem til et hus, en terrasse og en gårdhave der nærmer sig en afslutning. Men lad os nu se.

Mens alt byggeriet står på, forsøger jeg stadig at få syltet, henkogt og gemt til vinter. Så de sidste par uger har jeg fået lavet blommemarmelader og blommesaft af de sidste blommer fra fryseren, jeg har fået lavet agurkesalat og en ny spicy relish, jeg er ved at afprøve. Jeg har i går syltet 8 kg. rødbeder og er nu i gang med at bortgive rå rødbeder i vildskab, fordi der skete det, der altid sker for mig, jeg fik sået for meget.

Mens rødbederne kogte og blev syltede, fik jeg også lige lavet en god omgang turkey chili i slowcookeren, det stod jo fint og passede sig selv. Det er bare super nem og kalorielet meal prep. Den portion, I får herunder gav mig 10 bøtter i fryseren med blomkålsris til. I kan selv justere styrken i chilien, men selvom 2 spsk. chilipulver lyder af meget, så synes jeg ikke den her er voldsom stærk.

Turkey chili