Forberedelse: 15 minutter

Tilberedning: 25 minutter

Nok til: 1 glas


Ingredienser:

  • 500 g. rabarber
  • 1 løg, hakket
  • 4 fed hvidløg
  • 3 spsk. balsamicoeddike
  • 90 g. brun farin
  • ½ dl. med top ketchup
  • 1 spsk. worcestershire sauce
  • 1 spsk. chilipulver
  • 2 spsk. dijonsennep
  • 2 dl. vand
  • Cayennepulver efter smag
  • Flydende røg kan tilføjes

Sådan gør du:

  • Start med at varme olie op i en gryde og steg løgene til de er blanke ved middelhøj varme
  • Pres hvidløgene og kom dem ned til løgene
  • Tilføj samtidig rabarberne og læg låg på i 5 minutter
  • Tilføj så vand, ketchup, brun farin, balsamicoeddike, worcestershire sauce, chilipulver, dijonsennep og cayennepulver
  • Du kan tilføje flydende røg, hvis du ønsker lidt mere af den røgede smag. Du kan også bruge røget paprika, mulighederne er mange
  • Lad det hele simre i 15-20 minutter og smag så efter, om den er som du vil have den
  • Blend saucen til den er helt glat og kom den derefter straks på et atamonskyllet glas

Jeg har lidt mange rabarber i haven. Så i år må jeg i gang med projekt ”Rabarber på 1000 måder”, så jeg kan få brugt så meget som muligt. Det piner mig, hvis jeg kan se mine afgrøder bare går til spilde. Så hellere spise og drikke rabarber morgen, middag og aften.
Jeg kan huske, Claus og jeg sidste år så BBQ Pitmaster på Netflix og der var en der brugte en hjemmelavet brombær bbq sauce, og jeg husker at den fik enormt meget ros. Så jeg gik i gang med at researche mulighederne med rabarber og fandt flere muligheder. Jeg har nu afprøvet, tilpasset, ændret og tilføjet/fjernet efter vores smag, indtil jeg kom frem til den her udgave. Og jeg må sige, vi er meget tilfredse med den her bbq sauce. Det fede ved bbq saucer er, at vi kan tilpasse dem efter vores egen smag, der er ingen rigtig eller forkert måde at lave dem på.

Til vores rabarber bbq sauce skal vi bruge rabarber, løg, hvidløg, balsamicoeddike, brun farin, ketchup, chilipulver, cayennepulver, worcestershire sauce, dijonsennep, vand og eventuel lidt flydende røg. Og olie til at stege i.

Start med at varme olien op i en gryde og tilføj dine hakkede løg. De skal stege indtil de begynder at blive blanke.

Tilføj så de 4 fed presset hvidløg.

Og de snittede rabarber. Her kan du bruge de rabarber, der ikke er de pæneste, det er jo fuldstændig ligegyldigt.

Læg låg på og lad dem simre ved middelhøj varme i 5 minutter. Rabarberne skal begynde at blive lidt bløde.

Så skal vi i gang, først tilføjer vi vand.

Dernæst ½ dl. ketchup, gerne med top på.

Vi skal bruge ca. 90 g. brun farin.

Så kom balsamicoeddiken. Jeg havde den her med granatæble smag og tænkte, hvorfor ikke? Der er jo i forvejen rabarber i den her bbq sauce, lidt granatæble gør vel ingen skade. Så tag en hvilken som helst balsamicoeddike, du har på lager.

Vores allesammens favorit, som ingen kan udtale korrekt, worcestershire sauce.

Godt med chilipulver. Her er det naturligvis vores egen chilipulver.

Vi kan godt lide det med lidt kick, så jeg kom et pænt skud cayennepulver i.

Og så lidt dijonsennep.

Låg på igen og lad det hele simre i 15-20 minutter.

Smag på din bbq sauce, find ud af om den mangler noget. Mere chili, mere balsamicoeddike?

Giv det hele en god tur med stavblenderen eller hæld det hele op i en blender og blend løs til saucen er glat.

Jeg bestemte mig for, at den her portion skulle have lidt røg og vi har altid flydende røg på lager. Jeg kunne også have tilføjet røget paprika for at få den røgede smag.

Kom det hele på et atamonskyllet glas og luk tæt. Så er der en helt speciel bbq sauce klar til sommerens grillaftener.