Forberedelse: 10 minutter
Tilberedning: 10 minutter
Nok til: 2 glas
Ingredienser:
- 500 g. rabarber
- 3 dl. vand
- 3 dl. æblecidereddike
- 250 kr. rørsukker
Sådan gør du:
- Skyl dine rabarber, skær dem i tynde skiver på ca. 3 mm. Og kom dem på atamon-skyllede glas
- Kom vand, æblecidereddike og rørsukker i en gryde og lad det komme i kog
- Når alt sukkeret er opløst, hælder du lagen over rabarberne
- Hvis du vil sikre lidt længere holdbarhed, kan du tilføje lidt atamon til lagen
- Luk glassene med det samme og lad dem stå til de er kølet helt af
- Sæt dem herefter på lager eller på køl og brug dem som tilbehør i sommeren salater
Når jeg nu er kommet til at have et overproduktivt rabarberbed, så må jeg jo finde nye måder at bruge mine mange rabarber på. Samtidig giver jeg alt den rabarber væk, jeg kan, så andre også kan få glæde af dem. Man kunne spørge sig selv, om jeg måske skal skrue lidt ned for rabarberbedet næste år? Og der må jeg bare sige nej, jeg planlægger tværtimod at udvide. Jeg har nemlig et jordbærdbed på 6 meter, som jeg skal have ryddet, og det bed vil egne sig perfekt til flere rabarberplanter. Hvad jeg så vil med alle de planter må fremtids-mig’s problem.
Vi starter med deltagerne. Rabarber, vand, æblecidereddike, rørsukker og min ny favorit hakkeren!
Den kan nemlig indstilles så smukt til at skære mine rabarber i præcis 3 mm. tykkelse. Mine håndled slipper for at blive overbelastet og jeg kommer af med nogle aggressioner undervejs.
Jeg tog to små patentlågsglas og fyldte ca. 250 g. rabarber i hvert glas. Husk at de ikke skal fyldes helt op til kanten.
Jeg kom vand og æblecidereddike i en lille kasserolle.
Lagen varmede jeg op på komfuret og hældte samtidig rørsukkeret i.
Så kiggede jeg væk to sekunder og så skal jeg da lige love for, at det hele kom i kog. Lad det småkoge til alt sukkeret er opløst.
Hæld så lagen over dine rabarber og luk glassene straks.
Så er det bare at sætte mærkat med indhold og dato på dem og sætte dem på lager. Og finde dem frem igen straks din bedre halvdel varmer grillen op, for de er absolut fantastiske i salater. Gerne lidt mere rustikke salater, prøv med nødder, æbler, lidt sprød kål som pak choi og en god feta.







