Forberedelse: 10 minutter

Tilberedning: 15 minutter

Nok til: 3-4 liter


Ingredienser:

  • 1,5 kg. rabarber
  • 3 l. vand
  • 500 g. sukker (smag efter)
  • 2-3 stænger vanilje
  • 2-3 stjerneanis (kan udelades)

Sådan gør du:

  • Rens dine rabarber og skær dem i mindre stykker
  • Kom dem i en stor gryde med vandet
  • Skær vaniljestænger igennem på langs og kom dem i gryden sammen med stjerneanis
  • Begynd at varme det hele op og tilføj samtidig sukkeret
  • Lad det hele koge i ca. 10 minutter og smag efter, om der skal mere sukker i
  • Si saften og hæld den direkte på atamon-skyllede flasker
  • Tilføj eventuelt atamon for længere holdbarhed
  • Luk flaskerne straks mens saften stadig er brandvarm, på den måde skabes der vakuum
  • Stil flaskerne køligt og mørkt og find dem frem, når sommeren kræver et lækkert glas rabarbersaft på terrassen. Saften blandes op ca. 1 til 1

Rabarberresterne fik mine høns.
Men man kan efter sigende komme dem på glas og hælde vodka over og på den måde lave en lækker rabarbervodka. Eller du kan bruge de udkogte rabarber som kompot på din morgenyoghurt.


Vi er stadig i gang med projekt ”rabarber på 1000 måder”. Heldigvis har jeg en kæmpe samling af gamle kogebøger, fyldt med gode opskrifter og husmødrenes egne noter og gode opskrifter. Jeg gennemsøger dem alle, for at finde de bedste måder at bruge vores rabarber på.

Denne gang en klassiker, rabarbersaft.

Vi starter med holdopstillingen endnu en gang, rabarber, sukker, stjerneanis og vaniljestænger.

Til saft bruger jeg de grimmeste stænger, dem hvor hakningen gik galt undervejs i en af dagens andre projekter eller generelt bare endestykker, jeg ikke ville bruge i marmeladen eller til de råsyltede.

Kom rabarber og vand i en stor gryde.

Tilføj sukkeret. Du kan eventuelt holde lidt igen med sukkeret og så smage til undervejs. Måske skal du bruge mere, måske skal du bruge mindre, det er jo da en smagssag.

Stjerneanis, den kan dele vandende. Min mand kan godt lide lidt lakridssmag, personligt er det ikke lige mig. Så om du tilføjer dem eller ej er helt op til dig.

Vaniljestængerne er delt på langs og bare smidt ned i gryden.

Lad det hele koge i ca. 10 minutter.

Så skal vi i gang med at sigte det. Jeg sigtede både gennem min metalsi og min finmaskede honningsi. Jeg kan ikke lige snask i min saft.

Saften blev hældt direkte på atamon-skyllede flasker med det samme og lukket tæt. Se lige en fin farve. Hvor rød din saft bliver, afhænger af hvilke rabarber du bruger. Jeg har både dybtrøde og mere grønne stænger. Jo flere grønne du bruger, jo mere bleg eller brunlig bliver saften. Men smagen er uanset lige fantastisk.

Resterne af rabarberen kan bruges som kompot på din morgenmad, eller du kan komme den på et stort atamon-skyllet glas og hælde vodka over. Hvilket jeg kommer til at gøre næste gang, bare for at prøve det.