Forberedelse: 15 minutter
Tilberedning: 1 time
Nok til: 15 personer


Ingredienser:

  • 3 dl. olivenolie
  • 4¾ dl. sukker
  • 3 æg
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 7 dl. mel
  • 1½ tsk. natron
  • 1 tsk. muskatnød
  • 1 tsk. kanel
  • 2½ dl. hakkede pekannødder
  • 2½ dl. kokosmel
  • 7 dl. æbler, skrællet og skåret i tern

Sådan gør du:

  • Skræl dine æbler, skær dem i tern og læg dem i koldt vand med citronsaft, så de ikke brunes
  • Bland sukker, olie, æg og vaniljesukker i en skål
  • Bland mel, kanel, muskatnød og natron i en anden skål
  • Kom derefter melblandingen over til olieblandingen og rør det sammen
  • Tilføj kokosmel og pekannødder og rør det sammen igen
  • Tilføj æbler og rør det sammen
  • Mel en randform, hæld dejen i formen og sæt den i ovnen ved 160 grader i 60-65 minutter. Tjek med et træspyd, at kagen er helt gennembagt
  • Sæt den til afkøling på en rist i et kvarter, inden du vender den ud på et fad
  • Du kan nu enten pakke den godt ind og fryse den, eller pynte den og servere den

For nogle år siden gik jeg all in på bundt cakes til Thanksgiving. Jeg havde brug for at prøve noget andet, end de sædvanlige pies, jeg fandt nogle opskrifter på bundt cakes, købte mig et par bundt pans og gik bananas i nye kageopskrifter. Som sædvanligt fik jeg bagt alt, alt for meget, men mine kolleger spiste gladelig kage hele den efterfølgende uge.

Denne opskrift var absolut blandt favoritterne, og var faktisk også en æblekage, som jeg rigtig godt kunne lide. Og det sker ellers sjældent, så jeg tænker, det må betyde, at den er rigtig, rigtig god. Den er i hvert fald nem.

Til denne kage skal vi bruge mel, kokosmel, sukker, olivenolie, pekannødder, æbler, kanel, muskatnød, natron, æg og vaniljesukker.

Når jeg skræller æbler og skærer dem i tern, lægger jeg dem altid i vand med citronsaft, indtil jeg skal bruge dem. På den måde undgår jeg, at de bliver brunede og trælse at se på.

Start med at hælde 4¾ dl. sukker op i en skål med 3 dl. olivenolie (eller anden vegetabilsk olie).

Slå 3 æg ud i blandingen.

Kom 2 tsk. vaniljesukker ned i skålen og pisk det hele godt sammen.

I en anden skål blander du 7 dl. mel, 1½ tsk. natron, 1 tsk. kanel og 1 tsk. muskatnød.

Kom melblandingen over i sukker/olie blandingen og rør det hele godt sammen.

Kom 2½ dl. hakkede pekannødder og 2½ dl. kokosmel ned i dejen og rør det igen sammen.

Til sidste tilføjer vi æblerne (uden vandet selvfølgelig), og rører det hele godt sammen igen.

Mel din randform og hæld dejen op i den. Når du meler en randform skal du først spraye den godt med bagespray, tilføje en skefuld mel og sørger for at ryste det rundt, så hele formen er dækket med mel. Overskydende mel hælder du ud.

Sæt kagen i ovnen ved 160 grader i 60-65 minutter. Brug evt. et træspyd til at tjekke, om kagen er færdig. Hvis spyddet kommer op uden våd dej, er kagen klar.

Sæt kagen til afkøling på en rist et kvarters tid.

Vend kagen ud af formen ganske forsigtigt. Da den var kølet helt af, pakkede jeg den ind i vitavrap og en frysepose og lagde den i fryseren, til jeg skulle bruge den. Den klarede rigtig fint en tur i fryseren.

Jeg tog den ud af fryseren dagen før Thanksgiving, og på dagen pyntede jeg den med grøn glasur. Jeg har overvejet, om jeg burde tage et kursus i kagepyntning. Den var saftig og lækker og på ingen måde tung eller klæg. Og den holdt sig faktisk rigtig lækker i flere dage. Næsten en uge efter spiste vi stadig af den på arbejde. Den er en vinder.