Forberedelse: 15 minutter + afkøletid til tærtebunden og cremen.

Tilberedning: 30 minutter

Nok til: 8 personer


Ingredienser:

Tærtebund

  • 4 dl. mel
  • 3 spsk. sukker
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • 1/8 tsk. bageulver
  • 1 æg
  • 100 g. smør

Kagecreme

  • 2½ dl. mælk
  • 2 æg
  • 1 spsk. maizenajævner
  • 1 spsk. sukker
  • 1 tsk. vaniljepulver

Gelé

  • 2 dl. abrikossaft (fra dåsen hvor abrikoserne har lagt)
  • Saften af ½ citron
  • 4 blade husblas

Derudover

  • 1-2 dåser abrikoser

Sådan gør du: 

  • Start med at blande delene sammen til tærtebunden. Hvis dejen er for tør og ikke vil hænge sammen, så tilføj 1-2 spsk. vand lidt af gangen, til det hele hænger sammen
  • Rul dejen ud, kom den ned i en tærteform, prik bunden med en gaffel, læg sølvpapir ned i den og bag den i 15 minutter ved 225 grader. Lad bunden køle helt af
  • Til kagecremen kommer du mælk, æg, maizenajævner og sukker ned i en kasserolle og lader det komme i kog under konstant piskning. Lad det endelig ikke brænde på
  • Tag kasserollen af varmen, smag til med vaniljepulver og lad cremen køle helt af
  • Læg cremen ned i den afkølede tærtebund og fordel abrikoserne ud over cremen
  • Bland abrikossaft og citronsaft i en kasserolle og lad det varme op
  • Læg husblas i blød, knug derefter vandet ud af det og smelt det langsomt og under omrøring ned i abrikossaften
  • Når gelén begynder at køle af, men før den stivner, hældes den ud over abrikoserne
  • Sæt tærten på køl, til du skal bruge den og server den med creme fraiche eller flødeskum

Nu håber jeg, at du er klar til at rejse lidt tilbage i tiden sammen med mig. Vi skal i dag tilbage til en af mine kogebøger fra en af mine mange loppemarkedsture. Det er en serie af røde kogebøger ved navn Menu, alle med hver deres fokus. Denne opskrift kommer fra Menu – frugt fra 1978, og jeg bestemte mig for at lave den af to årsager. 1: den så pæn ud og 2: jeg skal nu i gang med at lære at lave kagecreme fra bunden. Spørg lige om det var nervepirrende. Men det lykkedes faktisk i første forsøg, så måske er det slet ikke så slemt svært alligevel.

Til at starte med skal vi bruge mel, sukker, vaniljepulver, bagepulver, æg og smør. Det er tærtebunden.

 

Start med at komme 4 dl. mel ud på et rent underlag i en bunke.

Kom derefter 3 spsk. sukker ned til melet.

Okay, det her er ikke nemt at se, men der er nu ½ tsk. vaniljesukker på toppen af sukkerbjerget midt i melkrateret.

Så skal vi have 1/8 tsk. bagepulver ned i blandingen.

 

Slå et æg ud over sukkertoppen i melkrateret. Jeg fornemmer lige nu at jeg er med i en scene fra Charlie og Chokoladefabrikken.

Og til sidst tager du 100 g. koldt smør og skær i tern ned over det hele. Nu kommer den ulækre del, stik hænderne ned i det og mosl det hele sammen til en samlet dej. Det var altså lidt svært at tage billeder undervejs, så du må tænke dig til, hvordan det har set ud. Hvis dejen er for tør, kan du tilføje 1-2 spsk. vand, men start med at prøve uden.

 

Tada, færdig tærtedej. Og rene hænder igen.

 

Rul dejen ud til den passer til din tærteform. Faktisk havde jeg for meget dej eller for små tærteforme, så jeg endte med at kunne lave to tærter.

 

Kom dejen ned i formen og pres en pæn kant. Jeg kan ikke presse en pæn kant, jeg har virkelig prøvet, det kan bare ikke lade sig gøre.

Prik huller i bunden af dejen med en gaffel, ud over det hele.

 

Kom stanniol ned i tærten, for at holde på bund og sider. Et super godt trick, det bliver den måde jeg gør det for fremtiden. Ikke mere med gule ærter, der skal holde på formen.

 

Efter at have bagt bunden i 15 minutter ved 225 grader, tager du tærtebunden ud af ovnen og sætter den til afkøling. Den skal være helt og totalt kold, inden du fylder den.

Nu skal du for resten tage dine abrikoser på dåse, hælde dem op i en si og lade vandet dryppe af ned i en kande eller skål. Du skal bruge både væde og abrikoser. Kan du ikke finde abrikoser, så prøv med fersken. Hvorfor skulle det ikke også være godt?

 

Så, nu kommer vi til den del, jeg frygtede mest. Kagecremen. Du skal bruge sukker, mælk, maizenajævner, æg og…. Og lige nu undrer jeg mig over vaniljepulveret, men er kommet i tanke om, at det kom vi også i, for smagens skyld. Det var Claus’ ide.

 

Kom 2½ dl. mælk, 2 æg, 1 spsk. maizenajævner og 1 spsk. sukker op i en kasserolle.

 

:

Sæt kasserollen over middelvarme og pisk konstant i den, mens den kommer i kog. Bliv ved at piske, til den begynder at blive tyk. Men det er nu du skal passe på, at den ikke brænder på, for så kan du godt starte forfra. Så pisk, pisk, pisk og pisk for pokker, stop aldrig et sekund.

Tag kasserollen af varmen, når cremen er begyndt at blive godt tyk. Smag den så til med vaniljepulver. Jeg brugte 1 tsk.

Kom cremen er kølet af, skal den ned i bunden af den helt afkølede tærtebund og sæt den så til side. Jeg vil gerne lige tilføje, hvor mega stolt jeg var af mig selv, mit første forsøg med creme fra bunden og så gik det faktisk helt efter bogen. Hurra!

 

Så skal vi i gang med at lave en gele på husblas, citronsaft og abrikossaften fra dåsen.

Læg 4 blade husblas i blød først. Det skal man jo.

 

Kom 2 dl. af abrikossaften op i en kasserolle.

 

Pres saften ud af ½ citron og lad det varme op.

 

Knug vandet ud af husblassen og smelt den så langsomt i abrikossaften, mens du rører grundigt, så det ikke bliver klumpet. Det var altså igen lidt svært at tage billeder, når begge hænder var i gang, så tænk dig til det.

 

Fordel de halve abrikoser ud over cremen i tærten.

 

Når geleen er begyndt at køle af, men inden den sætter sig, skal den hældes ud over abrikoserne. Sæt det hele på køl, indtil du skal bruge tærten. Server den med creme fraiche eller flødeskum.