Forberedelse: 45 minutter

Tilberedning: 35 minutter

Nok til: 8 personer


Ingredienser:

Tranebærfyld

  • 225 g. tranebær
  • 1¼ dl. vand
  • 6 spsk. sukker
  • ½ tsk. revet citronskal
  • 1 tsk. citronsaft

Bund og crumble

  • 3 dl. mel
  • 1¼ dl. sukker
  • ½ tsk. bagepulver
  • ¼ tsk .salt
  • 1¼ dl. koldt smør

Cheese-fyld

  • 225 g. philadelphia
  • 1¼ dl. sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk. vaniljeessens

Sådan gør du:

  • Start med at komme tranebær, vand, sukker, citronskal og citronsaft i en kasserolle og lad det komme i kog over middel-høj varme. Skru derefter ned til middel-lav varme og lad det simre i 10 minutter, indtil bærrene er bløde. Tag kasserollen af komfuret og lad det køle helt af
  • Kom mel, sukker, bagepulver, salt og koldt smør op i en skål og bland det hele godt sammen med to gafler eller en pastrycutter, til du har en krummet, klumpet melblanding
  • Tag 1¼ dl. af melblandingen fra og sæt det til side. Resten kommer du ned i en tærteform og presser det let sammen i bunden
  • Bag bunden ved 175 grader i 10 minutter og sæt den derefter til side
  • Kom philadelphia, sukker, æg og vaniljeessens op i en skål og pisk det sammen
  • Kom cheese-fyldet på den afkølede bund
  • Tag spiseskefulde af bærrene og plop det ned i cheese-fyldet, og rør let i det med en tandstik eller et træspyd
  • Kom resten af melblandingen ud over tærten, pynt evt. med nogle friske tranebær og bag derefter hele tærten i ovnen ved 175 grader i 35 minutter
  • Når den er kølet af, dækker du den til og sætter den i køleskabet i minimum 2 timer, gerne natten over

Til Thanksgiving er det jo en tradition at få en tranebærtærte. Men nogle gange må man jo godt prøve at forny sig, prøve nye spændende udgaver af noget traditionelt. Og dette er så absolut en udgave, vi godt kan prøve igen i år. Den er lækker og frisk og kan bestemt spises året rundt.

Jeg lavede den til Thanksgiving 2016, og den blev en øjeblikkelig favorit ved flere af familiens medlemmer. Nogle gange er det et stort pres, at skulle forny sig hvert år, men jeg finder jo alligevel altid ud af det.

Opskriften fandt jeg via Pinterest, en kæmpe verden fyldt med ideer, gode råd, opskrifter og kreative mennesker. Hvis du ikke kan finde friske tranebær, så brug frosne. Det handler blot om at tø dem op, der er ingen forskel på dem.

Vi starter med den nemme del, tranebær, sukker og citron.

Start med at komme 225 g. tranebær op i en kasserolle sammen med 1¼ dl. vand.

Kom 6 spsk. sukker ned i kasserollen. Det bliver godt det her.

Du har naturligvis købt en økologisk, usprøjtet, fairtrade citron. Riv skallen, så du har ½ tsk. revet citronskal, du kan komme ned i kasserollen.

Og til sidst 1 tsk. friskpresset citronsaft. Lad det hele komme i kog over medium-høj varme.

Skru derefter ned til medium-lav varme og lad det simre i 10 minutters tid til tranebærrene er bløde. Tag så kasserollen af varmen og sæt den til side, så det kan køle af.

Så kom vi til tærtedejen. Den er jo også vigtigt. Vi skal bruge mel, sukker, salt, bagepulver og smør. Faktisk er det her både tærtebunden og crusten, der skal over fyldet. Det er en slags to-i-en.

Kom 3 dl. mel op i en skål sammen med 1¼ dl. sukker, ½ tsk. bagepulver og ¼ tsk. salt og bland det hele sammen.

Kom så 1¼ dl. koldt smør op i skålen og rør det hele sammen med to gafler eller en pastrycutter, indtil du har en krummet blandet.

Det skal se sådan her ud, lidt groft og klumpet mel af en slags.

Tag 1¼ dl. melblanding fra og kom resten ned i en tærtebund., pres det let sammen Bag den ved 175 grader i 10 minutter og sæt den så til side, så den kan køle af.

Så kom vi til cheese-fyldet. Hedder det mon det? Hvad skal det ellers hedde? Du skal bruge sukker, philadelphia neutral, vaniljeessens og æg.

Kom 225 g. philadelphia ned i en skål sammen med 1¼ dl. sukker. Pisk det godt sammen.

Kom 1 tsk. vaniljeessens ned i blandingen.

Og så et stort æg. Det kan du da godt se, er et æg, kan du ikke? Okay, måske jeg lige skal tjekke, om mine billeder er skarpe, inden jeg går videre næste gang.

Så er vores cheese-fyld pisket godt sammen.

Frem med tærtebunden igen, sørg for at den er helt kold.

Kom cheesefyldet ned i tærteformen.

Og så tager du spiseskefylde af tranebærrene og plopper ned i cheese-fyldet. Tag evt. en tandstik eller et træpyd og rod ganske let rundt i det, så tranebærrene er både øverst og nederst og midt i og alt det der.

Tag nu den krummede melblanding frem igen, du ved den du gemte tidligere. Drys det ud over hele tærten.

Pynt den evt. med et par ekstra tranebær, inden du bager den i 35 minutter ved de 175 grader, indtil crumblen øverst er gyldent og tærten har sat sig. Dæk den til og sæt den i køleskabet i minimum 2 timer. Min stod natten over, da jeg altid laver maden dagen i forvejen til Thanksgiving, det letter altså en hel del på selv dagen.

Jeg glemte at tage et billede af tærten, som den stod på en tallerken, men den forsvandt bare ligesom helt vildt hurtigt.