Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 30-40 minutter

Nok til: 16 personer


Ingredienser:

  • 2 spsk. olivenolie
  • 50 g. smør
  • 3 æbler
  • 1 løg
  • 1 hel bladselleri
  • 8 skiver toastbrød
  • 2 laurbærblade
  • 2 pakker bacontern
  • 1 dl. frisk, hakket persille
  • 2 kyllingebouillonterninger eller kyllingefond-dimser
  • 8 dl. vand ca.
  • Salt og peber

Sådan gør du:

  • Start med at skære dine æbler i 8 både hver, fjern kernehuse og skær derefter hver båd i rustikke skiver
  • Pil dit løg og skær det i rustikke tern
  • Vask bladsellerien grundigt, skær nederste grimme del af og skær alle stængler i skiver
  • Skær alle 8 skiver brød i tern
  • Kom bacontern på en pande og lad dem stege sig næsten sprøde
  • Smelt olie og smør sammen og kom derefter æbler, løg, bladselleri og laurbærblade ned i gryden. Lad dem stå i 5-6 minutter og pas sig selv
  • Kom godt med salt og peber ned i gryden, derefter persille, brødtern og bouillonterninger eller fond-dimser og vandet. Rør det hele sammen og lad det komme i kog, så bouillon/fond er helt opløst
  • Kom bacontern med fedt over i gryden og rør det hele sammen
  • Fyld dit fjerkræ og hæld resten op i et ildfast fad
  • Bag den ved 175 grader i 30-40 minutter. Serveres for 16 sultne mennesker sammen med mange, mange andre retter til Thanksgiving

Så er årets Thanksgiving overstået i min lille familie og traditionen tro, skal der laves lidt nyt hvert år. Bl.a. stuffingen skulle laves efter en ny opskrift i år, og jeg var noget skeptisk. Indtil videre har jeg været vant til, at der skulle minimum et halvt kg. svinefars i min stuffing hvert år, men ikke i år. Ingen fars. Overhovedet. Jeg var noget bekymret for stuffingen, ville der nu være nok, ville det kunne hænge sammen, ville det smage godt??? Mange spørgsmål og mange bekymringer og traditionen tro, gik min mand straks i gang med at berolige mig. Og så begyndte vi at regulere lidt i opskriften, så vi kunne få lidt bacontern med. Straks begyndte jeg at falde lidt til ro, bacon redder alt, det ved vi da.

Da det kom til stykket, var der rigeligt med stuffing og det smagte fantastisk, både i fjerkræene og i et fad ved siden af. Faktisk smagte det så godt, så jeg tror den strøg direkte ind på en førsteplads hos mig.

1

Til denne enkle, men ufatteligt lækre og saftige stuffing, skal du bruge olivenolie, laurbærblade, toastbrød, æbler, bladselleri, løg, persille, bacontern, bouillonterninger eller fond-dimser, smør, salt og peber og vand.

2

Start med at vaske dine æbler, skær dem i kvarte og fjerne kernehusene. Du skal ikke skrælle dem. Tro mig, det er ikke nødvendigt.

3

Skær hver kvarte i halv på langs (altså så hvert æble deles i 8 både), og skær så brede skiver af bådene. Lidt rustikt må det godt være.

4

Hak løget i store tern. Igen, det må godt være lidt rustikt.

5

Rens dine bladselleri, skær den nederste grimme del væk og skær dem så i skiver.

6

Til sidst tager du 8 skiver toastbrød og skærer i tern. Vi brugte halvt hvid toast og halvt grov toast. Så virkede det lidt sundere.

7

Start med at smide 2 spsk. olivenolie og 50 g. smør ned i en gryde og lad det smelte og bruse op.

8

Kom alle æblestykkerne ned i gryden. Det bliver godt det her.

9

Smid også to laurbærblade derned. Sikke et bøvl det var at jagte dem bagefter og hive dem op igen. Næste gang binder jeg en snor i enden af dem, så jeg hele tiden ved hvor de er.

10

Ned i gryden med løgene. Jeg begyndte nu at blive alvorligt bekymret for min grydes størrelse. Der mangler jo stadig en del.

11

Så jeg skiftede til en større gryde, inden vi smed sellerien derned. Og det var godt vi gjorde det, for det ville aldrig være endt godt.

12

De to pakker bacontern smed jeg i gryden fra tidligere, så de kunne begynde at stege lidt.

13

Godt med salt og peber i og så ellers lad det stå og passe sig selv i 5-6 minutter. Rør i det ind i mellem. Og nyd duften.

14

Smid 1 dl. frisk, hakket persille ned i gryden og rør det sammen.

15

Og så blev det tid til brødet. Bare ned i gryden med det. Kan du se, hvad jeg mener, det er godt jeg skiftede gryde.

16

Smid dine to fond-dimser ned i gryden, eller bouillonterninger, hvis du bruger det i stedet for.

17

Hæld vand i, til du synes det er passende. Vi brugte ca. 8 dl. vand. Rør det hele godt sammen og lad det småkoge lidt. Fonden eller bouillonterningerne skal være helt opløste.

18

Så er det bare at smide baconternene i. Og få endelig alt væden og fedtet med. Jeg ved godt, det virker farligt og adskillige helsekostfanatikere er ved at få et hjertestop lige nu, men vi har brug for fedtet, for at holde vores fjerkræ saftige.

19

Så er vores stuffing klar. Og jeg indrømmer, det ser på ingen måde appetitligt ud, men hold nu kæft, det smager godt.

20

En del af stuffingen kom i vores fugle, resten kom i et fad. Inden jeg kom det i fadet, havde jeg taget det rå kød fra andelår og kyllingelår, skar det i tern og blandede det i stuffingen. Dernæst bagte jeg den ved 175 grader i 30-40 minutter.

21

Det smagte helt fantastisk. Jeg ved godt, det ligner en omgang ruskomsnusk, men det var saftigt, fuld af smag og bare slet ikke sidste gang, jeg laver det.