Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 20 minutter

Nok til: 20 personer


Ingredienser:

  • 6 store søde kartofler
  • 1½ dl. olivenolie
  • 1¼ dl. brun farin
  • 15 skiver bacon

Sådan gør du:

  • Skræl kartoflerne og skær dem i tern på 2 x 2 cm
  • Kom kartoflerne op i en skål og vend dem med olivenolien
  • Skær baconskiverne i 1 cm. brede stykker og vend kartoflerne med bacon og brun farin
  • Fordel kartoflerne på 2 bageplader og sæt dem i ovnen ved 200 grader i 20 minutter. Pas på ikke at få overskydende olivenolie med ud på pladerne
  • Kan serveres straks eller kan laves i forvejen og varmes op ved 150 grader i 30 minutter. Drys med lidt ekstra brun farin, når de varmes op

Vi har nu i årevis forsøgt os med forskellige sweet potato pies til Thanksgiving og det er aldrig rigtig blevet helt godt. Men nu er jeg ikke den type, der bare sådan giver op, så jeg granskede tonsvis af amerikanske madblogge og fandt endelig en, som jeg tænkte måtte blive en succes. Den er super enkel, består kun af 4 ingredienser, heraf er den ene bacon. Dvs. sige, at 25% af opskriften består af bacon. Det er god matematik i min verden. Vi brugte den sidste år til Thanksgiving og den var absolut en vinder. Og da tiden jo hastigt nærmer sig Thanksgiving igen (selvom butikkerne allerede er begyndt at prøve at bilde os ind, at julen står lige for døren), så tænkte jeg, at det var på tide at dele denne med jer. Bare i tilfælde af, at I er hoppet med på vores sindssyge ide med at fejre denne dag.

Vi starter med det sædvanlige holdbillede, søde kartofler, olivenolie, brun farin og bacon. Når jeg laver en ny opskrift, laver jeg altid en lille portion, så vi lige kan afprøve den først. Så jeg købte kun 6 kartofler. De fyldte noget mere, end jeg regnede med.

Mor gik straks i gang med at skrælle kartoflerne. Min mor har ganske normal størrelse hænder, det var nogle vældigt store kartofler.

Jeg gik i gang med at skære kartoflerne ud i tern. Det kom bag på mig, hvor hårde sådan nogle søde kartofler er, det var nærmest som at stå og hakke i kokosnødder. Det var lidt voldsomt ind i mellem og jeg er ærligt overrasket over, at jeg ikke skar mig.

Kartoflerne blev skåret i tern på ca. 2 x 2 cm. og lagt op i den store skål. Min yndlingsskål. Skålen der har total eksistensberettigelse når vi kommer til Thanksgiving forberedelserne.

Jeg hældte 1½ dl. olivenolie ud over kartoflerne og vendte dem godt.

Dernæst tog jeg 15 skiver bacon og skar i 1 cm. brede stykker. Og så tænkte jeg lidt over, hvorfor pokker jeg ikke bare havde købt 2 pakker bacontern. Men det husker vi bare næste gang.

Vi skal også have fundet 1¼ dl .brun farin frem.

Kom både bacon og brun farin op til kartoflerne.

Og så skal det hele bare vendes godt rundt. Jeg var noget stresset på dette tidspunkt, jeg begyndte at beregne behovet for foliebakker, om jeg nu havde købt nok, om jeg skulle ned forbi brugsen og hente flere osv. 6 søde kartofler lyder ikke af meget, men hold nu op hvor de fylder.

Jeg fordelte kartoflerne på to bageplader og satte dem i ovnen ved 200 grader i 20 minutter. Pas på du ikke får overskydende olivenolie med ud på bagepladerne, der kommer også fedt fra baconet. Tjek om kartoflerne er møre.


Det gik slet ikke så galt som jeg frygtede, det hele kunne være i to af disse foliebakker. På selve dagen blev de drysset med lidt ekstra brun farin og varmet op ved 150 grader i 30 minutter.
De smagte helt fantastisk, de var møre og søde, ikke kvalme som vi ofte har oplevet med sweet potato pies. Det er første gang at så mange af vores gæster har været enige om, at en ret med sweet potatos smagte godt. Hurra, det lykkedes! Jeg er faktisk også selv helt vild med den, den kommer til at få en fast plads fremover.