Forberedelse: 5 minutter + ½-1 times marinering
Tilberedning: 5 minutter
Nok til: 4 personer
Ingredienser:
- 300-400 g. store rejer med hale
- 4 cm. ingefær
- 2 tsk. riseddike
- 2-3 fed hvidløg
- 3 spsk. soyasauce
- 1 tsk. olivenolie
- 1 tsk. brun farin
- 3 spsk. sherry
Sådan gør du:
- Skræl og riv ingefæren ned i en skål. Pres hvidløgene ned i samme skål. Kom derefter soya, riseddike, olivenolie, brun farin og sherry ned i skålen og rør det hele sammen
- Kom rejerne ned i skålen, vend dem godt i marinaden og dæk dem til
- Sæt dem i køleskabet og lad dem trække i ½-1 time
- Varm lidt olie op på en pande, fisk rejerne op af marinaden og steg dem i ca. 3 minutter. Husk at vende dem
- Kom marinaden på panden og lad dem stege i yderligere et minuts tid, inden du serverer dem
- Eller kom dem i en lækker omgang fried rice
Jeg har opdaget at soya og ingefær er min ven, når det kommer til at marinere fisk og skaldyr. Det har åbnet helt nye muligheder for lækkerier i mit køkken. Og nye variationer og kombinationsmuligheder. Disse rejer brugte jeg til en omgang fried rice, men de vil garanteret også være gode som en snack til en forret eller til en omgang lynstegte grøntsager.
Du skal bruge noget brun farin, soyasauce, riseddike, olivenolie, ingefær, hvidløg og store rejer med hale på.
Og noget tør sherry. Jeg ved ikke hvorfor, men ofte er der en eller anden ingrediens der har sceneskræk og som ikke vil med på det første billede. Mærkeligt.
Start med at skrælle et stykke ingefær og riv ca. 4 cm. ned i en skål.
Kom derefter 2 tsk. riseddike ned i sammen skål.
Efterfulgt af 2-3 fed presset hvidløg.
Så 3 spsk. soyasauce ned i skålen.
Kom 1 tsk. olivenolie ned i skålen.
Så 1 tsk. brun farin.
Og til allersidst 3 spsk. sherry. Rør det hele godt sammen.
Kom rejerne ned i skålen, rør det hele godt rundt, dæk skålen til og sæt den i køleskabet i ½-1 time.
Kom lidt olie på en pande, fisk rejerne op af marinaden og kom dem på panden. Steg dem i ca. 3 minutter, husk at vende dem.
Hæld derefter marinaden på panden og lad dem stege et minuts tid mere. Nu kunne du jo servere dem med noget lækkert brød, lynstegte grøntsager eller som snack.
Eller du kan blande dem i en omgang fried rice.
Holy moly det her smagte helt fantastisk. Og mættede. Og de smagte præcist lige så fantastisk i madpakken dagen efter kold. Bare sød chilisauce over det og så gled det lynhurtigt ned. Det her kan bestemt anbefales og må da være sundt med alle de grøntsager og skaldyr.