Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 20 minutter

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 225 g. rå pasta penne
  • 2 kyllingefilet
  • 1 løg
  • 1 grøn peberfrugt
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 pakke bacontern
  • 4-5 klumper frossen spinat, optøet
  • 2½ dl. mælk
  • 1 dl. creme fraiche dressing
  • 7 dl. revet ost
  • 1 solo hvidløg
  • Olivenolie

Sådan gør du:

  • Start med at sætte en gryde vand i kog, og kog pastaen al dente. Hæld vandet fra, vend dem med 1 spsk. olivenolie og sæt dem til side
  • Skær kyllingen i tern og kog stykkerne møre. Hæld vandet fra og sæt dem til side
  • Skær løg og peberfrugt i tern. Hvis du vælger, at bruge hvidløg, så hak det fint
  • Steg baconet på en pande, til det har den konsistens du ønsker
  • Kom baconet over i et ildfast fad og lad fedtet blive på panden
  • Hæld pastaen over i fadet
  • Steg løg og peberfrugt i fedtet på panden i 2-3 minutter
  • Kom derefter de hakkede tomater, spinaten, kyllingen og hvidløget op i panden og bland det hele godt sammen
  • Lad det blive godt varm på panden og hæld derefter hele blandingen op i det ildfaste fad. Bland det godt sammen
  • Kom mælk, creme fraiche dressing og 2/3 af osten op i panden. Lad det hele blive godt varm, så osten smelter
  • Hæld blandingen over i fadet og vend det hele sammen
  • Drys det sidste ost ud over retten og sæt den i ovnen ved 175 grader i 20 minutter
  • Lad den stå i fem minutter, inden du serverer

Dette er en opskrift jeg har tilpasset efter en amerikansk opskrift. Nogle ingredienser kan jeg simpelthen ikke finde her ude i det Vestjyske, og så må jeg improvisere lidt. Det gør nu ikke så meget, det er altid sjovt at lege lidt med ingredienserne i et køkken.

Husk, det skal være sjovt at lave mad, det skal være nemt og lækkert, men vigtigst af alt, det skal være sjovt. Jeg elsker mad og jeg kan ikke leve uden mad (en dyb og inderlig sandhed).

Da vi lavede denne ret, var det min mand der tog billeder, og jeg må efterfølgende konstatere, at der er steder i mit køkken, hvor fotografering ikke er hensigtsmæssig. Solen står forkert ind af køkkenvinduet, hvilket laver nogle meget sære sol/skygge billeder. Måske vi burde tage et kursus i fotografering eller noget?

1

Til denne super lækre opskrift skal du bruge kyllingefilet, bacontern, mælk, dressing, løg, grøn peberfrugt, hakkede tomater, olie, pasta penne, ost og spinat. Og hvidløg, hvis du lyster. Vi valgte det fra, fordi der var hvidløg i tomaterne, men blev bagefter enige om, at retten sagtens kunne have klaret et hvidløg.

2

Kan I se hvad jeg mente med skygge og sol? Nå men start med at tage to kyllingefilet og skær dem i tern.

3

Kom dem i en gryde vand og kog dem møre. Du kan selvfølgelig også koge dem først og skære dem i tern bagefter, det er helt op til dig. Resultatet skulle gerne blive det samme. Når de er møre, hælder du vandet fra og sætter kyllingen til side.

4

Tag et mellemstort løg og skær det i tern.

5

Og skær derefter den grønne peberfrugt i tern.

6

Smid en pakke bacontern på panden og rist dem af.

7

Jeg måtte forklare min mand, at ranch dressing i opskriften bestemt ikke er det samme som thousand island dressing. Så jeg skiftede den ud med en creme fraiche dressing. Det er det tætteste vi kommer på en ranch dressing. Du kan selvfølgelig være heldig at finde ranch dressing i f.eks. Meny.

8

Når din bacon er stegt så meget, som du nu synes den skal steges, kommer du den over i et ildfast fad.

9

Lad baconfedtet blive på panden og brug det til at stege løg og peberfrugter i.

10

Nå ja du skal for resten også koge din pasta al dente. Altså ikke helt gennemkogte, men tæt på.

11

Når løg og peberfrugter har stået i 3 minutter for sig selv, tilføjer du en dåse hakket tomat – gerne med hvidløg – kyllingen og spinaten.

12

Når pastaen er kogt al dente, hælder du vandet fra, vender pastaen med 1 spsk. olivenolie og kommer pastaen over i fadet til baconternene. Så er de ikke helt alene længere.

13

Når blandingen på panden er gennemvarm og godt blandet sammen er den klar.

14

Hæld hele pandens indhold over i fadet og bland det hele godt sammen.

15

Kom mælk og dressing på panden og varm det op.

16

Kom 2/3 af osten ned i mælken, lad det hele varme godt op sammen så osten smelter.

17

Hæld endnu engang pandens indhold over i det ildfaste fad. Åh, det ser allerede alt for godt ud.

18

Kom resten af den revne ost ud ost ud over retten og sæt den i ovnen ved 175 grader i 20 minutter.

19

Så er vores pasta penne med kylling og bacon klar. År det duftede godt. Jeg elsker mad og madlavning, men jeg hader denne del. Ventetiden. De fem minutter, hvor retten lige skal have lov at sætte sig. Kunne den ikke have gjort det inde i ovnen? Det er jo ulideligt det her.

20

Så er der serveret. Og hold nu op, det smagte godt. Der var rigeligt til 4 sultne voksne, eller 2 sultne voksne i 2 dage. Den kan altså godt anbefales den her. Du kan jo øge eller mindske mængden af alle ingredienserne. Tilføje syltet paprika, ekstra hvidløg, små, forkogte broccolibuketter osv. Leg med maden, hav det sjovt.