Forberedelse: 20 minutter

Tilberedning: 25 minutter

Nok til: 4 personer


Ingredienser:

  • 650 g. kyllingefilet eller en hel kylling + kogevandet heraf
  • 2 ds. asparges + vandet heraf
  • 50 ml. margarine
  • 6 spsk. mel
  • 1 dl. mælk

Sådan gør du:

  • Start med at koge din kylling mør
  • Tag den op og hæld vandet i en skål
  • Skær kødet i mindre tern
  • Hæld margarinen op i gryden og lad den smelte. Tilføj derefter mel og rør det godt sammen
  • Kom først alt vandet fra aspargeserne i gryden og rør det sammen og begynd derefter at tilføje kyllingevandet, indtil sovsen har den rette konsistens
  • Kom mælken i og tilføj derefter asparges og kylling
  • Smag til med salt og peber, lad det simre i fem minutter og server i dejligt varme tarteletter

Den her ret betyder rigtig meget for mig og derfor vil jeg dele den med dig. Vi får den stort set altid ved én særlig lejlighed her i huset. Vores årsdag. Århhh, hvor sødt.

Claus og jeg mødte hinanden i november 2010 på det lokale værtshus. Jeg blev straks interesseret i denne store, bredskuldrede, skaldede mand med tyrenakke og han fandt vist mit forparti interessant. Mænd i en nøddeskal. På et tidspunkt spurgte jeg ham, hvor han kom fra (eftersom jeg havde besøgt værtshuset jævnligt over sommeren og ikke havde set ham før). Hans svar var ”her fra”. ”Ja”, svarede jeg ”men hvor her fra?”. ”Her fra huset”, svarede han, i samme øjeblik gik hans mor, ejeren af værtshuset, forbi os og straks gennemgik jeg i hovedet panisk mine aftener på værtshuset, for at finde ud af, om der måske var nogle pinlige episoder, jeg kunne risikere, hans mor ville fortælle ham om senere. Det var der ikke, men der tog han røven på mig.

Senere, da vi stod i baren, blev Claus puffet væk af en noget mindre mand, der groft bad min (kommende) mand, kravle af hans ekskone, så han kunne sige farvel, for nu skulle han hjem. ”Ja den er sgu god med dig”, svarede Claus grinende. Den mindre mand sagde farvel til mig, hvorefter jeg måtte forklare Claus, at manden faktisk var min kommende eksmand. Vi var i byen sammen for at fejre salget af vores hus og vores snarlige skilsmisse. Der tog jeg røven på ham.

Dagen efter søgte jeg ham på Facebook, vi brugte den kommende uge på at chatte sammen, jeg advarede ham om alle mine særheder (han tog mig ikke seriøst, HA), han fortalte om sit liv, og undervejs fik han fortalt, at han skulle lave tarteletter til en julefrokost ved sin mor. ”Ih, hvor er det længe siden jeg har fået tarteletter”, fiskede jeg. Han bed på og weekenden efter blev jeg inviteret på tarteletter. Siden da har vi hvert år, på den dato, vi tror, er vore årsdag, fået tarteletter.

Billederne fra denne omgang er faktisk fra vores halvårs bryllupsdag. Det har vist sig, at man ikke skal dømme folk på det ydre, min mand er faktisk en stor romantisk tøs indeni. I starten af ugen proklamerede han, at vi skulle have tarteletter om fredagen. ”Okay”, svarede jeg, uden at tænke nærmere over det. ”Ja se på datoen”, bad han mig. Jeg kiggede og tænkte, at d. 6. marts var en fuldstændig ligegyldig dato. Kiggede forvirret på ham, hvorefter han oplyste mig om, at vi havde halvårs bryllupsdag. Jeg oplyste ham om, at han var tosset, kyssede ham og priste guderne for at have sendt mig en mand, der gider gå op i sådanne ligegyldigheder, for at vise mig, at han elsker mig. Så rystede jeg på hovedet over konceptet ”halvårs bryllupsdag”.

Tarteletter fylder i dag stadig en del i vores liv. Vi har nu en årlig tarteletaften med vores skønne naboer, vi lægger hus til, naboen i nr. 9 laver tarteletfyldet og så hygger vi os alle en hel aften med tarteletter og snak. Jeg ser meget frem til vores tarteletaften hvert år.

1

Til en rigtig god omgang tarteletter med høns i asparges skal du bruge: Tarteletter! (doh), kylling (dobbelt doh), enten en hel eller filet, asparges (trippel doh), mælk, mel, margarine og salt og peber.

2

Jeg brugte kyllingefilet, da det ofte bare er lidt nemmere. Til gengæld får du ikke den lækre blanding af lyst og mørkt kød, som du får ved en hel kylling. Men det styrer du helt selv. Kom kyllingefileterne i en gryde vand, godt med salt og kog dem i ca. 20 minutter. Hvis du bruger en hel kylling, skal den koge i ca. 45 minutter.

3

Når kyllingen er kogt færdig, lægger du stykkerne over på et skærebræt, så de kan køle lidt af.

4

Min mand halverede dem vertikalt, så de hurtigere kunne køle af.

5

Vandet fra kyllingerne hælder du over i en skål. Du må endelig ikke smide vandet ud. Det er meget værdifuldt.

6

Skær kyllingen i små tern, eller hvis du har brugt en hel høne, pil kødet af skroget og klip eller skær det i mindre stykker.

7

Kom ca. 50 ml. flydende margarine i en gryden fra før og lad det smelte.

8

Kom ca. 6 spsk. mel i margarinen.

9

Rør det nu rigtig grundigt sammen.

10

Hæld nu vandet fra aspargeserne op i gryden. Det er også meget værdifuldt vand, fyldt med god smag. Rør det godt ud i melblandingen.

11

Begynd nu stille og roligt at hælde vandet fra kyllingen op i gryden, mens du rører. Stop når sovsen har den rette konsistens. Den må bestemt ikke blive tynd, faktisk synes vi den er bedst, hvis den er lidt tyk. Så hænger den bedre ved tarteletterne.

12

Min mand kom til at putte lidt for meget kyllingevand i gryden, men så jævner vi det bare. Ved du hvordan man jævner en sovs? Vand og mel i en jævner, ryste, ryste, ryste og så stille og roligt hælde det op i gryden, til sovsen igen har den rette konsistens.

13

Kom også ca. en del mælk i sovsen. Det gør sovsen lidt hvidere og se pænere ud, samt den bliver ikke så gennemsigtig. Siger min mand, jeg havde aldrig før hældt mælk i min sovs, men det gør han. Og eftersom det faktisk er ham der laver maden lige her, så følger vi hans anvisninger.

14

Kom nu alle de lækre asparges op i gryden.

15

Og dernæst alt kyllingen. Pludselig ser det ud af meget mere.

16

Rør det godt sammen og lad det stå og passe sig selv lidt. I mens kan du jo varme tarteletterne. Husk for resten at smage sovsen til med salt og peber. Altid smage til med salt og peber.

18

Så er der serveret! Lækre tarteletter med høns i asparges. Jeg vil også en dag vise dig opskriften på svigermors tarteletter med fiskefyld, som jeg også elsker. Men lige præcis den her ret, er bare noget helt særligt for mig. Min første date med min mand. Den slags ting er vigtige at huske.